Foto: andyde
Et pludseligt ildebefindende. Et bizart modermærke. Eller ondt i maven. De fleste af os har oplevet, at det kan sætte alarmklokkerne i gang, for tænk en gang, hvis man er alvorligt syg. Men når bekymrede raske fylder i venteværelset, kan det føre til et øget pres på sundhedssystemet, mener John Brodersen, speciallæge og professor ved Institut For Folkesundhed.
De bekymrede raske
Fænomenet er kendt fra udlandet, hvor forskere i årtier har undersøgt konsekvenserne af det såkaldte “worried well”. John Brodersen forklarer, at lægerne og forskerne frygter problematikken ved, at de raske tager de syges plads i sundhedssystemet.
– Hvis venteværelset bliver fyldt med raske bekymrede, så tager de ressourcerne fra dem, der egentlig har brug for hjælp. Dette skaber en øget ulighed i sundhed, da de raske tager sundhedsydelserne – til fordel for de syge, siger han.
Når der kommer flere raske borgere igennem det danske sundhedssystem, så resulterer det nogle gange i, at de får det, man kalder en ”falsk-alarm”. Dette betyder, at raske patienter bliver overbehandlet og kræver tid fra sundhedsvæsenet. Dette kan man for eksempel se, når der kommer flere patienter ind i forbindelse med en mulig sygdom, men at dødeligheden på denne ikke stiger, påpeger John Brodersen.
– Vi bruger ressourcerne forkert. Vi skader de raske mere end vi hjælper dem og øger den sociale ulighed, siger han.
John Brodersen bebrejder dog ikke, at raske går til lægen, men han synes, at man derimod skal stille spørgsmålet – hvorfor gør de det? Og det er fordi, de får at vide, at de skal.
Vi lever i et samfund, som er fyldt med frygt og kontrol – dette skaber en illusion om, at gå til lægen nedsætter dødeligheden.
John Brodersen, speciallæge og professor ved Institut For Folkesundhed.
Samfundet har et ansvar
Ruth Kirk Ertmann, praktiserende læge og seniorforsker ved Forskningsenheden for Almen Praksis, mener, at det er samfundet, som lærer borgerne at henvende sig til sin læge i tilfælde af ubehag.
– Medierne presser os, fordi vi går for lidt og for sent til lægen – og at vi ikke finder kræften tidligt nok. Der er et samfundsmæssigt ansvar. Her kan individet være fanget ved spørgsmålet, om hvorvidt man skal gå til lægen eller ej, siger hun.
Ruth Kirk Ertmann mener, at man er nødt til at være meget nøjagtig i sin kommunikation vedrørende sygdom og lægebesøg. For vi er nødt til at gøre op med os selv, om samfundet gør folk mere bekymrede, end de skal være. Derfor er det ikke patientens skyld, hvis de kommer raske hos lægen.
John Brodersen er også enig i, at samfundet har et ansvar og påpeger, at diverse patientforeninger, politikere, læger og medicinalindustrien fortæller folk, at de går for lidt til lægen. Dermed bliver der skabt et budskab om, at raske skal gå til lægen, fordi ellers bliver deres sygdom opdaget for sent og dødeligheden stiger.
– Vi lever i et samfund, som er fyldt med frygt og kontrol – dette skaber en illusion om, at gå til lægen nedsætter dødeligheden. Dette kan man ikke se nogle holdepunkter for i den videnskabelige litteratur, men derimod skader det samfundet og individet, og desuden øges den sociale ulighed i sundhed, siger han.
Gem