En ghettoblaster dækket af savsmuld er tunet ind på radiostationen Nova FM. Popmusikken spiller i takt med lyde fra redskaber, der sliber, banker, borer og hamrer mod materialer, der smuldrer og bliver til spåner og dufte af flækket træ.
Spånerne flyver også rundt om 24-årige Liv Lamhauge, der følger grundforløbet til møbelsnedkeruddannelsen på en erhvervsskole i Københavns Nordvestkvarter.
Ved høvlebænke arbejder elever med træbakker, som de laver ud fra nøjagtig samme model. En enkelt elev har dog fået lærernes accept af at afvige en smule fra den almindelige skabelon.
– Jeg laver min bakke lidt anderledes, så siderne får samme tykkelse som kanten. Det ser lidt pænere ud, siger Liv Lamhauge.
På snedkerholdet er der lige så mange piger, som der er drenge. Den lige fordeling af køn er ifølge en ny, stor undersøgelse fra Aarhus Universitet ideel for en erhvervsskoleklasse, da det kan betyde nedsat fravær.
Læs også: Rundspørge: Erhvervsskoler disker op med valgflæsk
Med håret sat og skridsikre støvler
Liv Lamhauges hår er samlet i en høj hestehale, hvis spidser når ned til selerne på de hvide smækbukser, der dækker det meste af hendes spinkle krop. På fødderne har hun mørke, skridsikre støvler.
Blandt metalfarvede arbejdsredskaber, der ligger spredt ud over Liv Lamhauges høvlebænk, står en vandflaske af genbrugsplast, et hjemmelavet keramikkrus og en lædertaske med kraftige guldspænder.
Der var én, der troede, at jeg skulle på frisørlinjen, fordi jeg skulle starte på en erhvervsskole.
Liv Lamhauge, 24, erhvervsskoleelev.
I tasken ligger et spejl. Der er nemlig ingen spejle på den erhvervsskole, hvor Liv Lamhauge læser til møbelsnedker. Heller ikke på toiletterne. Og selvom mange forbinder snedkerfaget med testosteron, og selvom Liv Lamhauge trives bedst i mandsdominerede miljøer, vil hun gerne se godt ud.
– Jeg kunne aldrig drømme om at tage til og fra skole i mine håndværksbukser ligesom mange mandlige tømrere og murere gør. Og når jeg kommer frem, er det da rart med et spejl, så jeg kan fjerne mascara, der er løbet ned af mine kinder efter cykelturen, siger Liv Lamhauge.
Læs også: Flere tusinde elever dropper skolepraktik
Blanding af køn mindsker fravær
Især piger er mindre tilbøjelige til at blive hjemme, hvis der er lige mange piger og drenge i klasserne, viser undersøgelsen om trivsel på erhvervsskoler.
Det er blandt andet for at imødekomme høje fraværs- og frafaldsprocenter, at der til sommer træder en ny erhvervsskolereform i kraft.
Læs også: Kokkeskoler giver karakterkrav klapsalver
Liv Lamhauge og flere af hendes kvindelige medstuderende oplever ofte, at folk bliver forbavset over deres valg af uddannelse, da mange forbinder snedkerfaget med mænd.
– Mange, jeg kender, er fordomsfulde og spørger, om jeg virkelig skal være snedker, når jeg ikke er større eller stærkere. Der var én, der troede, at jeg skulle på frisørlinjen, fordi jeg skulle starte på en erhvervsskole, fortæller Liv Lamhauge.
Værktøjskasse med personligt præg
Mange af erhvervsskolernes piger har lavere faglig selvtillid end skolernes drenge. Men kvindelige lærere kan kompensere for kønsforskellen, viser undersøgelsen.
Liv Lamhauge føler dog ikke, at hun er dårligere stillet end mandlige medstuderende eller kommende kollegaer. Tværtimod.
– Som snedker tror jeg, det kan være til min fordel, at jeg er kvinde, for jeg har måske mere tendens til at være detaljeorienteret og omhyggelig, siger hun.
En ekstra detalje vil snart præge Liv Lamhauges værktøjskab, der som de øvrige elevers skabe hænger langs væggene i værkstedet. Hun har nemlig besluttet, at hun borer et lille spejl op på indersiden af skabet.