Den danske madkultur præges mere og mere af det ekstreme fokus på økologi, bæredygtighed og sundhed. I februar blev Danmark kåret som verdensmester i økologi af en rapport fra det schweiziske forskningscenter Fibl, og landet over spiser to ud af tre mindre kød end for få år siden viser tal fra TNS Gallerup i 2016.
Mindst 4 procent af dagligvaresalget er nu økologisk for første gang nogensinde, viser tal fra Coop Analyse i 2017. Den stigende interesse for området har haft stor betydning for, hvad forbrugerne nu kan finde på hylderne i deres supermarkeder.
Fra RUC-projekt til spirende bæredygtig virksomhed
I et industriområde på Amager, hvor store lastbiler suser forbi, sidder Nadia Christensen og Lise Andersen på deres lille kontor. De har store visioner for fremtiden og deres produkt Fairdig, som består af sunde og økologiske færdigretter uden animalske produkter.
– Idéen bag Fairdig er, at vi vil gøre det nemt og lækkert at vælge klimavenligt og på den måde tage ansvar, siger Nadia Christensen.
Medejer Jesper Pøhler fik idéen til Fairdig i et semesterprojekt på Roskilde Universitet, da han gerne ville gøre det nemmere at spise vegatarisk og klimavenligt.
Vi startede hjemme i vores egne gryder
Nadia Christensen, medejer af Fairdig
Herefter begyndte de tre at eksperimentere for at finde frem til de helt rigtige retter.
– Vi startede hjemme i vores egne gryder, siger Nadia Christensen.
Fairdig ville gerne prøve at ændre danskernes forbrugsmønstre til det mere klimavenlige, men samtidig også være et modspil til den sørgelige pakke boller i karry i køledisken.
(Artiklen fortsættes under billedet)
LÆS OGSÅ: Emballagefri succeskøbmand vil åbne flere butikker
For meget emballage i Danmark
En analyse fra Coop Analyse viser, at hver anden dansker synes, at der bruges for meget emballage til dagligvarer i supermarkederne. Købmænd forsøger sig som emballagefrie, og Fairdig har også taget problematikken op til overvejelse.
Som den første virksomhed i verden, har Fairdig netop færdigudviklet kombinationen af bæredygtig emballage og bæredygtigt tryk, som man kan smide direkte i kompostbunken.
– Udgangspunktet var at gøre maden klimavenlig, men nu er det ydre også klimavenligt, siger Nadia Christensen.
LÆS OGSÅ: Danmark er verdensmester i økologi
Store planer for fremtiden
De eksotiske retter er lige nu de eneste bæredygtige færdigretter med klimavenlig emballage på markedet, og forbrugere har indtil nu kun kunne købe produkterne på nettet.
Men de tre iværksættere har store forhåbninger for, hvor forbrugerne i fremtiden kan finde deres retter. På nuværende tidspunkt har de allerede aftaler på plads med supermarkeder i Københavns området, og så er de spændt på, hvad fremtiden ellers byder på.
– Vores mål er at komme på kædeniveau, siger Lise Andersen, der ikke er tvivl om, at kunderne til deres produkt er ude i de danske stuer.