Foto: Morguefile
Langt fra alle jurister, økonomer og andre højtuddannede i det offentlige gider at deltage i deres egne faglige kampe. På hver tredje af de offentlige arbejdspladser, hvor fagforeningen Djøf har medlemmer ansat, har de ikke en tillidsrepræsentant.
– Der er ikke så meget at forhandle om ude på de enkelte arbejdspladser. Centralorganisationerne bliver enige om nogle fælles overenskomster, så medlemmerne ser måske ikke nødvendigheden af at have en stærk tillidsrepræsentant ude på arbejdspladserne, forklarer ph.d. Pernille Tanggaard Andersen, lektor ved Syddansk Universitet.
Men tillidsrepræsentantens rolle er måske ved at ændre sig, og det ville ikke være første gang.
Ifølge ph.d. ved Center for Arbejdsmarkedsforksning, Aalborg Universitet, Laust Høgedahl er der nemlig nye vinde på vej:
– Finansminister Bjarne Corydon har jo planer for den offentlige sektor, hvor man skal have meget mere lokal løndannelse, hvor man skal have performance tillæg, og den enkelte medarbejder i den offentlige sektor skal evalueres og lønnes derefter. Så tillidsrepræsentanten vil blive mere aktiv og bisidde sine kolleger i forhold til performance mål og den slags ting, som i højere grad vil påvirke, hvad man skal have i løn.
Fra talerør til forhandler
Tillidsrepræsentanten en relativt ny person i det offentlige. Indtil man i 1970’erne for alvor centraliserer forhandlingerne både i statsligt og kommunalt regi, har man i høj grad tjenestemænd, som ikke lovligt kan strejke, ansat. Men med tiden ansætter man færre på tjenestemænd og flere på overenskomstmæssige vilkår.
Den centraliserede lønforhandling betyder, at den offentligt ansatte tillidsrepræsentant mere agerer som et talerør for sine kolleger, end som lønforhandler. Men i 1998 indfører staten “ny løn” og det giver mere arbejde til de offentlige tillidsrepræsentanter, forklarer Laust Høgedahl:
– Med ny løn kom der en mulighed for at forhandle nogle forskellige tillæg, og den rolle har tillidsrepræsentanten haft siden da. Ved siden af skulle de så også være talerør og repræsentant for medarbejderne, og kunne fremføre sager over for ledelsen uden at skulle frygte repressalier.
Det er meget centralorganisationerne, som bliver enige om nogle fælles overenskomster. Så man ser måske ikke nødvendigheden af at have en stærk tillidsrepræsentant ude på arbejdspladserne.
Lektor, ph.d. Pernille Tanggaard Andersen
Ingen effekt
Ny løn bliver gradvist taget i brug op igennem 00’erne og giver tillidsrepræsentanten en større rolle for medarbejderne. Men det får ikke flere af Djøfs medlemmer til at stille op til tillidsposterne.
Det kan Sara Lerche-Bachdal godt tale med om. Hun har været tillidsrepræsentant for 80 akademikere i to og et halvt år. De fleste er djøfere som hende selv, men der er også magistre, PROSA medlemmer og andre fra mindre forbund. Hun skal egentlig dele arbejdet med to kolleger, men på trods af et flittigt hvervearbejde har hun været alene om posten i et halvt år.
– Vi har prøvet at sende nyhedsmails ud en gang i mellem. Jeg har lige sendt en ud, og i den står der også: Husk nu, at vi mangler en TR eller rettere to. Man bliver træt af at sige det. Jeg stillede jo ikke op for at hverve folk. Det var jo ikke det, der var idéen med det for mig.
Djøf i det offentlige
- Djøf er en faglig organisation for jurister, erhvervsøkonomiske og samfundsvidenskabelige kandidater
- Alle arbejdspladser med minimum fem djøfere har ret til en Djøf-tillidsrepræsentant
- Der er ca. 22.000 djøfere ansat på offentlige arbejdspladser
- Ca. 1000 af dem har ikke ret til en tillidsrepræsentant
- Djøf har ca. 1000 tillidsrepræsentanter fordelt på 530 offentlige arbejdspladser
Kilde: Djøf
Læs også: Djøf-kvinder kæmper imod usynlige mandekvoter i topledelsen
Hjælp til selvhjælp
Der er flere grunde til, at så få djøfere finder tillidsposterne interessante.
– For det første er det måske ikke attraktivt nok at gå ind i tillidsmandsfunktionen. Både fordi man tit ikke får den reduktion i sit andet arbejde, som man skal, og fordi der ikke er en karrierevej for tillidsmandsfunktionen, som der var for bare 20 år siden, siger Pernille Tanggaard Andersen.
Hun påpeger også en anden grund til, at djøferne holder sig fra det faglige arbejde:
– Der er mange undersøgelser, der viser, at djøferne er meget belastede på deres arbejdspladser. De har overarbejde og stress. Så der er heller ikke ressourcer til at påtage sig en ekstra arbejdsopgave.
Det er et problem, som Djøf allerede arbejder med. Maja Kure Kristensen, chefkonsulent i Djøfs forhandlingsafdeling, fortæller, at Djøf er ved at udvide tillidsrepræsentanternes kompetencer, så de kan hjælpe med netop stress og overbelastning hos deres kolleger:
– Vi har udviddet vores uddannelsesprogram fra personalejura og forhandling til også at behandle konflikthåndtering og det psykiske arbejdsmiljø.
Det er en god idé, at tage fat på det psykiske arbejdsmiljø, mener Pernille Tanggard Andersen:
– Sådan noget ser ledelsen jo bare som en fraværsproblematik. Tillidsrepræsentanter ser det som driftsproblematik og trivselsproblematik med strukturelle elementer, som man kan ændre på. Der tror jeg, at de i fremtiden vil have en rigtig vigtig betydning.
Så måske er tillidsrepræsentanten på vej tilbage til frontlinien.