Det er lægernes travle hverdag, der er den væsentligste årsag til den dårlige kommunikation mellem læger og patienter. Det billede tegner en rundspørge, som NetAvisen har foretaget på Københavns Hovedbanegård
Sofie Gatzwiller, 16-årig efterskoleelev: Når jeg har spurgt lægen om ting, har jeg følt, at jeg spurgte om for meget.
Læs også: Patientforeningen: Tag båndoptager med til lægen
Anton Rasmussen, 58-årig børne- og familiechef: Jeg har for mange år siden været indlagt med min søn, og der var det svært at få styr på informationerne. Det var svært for lægerne at finde ud af, hvad han fejlede, og der synes jeg ikke, jeg blev involveret ordentligt i den usikkerhed de gik med. Jeg spurgte heller ikke selv præcist, men dengang var jeg nok mere autoritetstro.
Büsra Serbest, 23-årig historiestuderende: Det er sket for mig flere gange, at jeg ikke helt forstod lægen. Jeg har måske ikke helt kunnet forklare mig ordentligt. Jeg synes flere gange, at jeg ikke rigtig har fået svar på mine spørgsmål, selvom jeg havde undersøgt det hjemmefra. Det plejer jeg at gøre, men der har stadig været gange, hvor jeg ikke har synes, at jeg fik det hele med.
Annelise Svane Synnestvedt, 74-årig pensioneret lægesekretær: Jeg har så absolut mange gange oplevet, at jeg ikke fik det hele med. Det går for hurtigt. Derfor glemmer man, hvad man skal spørge om. Man skal altid skrive en seddel hjemmefra, ellers glemmer man både det han siger, og det man selv skulle spørge om.
Makro Mikic, 22-årig erhvervsøkonomistuderende: Især med de unge læger kan det nogle gange gå så hurtigt, at man ikke får det hele med. Man kan godt føle at det er hurtigt ind og ud.
Torben Westergaard, 53-årig musiker: Jeg synes, at jeg har en rigtig god kontakt med min læge. Jeg har haft den samme læge i mange år, for han har altid enormt god tid. Hvis jeg har et spørgsmål svarer han altid grundigt og fyldestgørende – også selvom venteværelset måske er fuldt.
Karoline Mathilde Gøttsche Petersen, 18-årig gymnasiestuderende: Jeg har ikke rigtig været så meget syg, og min læge er meget sød. Jeg har altid forstået alt, hvad der blev sagt.
Kirsten Funch, 77-årig pensioneret kommunalt ansat: Jeg har helt afgjort oplevet ikke at få fat i alt, hvad der bliver sagt. Jeg har lige skiftet læge, og jeg synes slet ikke, jeg kan få kontakt til hende. Jeg synes, det hele går så stærkt. I dag er det sådan, at de bare sidder ved tastaturet, og man nærmest ingen kontakt har.
David Løvendahl Kaiser, 35-årig arkitekt: Jeg har en super læge, vi har rigtig god kontakt. Jeg synes dog ikke helt, at lægerne har tid nok. De tager sig tid, når man ser dem, men ventetiderne er for lange.
Nina Hammerik Gregersen, 31-årig projektkoordinator: Jeg har ikke, så vidt jeg husker, oplevet, at vores kommunikation har været dårlig. Men lægerne har altid meget travlt. Jeg googler også altid tingene både før og efter for at være sikker på, at jeg forstår det hele.
Sofie Gatzwiller, 16-årig efterskoleelev: Når jeg har spurgt lægen om ting, har jeg følt, at jeg spurgte om for meget.
kommunikation , læge , sundhed , sundhedsvæsen , Vox-pop