Laktosefri produkter hitter i køledisken

Flere og flere laktosefri produkter dukker op i køledisken.

Flere og flere laktosefri produkter er efterhånden blevet introduceret for de danske forbrugere og tæller bl.a. laktosefri mælk, yoghurt, smør, fløde og ost. Mejerigiganten Arla forventer, at salget af laktosefri produkter stiger med 70 procent i 2015.

Cæcilie Gamsgaard Seidel, klinisk diætist på Aleris-Hamlet og specialist i den såkaldte Low FODMAP-diæt til behandling af irritabel tarm, nikker genkendende til den stigende interesse for laktosefri madvarer, men hun mener samtidig, at det har taget overhånd.

– Det er mit indtryk, at laktosefri er blevet en dille. Der er ikke rigtig nogen grund til, at man spiser laktosefri produkter, medmindre at man er intolerant overfor det, siger Cæcilie Gamsgaard Seidel.

Hvad er irritabel tarm?

  • Ca. 15-30 procent af den danske befolkning er ramt af lidelsen
  • Irritabel tarm forekommer langt hyppigere hos kvinder end hos mænd
  • Årsagen til, at irritabel tarm opstår, kendes ikke

– Følgende faktorer er blandt mulige årsager med betydning for irritabel tarm:

  • Vestlig livstil dvs. kost med for lidt fibre, for meget fedt og sukker, og mangel på motion.
  • Genetisk baggrund
  • Psykiske faktorer som angst, stress og humørsvingninger
  • Efter en tarminfektion med sygedomsfremkaldende bakterier fx salmonella
  • Seksuelt misbrug

Kilde: netdoktor.dk

Laktose

Laktose er en sukkertype, der findes i mælk og kan for nogen være vanskeligt at optage fra tarmen til blodbanen. De, der lider af laktoseintolerans eller mælkesukker-intolerans, kan ikke optage laktose, og det kan medføre symptomer som mavesmerter, diare og oppustethed.

Ifølge Cæcilie Gamsgaard Seidel er mange forbrugere uvidende omkring, hvad laktose helt præcist er, og hvilke mennesker der bør undgå madprodukter med laktose.

– Mange forstår godt, at der ikke er laktose i produktet, men lige præcis hvad det er, ved de ikke. Mange tror, at når produktet er laktosefrit, så er der mindre sukker i, men det er ikke tilfældet, forklarer Cæcilie Gamsgaard Seidel.

Læs også: Allergiker: “Nye glutenfri produkter er som juleaften”

En irriteret tarm og Low FODMAP

Ifølge Cæcilie Gamsgaard Seidel lider mange af dem, som køber laktosefri produkter, af laktoseintolerans, men samtidig er der også en anden stor gruppe af forbrugere – de, der lider af irritabel tarm.

Irritabel tarm forstyrrer den normale tarmfunktion, hvor bestemte fødevarer hos nogle forværrer lidelsen, som viser sig i form af mavesmerter, oppustethed og vekslende afføring.

Low FODMAP diæt

  • FODMAP er en diæt specielt udviklet til dem, der lider af irritabel tarm
  • Ordet FODMAP er en forkortelse for en række kulhydrater, der bør begrænses eller helt udelukkes fra den daglige kost for at undgå forværring af symptomer ved irritabel tarm

– Det drejer sig om følgende kulhydrater

  • fruktose (frugtsukker)
  • laktose (mælkesukker)
  • oligosakkarider (fruktaner oggalaktaner)
  • polyoler (sukkeralkoholer).

Kilde: netdoktor.dk

Low FODMAP-diæten er specielt udviklet til personer, der lider af irritabel tarm. Diæten går ud på at begrænse eller helt fjerne bestemte kulhydrater fra kosten i en periode op til otte uger. Efter to måneder kan kulhydraterne stille og roligt bliver en del af den daglige kost igen for at finde ud af, hvad kroppen reagerer på.

Laktose er blot en af fire kulhydrater, du bør undgå i løbet af diæten, men ifølge Cæcilie Seidel Gamsgaard, kan det for nogen med irritabel tarm være vigtigt at undgå.

-Dem med irritabel tarm er ikke nødvendigvis intolerante overfor laktose, men nogle af dem reagerer på det, siger Cæcilie Gamsgaard Seidel, men hun forklarer, at der ikke er en tydelig sammenhæng mellem irritabel tarm og laktose.

Læs også: Dokumentarer om mad og sundhed hitter på festival

Prutter og diaré

Ifølge Cæcilie Gamsgaard Seidel er der endnu en årsag til, hvorfor de laktosefri produkter i stigende grad havner i forbrugernes indkøbskurv.

– Det er blevet mere okay at spise anderledes for at få det fysisk bedre. Tidligere talte du ikke om at undgå bestemte fødevarer for ikke at få luft i maven, siger Cæcilie Gamsgaard Seidel og forklarer, at vi i dag taler mere åbent om fysiske lidelser, og hvordan vi undgår dem i kosten.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Arla.