Rapport: Få ved at skizofreni kan helbredes

En stor del af den danske befolkning ved ikke, at skizofreni kan helbredes, selv om en femtedel faktisk bliver raske igen. Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Epinion har lavet for Landskampagnen EN AF OS.

»Psykisk sygdom er noget mystisk noget, som folk har svært ved at forholde sig til. Og så handler det måske også om, at vi ikke har været gode nok til at informere om psykisk sygdom. Og det gælder hele vejen rundt. Lige fra skoler til medier og offentlige myndigheder,« siger Martin Lund, leder af kampagnen, der skal skabe opmærksomhed om sygdommen. Sygdommen rammer omkring 30.000 danskere.

35 procent af danskerne tror ikke, at skizofreni kan helbredes, mens 44 procent er i tvivl, fremgår det af undersøgelsen. Den lave procentdel af folk, der ved, at skizofreni kan helbredes, hænger sammen med manglende viden om psykisk sygdom generelt, mener Martin Lund.

»Det er en vigtig del af budskabet, at hvis du får en psykisk sygdom, så kan den i langt de fleste tilfælde helbredes. Det er jo ligesom at få en fysisk sygdom, hvor man går til lægen, får en behandling og bliver helbredt. Det kan man også med langt de fleste psykiske sygdomme,« siger Martin Lund.

 

Patienter fik negativ historie

Men også sundhedspersonalet, der behandler de mennesker, der lider af skizofreni, har skullet ændre deres tankegang.

»Det har været underprioriteret i bevidstheden hos sundhedspersonalet, at der faktisk er nogle patienter, som bliver raske. For de bliver jo bare raske, og så går de deres vej, og så ser man dem aldrig mere. Og så har man jo glemt, at man har haft dem,« fortæller overlæge og psykiater Per Vendsborg.

Langt de fleste, der får skizofreni, får diagnosen stillet i 20’erne. Tidligere mødte patienter med skizofreni mørke fremtidsudsigter hos lægerne. De berettede om behov for medicin resten af livet og en udsigt til at modtage pension.

»Det er tidligt at få at vide, at man ikke kan noget og aldrig bliver til noget. Så hvis man ændrer det budskab, så ændrer man behandlingen. Det betyder meget for patienten at vide, at der er mulighed for positive fremtidsudsigter,« forklarer Per Vendsborg og fremhæver den nye Recovery-bevægelse i det danske sundhedsvæsen, som netop lægger vægt på at integrere den positive historie i behandlingen.

Hvad er skizofreni?

Skizofreni er en sindslidelse, hvor den syge på afgørende måde fortolker omverdenen anderledes end andre, f.eks. ved vrangforestillinger eller hallucinationer.

Skizofreni betyder ’splittet sind; ikke at man har forskellige personligheder.

Man kender ikke årsagen til skizofreni, men modsat tidligere ved man i dag, at det ikke er forældrenes skyld, men en kombination af biologiske, psykologiske og sociale faktorer.

Kilde: PsykiatriFonden

Kampagnen EN AF OS

EN AF OS-kampagnen arbejder for at imødegå stigmatisering og fremme tolerance og åbenhed over for mennesker med psykisk sygdom.

Et af kampagnens formål er bl.a. at øge danskernes viden om psykisk sygdom

Bag kampagnen står Psykiatrifonden, Socialministeriet, Sundhedsstyrelsen, Det Sociale Netværk af 2009, TrygFonden, KL, og Danske Regioner.

Læs mere om EN AF OS her

Læs "Danskerne frygter skizofreni" her

Læs mere om psykisk sygdom her og her

One Response to "Rapport: Få ved at skizofreni kan helbredes"