I weekenden mistede en mand livet ved en togpåkørsel på Fyn. Statistisk set oplever en lokofører mindst en personpåkørsel i løbet af sin karriere. Det er en erhvervsrisiko, man må lære at leve med, fortæller Olav Skjold, der er personaleleder i DSB Odense. Når uheldet er ude, er det op til den enkelte lokofører at afgøre, om han har brug for professionel hjælp eller ej – takker han ja, mister han sin kørelicens.
”I mange tilfælde er det ikke nødvendigt med psykologhjælp. Tit skal medarbejderen bare lige have et par dage til at bearbejde hændelsen, så har han det fint”, forklarer underdirektør i DSB Fjern- og Regionaltog Anette Haugaard.
Jørn H. Beckmann, der er forhenværende klinikchef for Psykologisk Afdeling på Odense Universitetshospital, professor og dr.med., mener ikke, at den procedure er god nok.
”Man kan ikke sige: ’Nu har jeg kørt et menneske over, så skal jeg lige have et par dage til at komme mig, og så er jeg klar igen’. Der er nogen ting, der planter sig i sindet. Nogen gange er der tale om en situation, hvor lokoføreren kommer kørende og ikke kan bremse. Han kan bare stå og se på, hvordan han flækker et menneske i to dele. Det gør et stort indtryk”
Et urimeligt pres
Hos DSB er det lokoføreren selv, der afgør, hvilken hjælp han har brug for – eller ikke har brug for – efter en personpåkørsel. Det får imidlertid konsekvenser for lokoføreren, hvis han takker ja til psykologhjælp.
”Hvis lokoføreren er meget belastet af hændelsen og får psykologhjælp, indberettes han til Trafikstyrelsen. Så mister han sin licens – sit kørekort – og så skal der en lægeerklæring til, for at han kan generhverve det”, fortæller Anette Haugaard.
Den procedure er uacceptabel ifølge Jørn H. Beckmann: ”Der er en sanktion. Der er noget, der bliver taget fra dig, som du skal generhverve. Det vil sige, at man lægger et tungt pres på lokoførernes skuldre. Man siger: ’Du skal selv vurdere nu, om du er klar’, og det synes jeg, er urimeligt”
Lokoføreren afgør selv, om han har brug for hjælp
Hos DSB er det lokoføreren selv, der afgør, hvilken hjælp han har brug for – eller ikke har brug for.
”Sammen med sin daglige leder laver den pågældende lokofører en handlingsplan for, hvad der skal ske efter påkørslen. Hvis manden er meget mærket af hændelsen, så anbefaler vi psykologhjælp”, fortæller Anette Haugaard.
Ifølge Jørn H. Beckmann er en terapeutisk behandling det bedste redskab til at hjælpe lokoførerne videre. ”Hvis man giver lokoførerne den rigtige terapeutiske behandling, kommer de sig betydeligt hurtigere, end hvis de bare overlades til sig selv”
Indfør obligatoriske psykologsamtaler
Birger Naver, der er tillidsmand for DSB lokoførere i Fredericia og selv har oplevet to personpåkørsler, mener, at DSB’s beredskab ved personpåkørsler er tilstrækkeligt.
”Den daglige leder er kompetent til at hjælpe lokoføreren med at beslutte, om han har brug for hjælp eller ej. Behovet for hjælp afhænger af, hvem manden er. Det ved lederen. Ulykkens omfang spiller også ind: hvor meget har man set, har man bare hørt noget? Ikke to påkørsler er ens.”
Birger Naver mener heller ikke, at det er noget problem, at lokoføreren selv afgør, om han har behov for hjælp: ”Dagen efter er man selv i stand til at afgøre, om man har brug for hjælp. Det mener jeg. Det kan godt være, der er nogen, som ikke er, men der er i hvert fald nogen, der er.”
Jørn H. Beckmann mener, at DSB bør ændre måden, de behandler de lokoførerne på, efter de har været ude for en personpåkørsel:
”Man burde fra DSB’s side sige, at vi har den procedure, at alle, der har været så uheldige at køre nogen ned – uden undtagelse – de skal til samtale og vurderes. Den samtale skal udføres af en psykolog, der snakker det igennem med den pågældende lokofører”
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Dansk Jernbaneforbund.
Læs mere om weekendens ulykke på Fyn på b.dk