Tiltalte i terrorsagen hang ud med Omar mellem de to angreb

Foto: Amanda Schmidt Hansen. Politiet var mødt talstærkt op til retssagen idag.
Politiet var mødt talstærkt op til retssagen i dag. Foto: Amanda Schmidt Hansen.

Fra da Omar El-Hussein vendte tilbage til Nørrebro, efter han havde dræbt Finn Nørgaard ved Krudttønden, hang de fire tiltalte mænd ud med ham i henholdsvis Mjølnerparken, netcaféen Power Play og den tyrkiske restaurant Kösem.

Fakta: Terror i København, 2015

– Lørdag d. 14. februar 2015 omkring klokken 15.30 angreb Omar El-Hussein Krudttønden på Østerbro i København, hvor der blev afholdt debatmøde om ytringsfrihed.

– Her deltog blandt andre den svenske tegner Lars Vilks, der har lavet en satiretegning af profeten Muhammed.

– Instruktøren Finn Nørgaard dræbes og fire betjente såres.

– Lidt efter midnat angriber Omar El-Hussein synagogen i Krystalgade. Her bliver den jødiske vagt Dan Uzan dræbt og to betjente såret.

– 05:52 natten til mandag skyder og dræber politiet Omar El-Hussein på Nørrebro i København.

Sådan lød det i dag i Københavns Byret.

De tiltalte vidste godt, hvad Omar El-Hussein havde gjort, men meldte det hverken til politiet eller tog nogen form for afstand til ham.

Selvom en af de tiltalte, som sidder i vidneskranken i dag, har sagt, at han tager afstand fra Omar El-Husseins handlinger, fortalte han, at han gerne ville hænge ud med ham alligevel.

– Bare fordi han har lavet noget lort, kan jeg godt snakke med ham, siger den tiltalte fra vidneskranken.

Læs også: Tiltalte i terrorsagen: Jeg ønskede ikke at blive involveret

Tiltalte fortæller, at det er normalt i deres miljø, at folk laver kriminalitet som fx røveri, men at det ikke behøver at betyde, at man snakker om det eller tager afstand til personen, der har gjort det. Man bliver betragtet som en stikker, hvis man melder folk til politiet.

– Det er det samme med drab. Det er kun hvis folk begår handlinger som voldtægt, vi tager afstand fra dem, siger den tiltalte i Københavns Byret.

Den tiltalte i vidneskranken forklarer, at han tager afstand fra Omar El-Husseins handlinger, fordi han dræbte uskyldige. Han tror, at Omar El-Hussein prøvede at ramme den svenske satiretegner Lars Vilks, og at hvis han havde gjort det, ville det have været okay.

– Tegneren fortjener at dø. Jeg er ligeglad med, at han dør, sagde den tiltalte om tegneren, der netop deltog i arrangementet på Krudttønden på Østerbro i februar sidste år, da terrorangrebet fandt sted.

– Tegneren fortjener at dø. Jeg er ligeglad med, at han dør

En af de tiltalte om Muhammed-tegneren Lars Vilks

Drama i pausen: Tiltalte kaldte dommer for “so”

Selvom kun én af de tiltalte mænd sidder i vidneskranken i dag, var det en af de andre tiltalte, der tiltrak sig mest opmærksomhed.

Han prøvede at kommunikere med sin kæreste og en ældre mand i en af retsmødets pauser.

Som tiltalt må man hverken tale med sine pårørende, medtiltalte eller andre i retten, hvilket alle fire mænd havde svært ved at overholde ved dagens retsmøde. De fire mænd var hver især mandsopdækket af to politibetjente, der gjorde dem opmærksom på, at de kun måtte kommunikere med hver deres advokat.

Den ene reagerede voldsomt, da han fik en formel advarsel fra dommeren:

– Sut min omskårede pik, din so, råbte han direkte til dommeren.

– Jeg vil hellere sidde i en celle end at høre på det her, nåede han at få indført, inden han blev fulgt ud af retssalen.

Han blev ført ud i et baglokale, hvor han skulle følge retssagen gennem en højtaler.

Retssagen fortsætter på mandag d. 18. april 2016.

Læs også: Terrorkort: Har du hørt om alle angrebene?

Klik på pilene nedenunder for at se en tidslinje over Omar El-Hussein og de fire tiltaltes google-søgniner mellem de to angreb: