Sikker Trafik advarer mod musik-cykelhjelme

Foto: everystockphoto.com
Rådet for Sikker Trafik fraråder folk at høre musik, mens de cykler.
Foto: everystockphoto.com

En cykeltur i forårssolen og med god musik i ørene. Det lyder nok så dejligt, men det kan være farligt. De nye cykelhjelme med musik kan være livsfarlig.

– Det fjerner fokus fra det at køre på cykel, hvis du lytter til musik imens. Du kan ikke høre den trafik, der kommer bagfra, forklarer specialrådgiver i Rådet for Sikker Trafik, Søren Troels Berg.

Det har længe været muligt at købe cykelhjelme med indbygget MP3-afspiller. Bl.a. er der udenlandske producenter, der laver den slags hjelme, som kan købes i danske cykelhjelme-forhandlere. Men den kombinationeaf trafik er farlig, advarer Rådet for Sikker Trafik.

– Det er mindre farligt at køre uden hjelm og musik, end med cykelhjelm med musikafspiller i. Du skal koncentrere dig, når du kører på cykel. Det gør du ikke, hvis du kører og lytter til musik, siger Søren Troels Berg. Han opfordrer dog ikke folk til at køre uden cykelhjelm.

Cykelhjelm stopper ikke ulykker

Hos Rådet for Sikker Trafik mener de, at problemet med musik på cykelturen er et helt generelt problem. Det gør ingen forskel, at musikken er kombineret med en cykelhjelm.

– Cykelhjelmen er i sig selv ikke nogen ulykkesstopper. Den kan kun reducere de værste skader. Men musikken fjerner et vigtigt sanseapparat, forklarer Søren Troels Berg videre.

Læs også: Uddannelse giver ikke færre højresvingsulykker

Ingen lovgivning på vej

Hos Rådet for Sikker Trafik mener de ikke, at det er muligt at lovgive i mod hverken hjelmene med indbygget MP3-afspiller eller at høre musik mens man cykler.

– Der er rigtig mange ting, man kan lade sig distrahere af i trafikken, og det er ikke muligt at lovgive om så specifikke ting. Vi mener derfor, at problemet skal løses ved hjælp af information, kommunikation og undervisning, fortæller Søren Troels Berg.

Kildemoes har forsøgt sig med hjelmene

Der er mange cyklister, der nyder at lytte til musik, mens de kører på cykel. Det udnyttede man i den danske cykel- og cykelhjelme-producent, Kildemoes, og forsøgte at lancere cykelhjelms-serien DIVA med indbygget MP3-afspiller. Hos Kildemoes ser man ikke noget sikkerhedsmæssigt problem i hjelmene.

– Cyklister hører alligevel musik på deres iPhone eller MP3-afspiller. Nu har de det bare indbygget i hjelmen, fortæller indkøber i Kildemoes Henrik Rosendahl.

Kildemoes har nu stoppet produktionen af deres cykelhjelm med indbygget MP3-afspiller.

– Den solgte simpelthen ikke nok, siger Henrik Rosendahl.

Læs også: NetAvisen spørger: Hvorfor har du valgt den cykelhjelm?

I Kildemoes understreger de, at produktionen udelukkende blev stoppet grundet dårlige salgstal. De vil dog gerne relancere hjelmene, hvis der kommer efterspørgsel fra forhandlernes side.

Hos cykelforhandleren Atlas Cykler i København solgte Kildemoes cykelhjelmen med indbygget MP3-afspiller, DIVA, ellers fint.

– Vi købte et restparti. De solgte godt og folk ville gerne have dem. Lyden var ikke så god, men folk var glade for dem, fortæller Haider Adel fra Atlas Cykler.