Påskebryg-brandert udløser ikke gratis togrejse

I aften kl. 20.59 kan danskerne knappe op for årets første Tuborg påskebryg, Kylle Kylle.

I aften kl. 20.59 kan danskerne knappe op for årets første Tuborg påskebryg, Kylle Kylle. P-dag, er dagen i dag døbt, men i modsætning til julebryggens J-dag, giver påskebryg-branderten ikke mulighed for en gratis tur hjem med S-tog
 
Hvis du troede, at i aften, var aftenen, hvor du skulle drukne hjernecellerne i Tuborgs påskebryg og efterfølgende køre hjem med S-tog på DSB’s regning, så kan du godt tro om.
 
DSB, Tuborg og Natteravnene valgte i forbindelse med J-dag d. 5. november 2010, at give de festglade Københavnere et gratis lift hjem med S-tog. Denne behandling skal Københavnerne dog ikke vænne sig for meget til, for det bliver ikke aktuelt i forbindelse med P-dag i aften. Der er ingen kære mor, når de ekstra promiller fra Kylle Kyllerne slår ind – københavnerne må selv betale deres tur hjem fra byen.
 
»Der bliver ikke nogle gratisture i forbindelse med P-dag«, siger Jannik Preisler, kommunikationsmedarbejder fra DSB.
 
DSB oplyser også, at der ikke sættes ekstra tog ind i forbindelse med P-dag.
»Vi har ikke erfaring med, at der skulle være mere pres på i forbindelse med P-dag. Det har simpelthen været en vurderingssag, at der ikke er behov for ekstra tog«, siger Jannik Preisler.