Havhaver i Ishøj skal lære skoleelever at tænke bæredygtighed

Muslinger har et klimaaftryk der er 139 gange mindre end oksekød. Ishøj naturcenter vil man gerne dele det budskab med områdets skoleelever. Foto: Craig Stihler, Pixnio.

Foråret er på vej, og det betyder, at danske blåmuslinger gyder. Et projekt fra Ishøj Naturcenter skal lære børn i fjerde til niende klasse, at muslinger, østers og tang kan være lækre og sunde alternativer til oksekød. I Ishøj er der blevet opsat såkaldte havhaver, der skal formidle netop det budskab.

En havhave er et sted, hvor skoleklasser kan tage ud og lære om bæredygtighed og havbrug. Her kan der dyrkes muslinger, østers og spiselig tang. Samtidigt kan eleverne komme med helt tæt på, og se, hvordan der høstes, og hvordan muslinger håndteres. På et normalt år har havhaven i Ishøj besøg af mere end 20 skoleklasser. Det er de elever, der skal lære om fordelene ved at spise mere klimavenlige dyr og planter, der kommer fra havet.

Nikolaj Lundbak Mathiesen, der er formand på projektet i Ishøj, forklarer om fordelene ved at spise og dyrke muslinger.

– Muslinger er hjemmehørende i de danske farvande. Vi sætter dem ikke selv ud, de forekommer naturligt. Udover det så har de et CO2-aftryk der er cirka 139 gange mindre end oksekød, siger Nikolaj Lundbak Mathiasen

Han uddyber yderligere, at det både handler om at lære børn om alternative madkilder, men også om at tage den generelle snak om klima og bæredygtighed.

Læs også: Klimaklasse modtager knap 300.000 kroner – Nu går turen til Grønland

– For vores vedkommende så er det både det med at tale om en fødevare. Men det er også det med at snakke klima og bæredygtighed. Muslinger har et meget lille klimaftryk, hvis man sammenligner med den mest populære proteinkilde oksekød. Det er rigtig interessant i forhold til, hvordan vi kan få vores protein og det er en sund proteinkilde, siger Nikolaj Lundbak Mathiasen.

Muslinger gode som ’case’

Udover de klima- og sundhedsmæssige fordele ved at spise muslinger, frem for blandt andet oksekød, så er muslinger også nemme at formidle overfor skoleeleverne, der kommer for at besøge Ishøjs havhave. Eleverne kan nemlig tage muslingerne op, kigge på, og rører ved dem. Muslingerne tager ikke skade af den håndtering. Derudover kan muslingerne undersøges for forskellige ting, der kan være i vandet, blandt andet mikroplast.

-De er gode som ’case’. Eleverne kan tage dem op af vandet, og der kan de faktisk ligge i flere timer. Det gør dem nemmer at undersøge og eleverne kan studere dem. Vi kan også b.la. tjekke om de indeholder mikroplast, siger Nikolaj Lundbæk Iversen

Projektet roses af ekspert

Anders Kofoed, der er biolog og til daglig er dyreekspert på Go’ morgen Danmark, roser at børn lære om muslinger og bæredygtighed i skolen. Han forklarer desuden om yderligere sundheds- og klimamæssige fordele ved at spise muslinger.

Læs også: Vi blæser på klimaet og flyver som aldrig før

-Det er bestemt rigtig sundt for os at spise muslinger. De indeholder fedtsyrer, der er gode for os, og så er de jo forholdsvis næringsrige. Det er også klart bedre at spise muslinger end blandt andet oksekød, det er en voldsomt lavere klimabelastning. Især hvis du har sanket dem selv, siger Anders Kofoed.

Derfor skal du spise blåmuslinger

  • 139 gange mindre klimaaftryk end oksekød
  • Har et lavt fedt indhold og et højt proetin indhold
  • indeholder omgea-3-fedtsyrer
  • Har et højt indhold af Vitamin A, E og B12

Kilde: Fødevareguiden

Sank selv dine blåmuslinger

Som skoleeleverne i Ishøj har du også selv mulighed for at gå ud og samle blåmuslinger. De findes næsten over hele landet, og er især gode her i foråret. Anders Kofoed påpeger dog, at det er vigtigt at sikre sig, at muslingerne ikke indeholder blågrønne alger.

Muslinger lever nemlig som filtrator. Det betyder, at de filtrerer vandet for alger og plankton. Det vil sige, at de ting der er i vandet, også risikerer at ende i muslingen. Derfor skal man være særlig opmærksom på eventuelle forureningskilder som kloakudløb eller andre former for spildevand.

Hvis du vælger at sanke dine egne blåmuslinger, så skal du huske at følge Fødevarestyrelsen anbefalinger. Dem kan du læse her. På hjemmesiden finder du også et kort over, hvor man kan sanke østers i Danmark.

Sådan gjorde vi: Journalisten kontaktede Ishøj Naturcenter, der driver Ishøjs havhaver, der fortalte om projektet, og hvordan det bruges i undervisningsforløb. Derefter kontaktede journalisten Anders Kofoed, der kunne fortælle om klima- og sundhedsmæssige fordele ved muslinger og om, hvad man skal være opmærksom på, hvis man sanker muslinger.