Når ubehandlet ADHD spænder ben for et normalt liv

– Jeg var sindssygt bevidst om, at der var et eller andet galt. Ikke at jeg var unormal, men jeg var bare ikke ligesom alle andre, fortæller Simone Skaaning Frederiksen, mens hun gestikulerer ivrigt med sine tatoverede arme.

I hendes ene øre glitrer de mange ørestikker, øjenbrynene er perfekt tegnede op, og hendes venstre hånd er tatoveret til den mindste fingerspids.

Simone Skaaning Frederiksen ved godt selv, at hendes udseende er iøjnefaldende. Det samme var hendes opførsel som teenager.

Læs også: Simone fik først diagnosen ADHD som 21-årig

– Da jeg gik i 6.-7. klasse, eskalerede det. Jeg kom i plejefamilie, fordi jeg var en rebel uden lige. Jeg stak af hjemmefra og havde voldsomme skænderier med mine forældre, fortæller hun.

Senere begyndte den 13-årige Simone Skaaning Frederiksen også at skære i sig selv, men på trods af det greb kommunen ikke ind.

Det var først, da Simone Skaaning Frederiksen i en alder af 21 år selv søgte lægehjælp, at diagnosen var indlysende. Hun havde ADHD.

Ej et enkelttilfælde

Simone Skaaning Frederiksen, der i dag er 24 år, er langt fra den eneste, der er vokset op med ubehandlet ADHD. En ny rapport, der sætter beløb på, hvad det koster, når ADHD ikke bliver behandlet, tager nemlig udgangspunkt i knap 19.000 danskere, der først har fået stillet diagnosen, efter at de var fyldt 18 år.

Ifølge rapporten, der er foretaget for Rockwool Fondens Forskningsenhed, er ubehandlet ADHD dyrt for samfundet, netop fordi voksne med ADHD tjener mindre, er mere ledige og har flere domme for kriminalitet end den øvrige del af befolkningen. Forskerne bag undersøgelsen kalder omkostningerne “unødvendigt høje” og påpeger vigtigheden af, at der bliver sat ind over for lidelsen tidligt i livet.

Læs også: Psykisk sygdom har ingen pauseknap

Også en voksendiagnose

Selvom ADHD i mange år har været betragtet som en børnesygdom, bliver stadigt flere voksne behandlet for den psykiske lidelse, der er kendetegnet ved hyperaktivitet, impulsivitet og opmærksomhedsforstyrrelse.

Blandt voksne fik godt 600 personer ADHD-medicin i 1999, mens knap 21.000 personer blev medicineret for lidelsen i 2013.

Ifølge Anne-Mette Lange, der er klinisk psykolog på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Risskov, kan årsagen til, at voksne mennesker får stillet diagnosen sent i livet, skyldes, at ADHD stadig er en ny diagnose i voksenpsykiatrien.

– ADHD var ikke så velkendt for 20 år siden, og der er hos voksne ikke diagnosticeret i den grad, man regner med er til stede i samfundet, siger hun.

Ifølge ny forskning foretaget for Rockwool Fondens Forskningsenhed er det dog vigtigt, at lidelsen bliver opdaget tidligt.

Forskningen viser nemlig, at ubehandlet ADHD koster samfundet 2,8 mia. kroner om året. Årsagen til det høje beløb er blandt andet, at voksne med ADHD har betydeligt sværere ved at komme i beskæftigelse.

Må aflyse alt

Ifølge Anne-Mette Lange, der også er medforfatter på rapporten, skyldes det, at voksne med ADHD kan have svært ved flere af de færdigheder, det kræver, når man skal passe et arbejde.

– Symptomerne på ADHD, altså opmærksomhedsforstyrrelserne, impulsiviteten og uroen kan være forstyrrende, når man skal passe et arbejde, for eksempel stillesiddende og koncentrationskrævende arbejde, forklarer hun.

Den kendsgerning kan Simone Skaaning Frederiksen nikke genkendende til.

– Den dag i dag lider jeg stadig meget af, at jeg kan vågne op med ti forskellige planer og må ende med at aflyse dem alle, fordi jeg ikke kan overskue det i mit hoved, forklarer hun.

Og selvom det nu er knap tre år siden, at Simone Skaaning Frederiksen fik stillet sin diagnose, er hun stadig ikke parat til at påbegynde en videregående uddannelse.

– Jeg er ikke startet på min uddannelse, fordi jeg ikke kan koncentrere mig, siger hun og fortsætter:

– Både psykiatere, psykologer og familie har sagt, at jeg er nødt til at acceptere, at jeg ikke kan (begynde på en uddannelse, red.), indtil jeg har fået den rette terapi og behandling.

Behov for mere viden

Hos ADHD-foreningen håber man, at den nye forskning vil medvirke til, at man begynder at gøre noget langt tidligere.

– Jeg håber, at vi nu får stoppet den diskussion af, om der er for mange, der bliver diagnosticerede, og om det er en modediagnose. For nu er der ligesom en forskningsrapport, som viser, hvad det koster, hvis man ikke gør noget, siger Jette Myglegaard, der er formand for ADHD-foreningen.

Jette Myglegaard understreger dog, at der er behov for at få sat nogle udviklingsprojekter i gang, så det bliver tydeligt, hvordan problemet skal løses.

Det er Karen Klint, der er psykiatriordfører for Socialdemokraterne, enig i.

– Der skal flere behandlingsfaglige bud på løsningerne, for at vi politikere kan agere på mere sikkert grundlag, og så vi ikke tror, vi er klogere på løsninger end fagfolkene, skriver hun i en mail til NetAvisen.

Karen Klint, der finder rapportens konklusion bekymrende, vil nu overveje, om Sundhedsudvalget skal spørges ind til rapporten, hvis ikke andre udvalgsmedlemmer allerede har gjort det.

Tilbage sidder 24-årige Simone Skaaning Frederiksen, der ville ønske, at hun havde fået stillet diagnosen langt tidligere.

– Jeg er da sikker på, at hvis jeg har fået noget hjælp, da jeg var meget yngre, så havde jeg da været et helt andet sted i mit liv lige nu, siger hun og fortsætter:

– Lige nu er jeg jo først ved at begynde mit liv og skal til at tilpasse mit liv i en verden med ADHD.

  ADHD, arbejde, politik, psykiatri, sundhed, sygdom