I Ishøj Kommune bor der 718 personer på 80 år eller derover. I gennemsnit bor der 2.843 borgere i samme aldersgruppe rundt omkring i de danske kommuner. Samtidig spås der nu en markant stigning i antallet af borgere i denne aldersgruppe de næste otte år. I Ishøj Kommune forventes det, at 76 procent flere vil være en del af aldersgruppen 80 år eller derover i 2028. Udviklingen i den ældre del af befolkningen i Ishøj fremgår af en prognose udarbejdet af Center for Borger, Økonomi og IT.
Ifølge nye tal fra FOA har Ishøj Kommune udgifter på 42.311 kr til den enkelte pensionerede borger. Landsgennemsnittet for kommunale udgifter til den enkelte pensionist ligger på 44.982 kr. Selvom Ishøj Kommune bruger cirka 2.500 kr mindre på den enkelte pensionist, end man gør på landsplan, har kommunen ry for at være én af de kommuner i Danmark, det er bedst at blive gammel i.
Det gode ry har sit udspring i de mange aktiviteter, som de ældre borgere har mulighed for at deltage i. Derover er der mange frivillige i Ishøj Kommune, som gør en indsats for de ældres sociale liv. Pensionerede Ruth Bunke, som vi møder foran pleje- og aktivitetcenteret Kærbo i Ishøj, deler opfattelsen af Ishøj Kommune som en god kommune for de ældre borgere at leve i.
– Ishøj Kommune er så skøn en kommune at bo i. Der er et stort foreningsliv, og hvis man gider, så foregår der mange ting i byen. Hver fredag går vi ned til stranden, og forinden turen har jeg været i svømmehallen og til gymnastik. Der foregår simpelthen så mange ting i Ishøj, hvis man har lyst, siger Ruth Bunke.
Når stigningen i ældre sker, så bliver pengepuljen selvfølgelig nødt til at stige. Ellers hænger det jo ikke sammen
Lene Charlotte Kiel, aktivitetsmedarbejder i pleje- og aktivitetscenteret Kærbo.
Opfattelsen af Ishøj Kommune som et godt sted for de ældre deler Lene Charlotte Kiel. Hun er aktivitetsmedarbejder i pleje- og aktivitetscenteret Kærbo.
– Der er rigtig mange tilbud til de ældre i Ishøj i dag, og ikke kun hos os på Kærbo. Det er faktisk yderst sjældent, at jeg har set andre kommuner, der har de samme muligheder for de ældre som Ishøj Kommune, siger Lene Charlotte Kiel.
På trods af de gode tilbud og muligheder de ældre i Ishøj har i dag, kan hun godt blive nervøs for, om de i fremtiden kan tilbyde de ældre samme kvalitet, i takt med at de ældre bliver flere og flere.
Ishøj Kommune
- Der bor i dag 23.131 borgere i Ishøj Kommune, og det forventes at stige til 23.752 i 2028.
- Det forventes, at 1.264 af kommunens borgere vil være 80 år eller derover i 2028.
- I 2028 vil borgere på 80 år eller derover udgøre 5 procent af Ishøj Kommunes befolkning.
Kilde: Ishøj Kommune
– Udviklingen i pengene følger ikke udviklingen i antal ældre. Generelt har vi ikke ret meget at gøre godt med, og hvis vi vil fortsætte med at give de ældre livskvalitet, sunde aktiviter og gode muligheder, som de har tilgang til i dag, bliver pengene nødt til at følge med udviklingen, siger Lene Charlotte Kiel. Hun håber på, at der politisk vil gøres mere for at sikre, at de på Kærbo har mulighed for at tage hånd om kommunens ældre borgere i fremtiden.
Med den store stigning af ældre borgere i fremtiden, mener Lene Charlotte Kiel, at kommunens beslutningstagere er nødt til at handle på udviklingen.
– Jeg mener, at de folkevalgte skal have fokus på den udvikling, der sker på ældreområdet. De må følge op. Når stigningen i ældre sker, så bliver pengepuljen selvfølgelig nødt til at stige. Ellers hænger det jo ikke sammen, siger Lene Charlotte Kiel.
Læs også: Ældre Sagen: “Regeringens indsats er utilstrækkelig”
Sådan gjorde vi: Journalisten henvendte sig til personale og beboere på pleje- og aktivitetscenteret Kærbo i Ishøj. Derudover er der indraget statistik fra en befolkningsprognose, udarbejdet af Center for Borger, Økonomi og IT, samt tal fra FOA og Danmarks Statistik.