
Nu er byggeriet i gang på Hillerød Station.
Det sker, fordi der fremover skal køre tog igennem stationen og direkte ud til det Nye Super Sygehus Nordsjælland. Men da projektet har vist sig at blive dyrere, har man valgt at spare forlængelsen af allerede eksisterende gangtunnel væk og fjerne den helt. Netop det møder stor kritik.
Kritikken kommer blandt andet fra Hillerøds egen borgmester Christoffer Lorenzen (K). Han siger:
– At man har valgt at fjerne forlængelsen af gangtunnelen, er for mig at se teknisk uforsvarligt og politisk uambitiøst, siger han i et interview til TV 2 Kosmopol nyhederne kl. 19:30 onsdag d. 8. april.
NetAvisen har forsøgt at få en kommentar fra borgmester Christoffer Lorenzen (K), men han er ikke vendt tilbage på henvendelsen.
Det var også meningen, at gangtunnelen skulle forlænges, så der var adgang til sporene fra begge ender af stationen. Men da projektet viste sig at blive dyrere, valgte man at spare forlængelsen væk og helt at fjerne gangtunnelen.
Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse d. 20. marts 2025.
Kan ikke få ministeren i samtale
I stedet for gangtunnelen kommer der en gangbro med elevator til hver perron, men også Hillerøds tidligere borgmester, Kirsten Jensen (S), kritiserer den løsning.
Allerede sidste år sendte hun og regionrådsformanden i Region Hovedstaden Lars Gaardhøj (S) et brev til Transportministeriet.
I brevet anmoder de transportministeren om et møde for at forklare deres perspektiv på sagen, men de er aldrig blevet inviteret til det møde, de ønskede.
– Begge gange, hvor vi har henvendt os, har vi ikke fået det møde vi gerne ville have haft, så vi kunne forklare, at vi ønsker en anden løsning, fortæller Kirsten Jensen (S).
Hillerød Kommune oplyser i et skriftligt svar til NetAvisen, at de har henvendt sig til Transportministeren i alt fire gange siden april 2025.
Flere af henvendelserne er blevet besvaret af Transportministeriet, men alligevel mener Kirsten Jensen (S) ikke, at det er tilstrækkeligt.
– Vi har gjort, hvad vi kunne for at få ministeren i samtale, men vi har ikke fået de svar, vi gerne vil have, siger hun.
NetAvisen har været i kontakt med Transportministeriets presseafdeling. Transportministeriet oplyser, at man ikke kan udtale sig på nuværende tidspunkt på grund af de igangværnede forhandlinger om regeringsdannelse.
Også flere borgere i Hillerød er utilfredse. NetAvisen har tidligere afdækket, at flere borgere udtrykker deres utilfredshed med besparelsen af gangtunnelen. De frygter, at adgangen til Hillerød Station bliver dårligere efter renoveringen.
Læs også: Nu starter ombygningen på Hillerød Station trods kritik
Kritikken går blandt andet på, at der vil være mere trængsel samt kø til de elevatorer, der kommer, når der ikke længere er en gangtunnel.
En anden politiker er “fortørnet”.
Andre politikere, der også er utilfredse med den nye gangbro, er blandt andet Marianne Frederik (EL), der er medlem af regionsrådet Hovedstaden:
– Vi er meget fortørnede over, at man vælger at spare gangtunnelen væk. Der kommer til at være meget mere trængsel, siger hun.
Hun frygter også, at folk simpelthen vil droppe toget pga. de fremtidige forhold på stationen, hvor byggeriet er gået i gang 13. april.
– Vi er bange for, at folk fravælger den kollektive trafik, fordi det simpelthen er for besværligt. Og det skulle jo helst være omvendt. Nemlig at flere vælger at tage offentlig transport, siger Marianne Frederik (EL).
Fakta om renoveringen af Hillerød Station:
- Hvorfor: Lokaltog skal kunne køre videre til Favrholm Station, som betjener Nyt Hospital Nordsjælland.
- Hvornår: Fra 13. april og to år frem.
- Hvem: Det er Banedanmark, der står for byggeprojektet.
- Hvor meget: Der blev afsat 414,7 mio. kr. til opgraderingen.
- Der er yderligere bevilget 36,5 mio. kr. til projektet.
- Det er blevet vurderet, at man kan spare 40 mio. kr. ved ikke at forlænge gangtunnelen.
Kilde: Pressemeddelelse fra Transportministeriet og Pressemeddelelse fra Banedanmark
Derfor har Marianne Frederik (EL) også valgt at stille et forslag til regionrådsmødet d. 3. marts.
Forslaget lød sådan her: “Regionsrådet anmoder regionsrådsformanden om igen at rette henvendelse til Transportministeren og Folketingets Transportudvalg med henblik på at fastholde det oprindelige projekt for renoveringen af Hillerød Station – herunder forlænget gangtunnel med elevatorer i begge ender samt gangbro med elevatorer.”
Dette blev vedtaget af et enstemmigt regionsråd i Region Hovedstaden d. 3. marts 2026, men på grund af folketingsvalget er henvendelsen ikke blevet sendt afsted til Transportministeren og Folketingets Transportudvalg.
Det bekræfter Region Hovedstaden i en mail: “Brevet er endnu ikke sendt afsted, da regionen afventer at ny Transportminister er på plads”, lyder det i mailen.
Sådan gjorde jeg: Jeg researchede på Hillerød Kommune og fandt i den forbindelse frem til en del kritik af den nye løsning med gangbroen. Jeg har derefter været i kontakt med flere af de utilfredse borgere og politikere. Jeg har også været i kontakt med Hillerød Kommune og Region Hovedstaden. Derudover har jeg været i kontakt med Transportministeriet. Banedanmark og Transportministeriet har også udgivet pressemeddelelser, der indgår i artiklen.