Slik eller burger? Din uddannelse afslører dine laster

Folk med en lang uddannelse spiser mere slik og kage end resten af befolkningen, viser ny undersøgelse.    Foto: Rool Paap, Flickr
Folk med en lang uddannelse spiser mere slik og kage end resten af befolkningen, viser ny undersøgelse.Foto: Rool Paap, Flickr

Førtidspensionister og kortuddannede skyller pizza og burgere ned med sodavand, mens de højtuddannede spiser kage, chokolade, is og slik. Det er nogle af de konklusioner, man kan læse i en ny undersøgelse foretaget af Statens Institut for Folkesundhed.

– Normalt siger man jo, at det er dem med de korteste uddannelser, der har de mest uhensigtsmæssige sundhedsvaner. Her viser det sig dog at være omvendt på nogle punkter, for eksempel, når det kommer til is, kage og slik, siger ph.d.-studerende Anne Illemann Christensen, som er en af forskerne bag rapporten.

Hvis du ikke har penge til at være en del af det forbrugssamfund, vi lever i dag, hvor man går op i tøj, biler og bolig, så er det inde for maden, man forsøger at få lidt lækkert
Madsociolog Naja Buono Stamer

Fakta: Det spiser vi

  • Næsten 14.000 deltog i undersøgelsen.
  • 13,3 procent svarer,  at de spiser fastfood såsom pizza, burger og shawarma mindst én gang om ugen.
  • 12,8 procent af befolkningen spiser kage, chokolade, is eller slik mindst fem gange om ugen.
  • 18,3 procent af dem, der kun har en grundskoleeksamen, drikker sodavand, læskedrik eller frugtsaft mindst fem gange om ugen.
  • 5,8 procent af de højtuddannede går det samme.
  • 17,4 procent af de højtuddannede spiser kage, chokolade, slik og is mindst fem gange om ugen.
  • 11, 8 procent af de kortuddannede går det samme.

Forskellige madkulturer

I undersøgelsen har man spurgt 14.000 danskere om deres forbrug af fastfood, kage, sodavand og snacks, og resultaterne viser et klart mønster. Når det kommer til det ugentlige indtag af fastfood og læskedrikke med sukker såsom sodavand, har de lavtuddannede og folk på førtidspension førertrøjen på.

De højtuddannede kan sagtens spise is, slik og kage, men de kan balancere det med, at de så spiser nogle ting i hverdagen som måske er mere sunde
Naja Buono Stamer, madsociolog

– Hvis du ikke har penge til at være en del af det forbrugssamfund, vi lever i dag, hvor man går op i tøj, biler og bolig, så er det inde for maden, man forsøger at få lidt lækkert, og der kan fastfood være en måde at ville forkæle familien på, siger madsociolog Naja Buono Stamer.

Læs også: ”Generation færdigret” skal have hænderne ned i bolledejen

Akademikerne har fingrene i slikskålen

Selv om de højtuddannede ikke spiser fastfood lige så ofte som andre samfundsgrupper, tager de revanche, når det kommer til de søde sager. Her viser undersøgelsen, at de højtuddannede  oftere har fingrene i slikskålen eller kagefadet sammenlignet med folk med en lavere uddannelse.

Naja Buono Stamer påpeger, at selv om de højtuddannede spiser mere is, slik og kage, betyder det ikke nødvendigvis, at de lever mere usundt. Ifølge Naja Buono Stamer går de højtuddannede ofte mere op i sundhed,  og de har også en bedre evne til at balancere deres kost.

– De højtuddannede kan sagtens spise is, slik og kage, men de kan balancere det med, at de så spiser nogle ting i hverdagen som måske er mere sunde. En længere uddannelse kan gøre, at man er mere reflekteret omkring sin madvaner, siger Naja Buono Stamer

Læs også: Danskerne er blevet deres egne sundhedseksperter