Sharing Circles for unge kvinder: »Det er virkelig bare en kærlighedserklæring til dig selv«

Anna
Anna Reinholdt forbereder Sharing Circles med krystaller.
Foto: Marie Juul Jørgensen

De særligt udvalgte krystaller ligger klar på gulvet, hvor dagens deltagere skal sidde. Rummet fyldes med den hellige Balipura spray, som inviterer indenfor, og musikken får skuldrene til at sænke sig. Der åndes ind og åndes ud.

Sådan starter hver session hos Anna Reinholdt, som har startet konceptet ‘Sharing circles’. Formålet er, at unge kvinder kan komme og være en del af et fællesskab, hvor de kan give slip.

– Det kan være lettere at give slip, når ingen kender dig. Det har jeg selv oplevet. Der er ingen her, som forventer noget af dig. Folk kan pådutte sig roller i hverdagen, men dem kan de give slip på her, siger Anna Reinholdt.

Læs også: Tre ud af fire unge vil gerne leve mere bæredygtigt 

Det er et udsagn, Bodil Maria Pedersen, lektor emeritus på Roskilde Universitet, er enig i. Hun kan også se goder ved, at de unge kvinder ikke som udgangspunkt kender hinanden på forhånd.

– Dels kan der være fordele i, at man ikke kender hinanden. Man kan sige ting, som man har problemer med at sige til dem, der står en nær. Det kan så være, at en af de andre tager emnet op, som man selv går med. På den måde kan man hjælpe hinanden til at finde løsninger, siger Bodil Maria Pedersen.

Gruppeenergi giver livsmod

Tilbage i stuen sidder Anna Reinholdt klar til at guide deltagerne i dagens emne. Der bliver talt om drømme og tanker, og næste gang er det et andet emne, som er på tapetet.

– Der er et nyt tema hver uge, så man rigtig kan gå i dybden. Det hele er egentlig meget intuitivt. Det drejer sig om, hvad deltagerne selv ønsker at tale om, siger Anna Reinholdt.

Og de samtaler kan være vigtige at have med i bagagen, hvis man spørger Per Schultz Jørgensen, som er psykolog og forfatter. Han ser tre gode ting ved konceptet.

– Den første er, at man opdager, at man deler erfaringer med andre. Det kan være bekymringer, som man også selv går med. Den anden ting er, at man kan tale om, hvad man så kan gøre ved tingene, og så kan man handle på dem. Den tredje ting er, at man får skabt et bånd mellem mennesker, og det kan give større livsmod, siger Per Schultz Jørgensen.

Det er særligt fællesskabsfølelsen, som driver Anna Reinholdts Sharing Circles. Hun vil gerne være en kanal for andre unge kvinder, hvor de kan opleve energien i et fællesskab.

Fakta om Sharing Circle

  • Foregår i en mindre gruppe
  • Et koncept for alle
  • Alle får taletid
  • Mulighed for at dele følelser og oplevelser

Kilde: Innerchoicepublishing.com

– Man kan opleve et fællesskab, og at man aldrig er alene med sine tanker. Det kan være opløftende. Der er en masse gruppeenergi, hvor man kan blive inspireret af hinanden. Hvis en er meget modig, så smitter det. Det er måske ikke altid noget, som vi ser i hverdagen, siger Anna Reinholdt.

Der kan være ulemper

Bodil Maria Pedersen kan se mange fordele ved konceptet, men mener også, at man bør være opmærksom på mulige konflikter, som svære emner kan føre med sig.

-Det kan være en ulempe, hvis der er nogen, som kommer med vanskelige kommentarer. Hvis nogen i gruppen reagerer negativt på det, der bliver delt. Det kan gøre personer mere indelukket. Det er en af de risici, som er forbundet med konceptet, siger Bodil Maria Pedersen.

Læs også: Håndskrevne kalenderbøger hjælper Jade med at stresse af

Det har Anna Reinholdt ikke oplevet, når hun har afholdt ‘Sharing Circles’. Hun går efter at skabe et rum, hvor de unge kvinder kan være sig selv og blive mødt med forstående blikke.

– Her får man et rum, hvor man kan give slip. Deltagerne behøver ikke nødvendigvis at vide, hvorfor de er her. Det tager vi stille og roligt. Det er virkelig bare en kærlighedserklæring til dig selv, siger Anna Reinholdt.

Sådan gjorde vi: Ideen til artiklen udsprang af et opslag på Instagram, hvor journalisten fandt Anna Reinholdt. Journalisten besøgte efterfølgende Anna Reinholdt. De to andre kilder er interviewet via telefonen.