Minister: Vi skal gøre mere for de udenlandske studerende

Der skal skabes bedre muligheder for social integration af udenlandske studerende. Det erkender Uddannelses- og Forskningsminister, Sofie Carsten Nielsen.  Foto: Life Launch Career
Der skal skabes bedre muligheder for social integration af udenlandske studerende. Det erkender Uddannelses- og forskningsminister, Sofie Carsten Nielsen (R).
Foto: Life Launch Career

Når de udenlandske studerende, der tager deres uddannelse i Danmark, skal ud på arbejdsmarkedet, spiller deres sociale netværk en stor rolle. Men de udenlandske studerende mangler i mange tilfælde kontakt til danskerne. Det siger de studerende selv, og Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R) kan godt se problematikken.

– Jeg er meget enig i, at vi skal gøre mere for at integrere vores internationale studerende bedre i studiemiljøerne herhjemme. Vi ved, at oplevelsen af at være fagligt og socialt integreret på studierne har stor betydning for, at studerende ikke falder fra uddannelsen – det gælder både for internationale og danske studerende, skriver ministeren i et svar til NetAvisen.

Radu Andrei Gogonea, som er formand for Erasmus Student Network, mener, at nye tiltag, der skal styrke internationale studerendes lyst til at blive i Danmark, bør dreje sig om mere end bare fagligt indhold og tilknytning til studierne.

– De internationale studerende møder danskerne på deres studier. Men de vil meget mere end det. De vil spise med dem, feste med dem og det hele taget lære dem at kende. Der skal opstå venskaber, hvis de internationale studerende skal have lyst til at blive i Danmark, siger han.

Det handler om meget mere, end bare hvad universiteterne og skolerne kan gøre. Det handler om en bredere integration.

Radu Andrei Gogonea, Erasmus Student Network Copenhagen

Læs også: Manglende kontakt til danskere sender udenlandske studerende retur

Potentiale til mere

Tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at 80 procent af de udenlandske studerende, der tager en hel uddannelse i Danmark, som udgangspunkt har lyst til at blive i landet efter uddannelse med henblik på at blive en del af det danske arbejdsmarked.

– Det er positivt, og det skal vi være bedre til at bygge videre på, skriver Sofie Carsten Nielsen.

Men få år efter endt uddannelse er størstedelen rejst hjem. Uddannelses- og forskningsministeren fortæller, at man fra ministeriets side undersøger, hvordan man kan forbedre udenlandske studerendes ophold i Danmark, og at den udvikling skal ske i samarbejde med uddannelsesinstitutionerne.

– Vi (Uddannelses- og Forskningsministeriet, red.) er i dialog med uddannelsesinstitutionerne om, hvordan vi sikrer den gode modtagelse og integration af de udenlandske studerende i studiemiljøet.

Ministeren påpeger dog, at det ikke nødvendigvis er ligetil at forbedre situationen for alle udenlandske studerende fra centralt hold. Der skal forskellige løsninger til hos de enkelte uddannelsesinstitutioner.

– Det er en opgave, hvor der ikke skal være en ”one-size-fits-all-løsning” for alle institutioner, men fra centralt hold kan vi være med til at sætte fokus på vigtigheden af den gode modtagelse.

Radu Andrei Gogonea mener, at problematikken rækker ud over uddannelsesinstitutionernes område.

– Det handler om meget mere, end bare hvad universiteterne og skolerne kan gøre. Det handler om en bredere integration.

– F.eks. bor mange udenlandske studerende sammen med hinanden på kollegier eller lignende, og derfor er der heller ikke her den store kontakt til danskere. Så problemet ligger ikke kun hos skolerne, understreger han.