– Jeg skal nok vise dig, hvad for et liv ludere lever. Jeg kan gøre med dig, som jeg vil.
Sådan siger Dorthes partner, Niels, mens han forsøger at voldtage hende. Han knipser knapperne i hendes stramme jeans op og får krænget sin hånd ned i hendes trusser. Han vikler benene om hende i sengen, som en edderkop der spinder sit bytte ind. Deres ben er sammenfiltrede i en knude af hud og tekstiler, der er umulig at løsne.
Den ene arm tvinger han til hendes brystkasse med kraft, mens den anden arm presses hårdt ned mod lagenets overflade. Hun kæmper for at komme fri af de menneskelige spindetråde, og efter lang kamp lykkes det hende at undslippe, hvad der kunne have udviklet sig til voldtægt.
Jeg har længe synes, at det er pinligt. Jeg er flov over, at jeg er så bange for ham.
Dorthe, voldsramt kvinde
Aftenen forinden episoden har Dorthe gjort det klart for Niels, at hun ønsker at gøre det forbi med ham, og at hun tager deres fælles datter, Sofie, med sig. Hun fortæller ham, at hun har fundet en lejlighed, men den kan hun først overtage tre uger senere. Indtil da må de fortsat bo under samme tag.
- 12 procent af de voldsramte kvinder flyttede tilbage til deres voldsudøver i 2012, efter de havde været på krisecenter. Mod 24 procent i 2006.
- Man skelner mellem kærestevold, som repræsenterer gruppen af voldsramte kvinder mellem 18 og 24 år, og partnervold, der repræsenterer gruppen over 24 år.
– Dorthe har været på krisecenter i 2012. Hun flyttede fra Niels over til en veninde i en kort periode, så til egen bolig, på krisecenter og har nu egen bolig.
– Dorthe går til psykolog for at bearbejde oplevelserne.
Vi mødes på en café i Næstved. Dorthe ønsker ikke at tale om sine oplevelser foran datteren. Ligesom Dorthe heller ikke ønsker at stå frem med sit rigtige navn. Det er snart to år siden, Dorthe oplevede sit livs værste mareridt. Før den dag havde Niels ikke været voldelig over for hende.
Psykisk terror
En undersøgelse fra Socialstyrelsen viser, at kun én ud af ti kvinder gik tilbage til deres voldsudøver i 2012, efter de havde været på krisecenter. Dorthe er en af de kvinder, der valgte at sige stop.
– Jeg skal aldrig tilbage igen. Aldrig, fastslår Dorthe. For første gang i samtalen er der ingen forvrængninger i Dorthes stemme fra gråd og snot, der har sat sig på tværs i hendes næsebor. Hendes toneart er ren og støjfri.
Læs også: Livet på gaden er ikke for familiefædre
Hele dagen op til episoden i soveværelset har Niels kørt psykisk terror på Dorthe. Han lukker for det varme vand i huset, klipper kablet til vaskemaskinen over og fjerner kortet fra kortlæseren i tv-boksen. Når Dorthe vil forlade ham, så skal hun heller ikke nyde godt af de faciliteter, der er i hans hjem.
Jeg ser ikke mig selv som voldsramt, men det er jeg jo
Dorthe, voldsramt kvinde
Senere på aftenen går Dorthe ud for at ryge en smøg. Niels låser hende ude, men hun kan stadig ane ham gennem en rude. Han rækker tunge, tager tommelfingrene op til panden, lader sine fingre stritte så de ligner et rensdyrgevir og skær en barnlig grimasse.
Hun tør først at låse sig ind igen med den nøgle, hun har gemt i bukselommen, da han slukker lyset på den nederste etage. Hun overvejer flere gange i løbet af dagen at flygte. Men hun er bange for, hvad der vil ske, hvis Niels opdager det, og hun har jo heller intet sted at flygte hen.
– Jeg har længe synes, at det var helt vildt pinligt. Et eller andet sted er jeg også flov over, at jeg er så bange for ham, fortæller Dorthe. Det lyder som om, hun stadig har det sådan. Hun sidder uroligt med hænderne og fumler med et stykke chokoladepapir, hun skiftevis krøller sammen og folder ud.
Erkendelse er en lang proces
Dorthe er en af de 29.000 kvinder, der årligt er udsat for partnervold. Næsten alle kvinderne udsættes for psykisk vold og otte ud af ti kvinder bliver også udsat for fysisk vold.
Dagen efter dramaet har udspillet sig, står Dorthe op, kører Sofie i dagpleje og tager på arbejde. Som en helt almindelig dag. Niels er taget på arbejde og er først hjemme ugen efter.
– Det skal nok gå, tænker jeg. Jeg forstår ikke helt, hvor alvorligt det egentligt er, siger Dorthe og gør et kort ophold i talestrømmen.
Læs også: De glemte indvandrere
Men det går så småt op for Dorthe, at det, der er foregået, ikke blot er en bagatel. Hun taler med en veninde, der også har været i et voldeligt parforhold og indser, at det rent faktisk er vold, hun har været udsat for. Hun flytter hjem til veninden, indtil hendes nye lejlighed står klar.
Men selvom Dorthe godt ved, hun er voldsramt, så er det svært at se i øjnene. Selv i dag næsten to år efter.
– Jeg ser ikke mig selv som voldsramt, men det er jeg jo, erkender Dorthe.