Datoen viser d. 8. marts. For 108 gang fejres Kvindernes internationale kampdag. Men mangler kampdagen et mere kønsnuanceret budskab?
Det mener Kvinders Byggeforum, der i dag opfordrer til hackathon.
– I dag inviterer Kvinders Byggeforum hele byggebranchen til at udvide internettets utilstrækkelige information om relevante inspirationskilder i byggebranchen, fortæller Emma Sönner, arkitekt og forkvinde i Kvinders Byggeforum.
Hun uddyber:
– Formålet er at skabe en mere nuanceret og mangfoldig vidensbank på internettet. Vi mener nemlig, at der er en meget ensartet retning for, hvad vi bygger, for hvem vi bygger og hvem der bestemmer, hvad der skal bygges lige nu. Det er et problem, at der ikke er flere mangfoldige inspirationskilder i branchen.
#winwinforalle
På Facebook har Kvinders Byggeforum oprettet et event, hvor de opfordrer til virtuelt hackathon på Kvindernes internationale kampdag.
– Vi debatterer jævnligt mangfoldig repræsentation i Kvinders Byggeforum, men d. 8. marts vil vi gøre det ved at overtage magten om den tilgængelige repræsentation af byggebranchen i medierne. Vi fylder internettet op med kvindelige og andre non-normative forbilleder fra byggebranchen, forklarer Emma Sönner.
Læs også: Fagforeninger: Lønåbenhed fremmer ligestilling
Medlemmerne opfordres til at dele tekster om inspirationskilder fra byggebranchen på wikipedia og bruge hashtagget #winwinforalle.
Kvindernes internationale kampdag
- Kvindernes internationale kampdag markeres hvert år d. 8. marts.
- Kvindernes internationale kampdag startede på et kvindemøde på Jagtvej 69 i København i 1910.
- Idéen om kampdagen blev fremsat af den tyske kvindesagsforkæmper Clara Zetkin.
- FN vedtog i 1977 en resolution, som anbefaler fejring af Kvindernes internationale kampdag.
Seniorforsker fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) og forfatter til rapporten “Kvinder i byggefaget” Anika Liversage fortæller, at det er vigtigt med en mangfoldig kønsrepræsentation på arbejdspladser.
– Hvis man vægter en mere mangfoldig kønskultur på arbejdspladser, så giver det bedre muligheder for alle. Byggebranchen er meget maskulint domineret, så hvis man bevæger sig derind som kvinde, så kan det være meget hårdt, siger hun.
Kønnenes kampdag
Det er ikke kun i byggebranchen, at der savnes en mere mangfoldig kønskultur.
Redaktør på den seneste udgave af “Kvinde kend din krop” Caroline Due, fortæller, at det er en kamp at repræsentere et mere mangfoldigt kønsbillede i en bog, der historisk set kun har henvendt sig til kvinder:
– Jeg håber, at næste udgave af “Kvinde kend din krop” kan skabe et mere mangfoldigt kønsbillede. Men det er rigtig svært, når bogen netop hedder “Kvinde kend din krop”.
– Vi har forsøgt at tænke et mere mangfoldigt kønsbillede ind, ved ikke at sætte for meget lighedstegn mellem det at være kvinde og det at have en livmoder. Vi har også skrevet nogle afsnit, hvor vi forholder os til, hvad køn betyder. Det er enormt vigtigt med en bredere kønsrepræsentation, siger hun.
Vi vil ikke ende op i en evig status-qou
Kvinders byggeforum håber, at det virtuelle hackathon kan skabe en mere nuanceret og dynamisk repræsentation i byggebranchen.
– På trods af at branchen har en generel interesse for samfundsudvikling og ligestilling, så er den præget af en konservativ og kønshierarkisk kultur både på arbejdspladserne og i institutionerne. Det betyder, at der er en ubalance i fordelingen af magt og muligheder. Hvis ikke vi gør noget, så ender vi op i et evigt status-qou, hvor de magthierarkier, der dominerer i dag, altid vil være dem, der får taletid og bliver set, siger Emma Sönner.
Læs også: Løngab opstår, når mor og far får børn
Caroline Due mener, at det er muligt at gøre op med de normative kønsforestillinger:
– Vi skal sørge for altid at have det i baghovedet. Hver gang vi er i skole, på arbejde, hvis vi sammensætter en debat eller skriver en artikel, så skal vi tænke over repræsentation. Hvem er det vi har sammensat det her panel af. Er det kun hvide mennesker, kun mænd, kun kvinder, kun heteroseksuelle. Hvis vi altid har det i baghovedet, er det også muligt at mangfoldiggøre repræsentationen.
Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen udsprang af Facebook-begivenheden, Kvinders Byggeforum Kampdag-Hackathon, hvor organisationen Kvinders Byggeforum opfordrer til at sprede et mere mangfoldigt billede af byggebranchen på internettet. Emma Sönner er interviewet over mail, Anika Liversage er interviewet over telefon og Caroline Due er interviewet personligt efter arrangementet Kultur til Kaffen: Et skud kvindekamp.