Kræft-livreddere skal uddanne veninder

Livmoderen kan blive fjernet, du kan ikke få børn og i værste fald er sygdommen dødelig.

Konsekvenserne kan være mange, hvis en kvinde får konstateret livmoderhalskræft. Men på trods af det, vælger hver fjerde kvinde den gratis undersøgelse fra, der ellers kunne forhindre kræften i at opstå.

Derfor er Kræftens Bekæmpelse om få uger klar med nye initiativer, der skal få kvinderne afsted til lægen.

»Vi tror rigtig meget på at få aktiveret kvindernes egne netværk. Det skal være noget man taler om på café med sine veninder,« siger Mette Marie Espersen, der er projektleder i Kræftens Bekæmpelse. I slutningen af april går det nye projekt i gang.

Helt konkret skal kvinderne klædes på til at luge ud i de myter, der er omkring undersøgelsen og sygdommen. Kvinderne bliver en form for livreddere for Vidunderlivet, der er Kræftens Bekæmpelses oplysningskampagne mod livmoderhalskræft.

Rollespil skal få snakken i gang
Livredderne bliver uddannet på internettet gennem forskellige quizzer og et interaktivt rollespil. Herefter er meningen, at de skal snakke med deres veninder, mødre eller døtre om det.

Mette Marie Espersen håber, at kvinderne ved at sprede budskabet til hinanden gør undersøgelsen til en vane hos alle kvinder.

Billigt sundhedstjek
Undersøgelsen tjekker for celleforandringer i underlivet, for det er netop celleforandringerne, der kan føre til kræft. Overlæge Jette Junge ønsker derfor også, at kvinderne bliver bedre til at blive undersøgt, end de er i dag.

»Når de udebliver, betyder det, at nogle kvinder går rundt med et forstadium til livmoderhalskræft uden at vide det, fordi det er noget, der ikke giver symptomer. Så udvikler det sig over en årrække, og pludselig en dag har de fået udviklet livmoderhalskræften,« siger Jette Junge, der er overlæge på Hvidovre Hospitals patologiafdeling.

Det er her, prøverne fra de københavnske kvinder kommer ind og bliver undersøgt.

»Celleforandringer er jo meget almindelige og kan behandles, før det udvikler sig til noget alvorligt,« siger Jette Junge.

»Og så er det en utrolig billig måde at sikre sit helbred på«.

Minder lidt om en struds
Undersøgelsen er gratis og bliver tilbudt alle kvinder mellem 23 og 65 år hvert tredje år. Men trods oplysningskampagner, rykkerbreve og brochurer hos lægerne dukker én kvinde ud af fire altså aldrig op.

En af dem, der ikke er blevet undersøgt og kunne blive ‘livreddet’, er den snart 24-årige Oline Thomsen. »Jeg har bare ikke haft tid til det. Og jeg føler mig jo ikke syg, så hvis jeg ikke får stillet diagnosen, er jeg jo ikke syg,« siger hun.

Men Oline Thomsen kan godt selv se, at hun ikke gør sig selv en tjeneste ved at lade være.

»Det er nok lidt som strudsen, der stikker hovedet i busken,« siger hun.

Læs også:

Mange kvinder dropper kræftundersøgelser

Danmark er verdens værste kræftland