Nydansker-app får kritik: Den er fordomsfuld

Web-app'en Ligeret.nu har været tilgængelig på internettet siden den 24. marts. Foto: Mathilde Streton
Web-app’en Ligeret.nu har været tilgængelig på internettet siden den 24. marts.
Foto: Mathilde Streton

I går lancerede Ministeriet for børn, ligestilling, integration og sociale forhold en web-app, som skal informere især nydanskere mellem 15-35 om deres rettigheder på familieområdet.

Men app’en møder kritik:

– Jeg synes, det virker fordomsfuldt. Folk er jo født og opvokset her, de er gået i folkeskolen – de kender loven og rettighederne. Det er nogle gange en ret nem måde at sige på, at nu har man gjort noget for den målgruppe her, siger formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Muhsin Türkyilmaz.

– Jeg har svært ved at se, hvad de skal bruge den her applikation til, siger han.

App’en, som også er en hjemmeside, handler om temaer som ligestilling, ægteskab, uddannelse, børn og økonomi. Formålet er, at man kan gå ind på sitet og blive klogere på sine rettigheder – fx at kvinder og mænd er ligestillet, har samme pligter og rettigheder, og at forskelsbehandling er ulovlig.

Ikke kun for nydanskere

Men web-app’en er altså for alle, understreger Dorte Rievers Bindslev, som har været konsulent i forbindelse med udviklingen af app’en.

– Vi har en målsætning om at sprede kendskabet til ligestilling og rettigheder på familieområet, og det må man jo gøre ad så mange kanaler som muligt, siger hun.

Man skal fjerne sig fra de her etiketter. Glem alle begreber som flygtning og udenlandsk arbejdskraft. Se mennesker som mennesker, og se dem som ressourcer
Muhsin Türkyilmaz, formand for Rådet for Etniske Minoriteter

Nemmere adgang til oplysning

Derudover giver den en oversigt over organisationer, som beskæftiger sig med netop det givne område og kan rådgive, når man er i tvivl eller har brug for hjælp.

Bindslev fortæller, at man har haft succes med at undervise sprogskoleelever i ligestilling og rettigheder på familieområdet. Derudover samarbejdede man med organisationen Bydelsmødrene om at oplyse kvinder med anden etnisk baggrund om selvsamme. Her blev idéen om nemmere adgang til informationer modtaget med åbne arme.

– En forudsætning for at kunne gøre brug af de rettigheder man har er, at man kender dem. Og når man ikke taler dansk særligt godt eller ikke ved, hvor man skal lede efter oplysningerne, så kan man jo let komme til at gøre noget, man fortryder. Eller gå glip af en mulighed for indflydelse, siger hun.

Nydanskere ikke et socialt projekt

Men app’en er bare endnu et eksempel på, hvordan man nærmer sig udfordringerne på en skæv måde. Det fastholder nydanskerne mere, end det gavner dem, når man kategorisk ser dem som et socialt projekt, mener Muhsin Türkyilmaz.

Han kritiserer, at man fra samfundets side har fordomme om, ”at de skal have hjælp til at blive fri fra deres kultur, religion og tanker, så de kan blive en del af samfundet”, siger han.

Muhsin Türkyilmaz opfatter derfor, at man grundlæggende skal ændre opfattelsen af nydanskere:

– Man skal fjerne sig fra de her etiketter. Glem alle begreber som flygtning og udenlandsk arbejdskraft. Se mennesker som mennesker, og se dem som ressourcer, siger han.