S og V: Universiteter må stoppe kandidatfuskere

Du kan frit kalde dig cand.mag. eller cand.phil. Det er nemlig ikke i strid med loven, fortæller jurister. Det vil retsordførere fra Socialdemokraterne og Venstre dog ikke til at lave om på – medmindre universiteterne slår bremsen i.

Flere kendte ansigter er i løbet af den seneste måned blevet afsløret i på CV og i bøger at have smykket sig med uddannelser, de ikke har taget. Det er folk som politisk kommentator Michael Kristiansen, pr-manden Christian Have og justitsminister Morten Bødskovs spindoktor, Peter Goll.

Må lyve så meget de har lyst
Ifølge Socialdemokraternes retsordfører Ole Hækkerup skal man ikke gøre det ulovligt at udgive sig for at have en uddannelse, man ikke har:

– Folk må skrive og lyve lige så meget, de har lyst til. Jeg er virkelig betænkelig ved, hvis man går ind fra statsmagtens side og laver lovgivning om, hvad folk må oplyse om sig selv. Der skal man virkelig, virkelig passe på, siger han.

– Der skal være en, der er forurettet part i sagen, før man kan gøre noget. Jeg synes, man skal tjekke, om de ting, folk fortæller om sig selv, er korrekte – og det må i vid udstrækning være arbejdsgiverens ansvar, fortæller den socialdemokratiske retsordfører.

Hækkerup mener ikke, det vil have nogen betydning, hvis forfatteren i en bog skriver, han er uddannet cand.phil., selvom han ikke er det:

– Folks oplevelse af at læse bogen er jo ikke blevet dårligere af, at der er en, der har løjet sig til at være cand.phil., siger han og fortsætter:

– Jeg synes, man skal vente og se, om der er nogle institutioner, der vil rejse sag, før man begynder at overveje en lovændring, siger Ole Hækkerup.

Universiteterne må tage initiativet
Den opfattelse er Venstres retspolitiske ordfører, Karsten Lauritzen, også af.

– Jeg tror bare, at vi må acceptere, at det er sådan, det er. Heldigvis er det de færreste, der svindler med sådan noget – de fleste er åbne og ærlige. Jeg synes ikke, at der er nogen grund til at lave ny lovgivning på det område. De folk, der har gjort det, bliver jo afsløret og hængt ud i pressen. Vi skal passe på med at lovgive om alt muligt, siger han.

Karsten Lauritzen mener ikke, at lovgivning er vejen frem, men hvis universiteterne finder det problematisk, vil han begynde at overveje det:

– Det er jo universiteterne, som er interesserede i at beskytte (kandidattitler, red.). Hvis man skriver, man har en kandidatgrad fra KU, og det ikke passer, falder det jo tilbage på universitetet. Men hvis universiteterne kommer og siger: ’Vi vil gerne have denne løsningsmodel’, så må vi overveje det. Men det har jeg ikke hørt endnu, at de har gjort, siger Venstres retsordfører og tilføjer:

– Det vil være et skridt i retning af at gøre det ulovligt at lyve, ikke? Om end det kunne være besnærende, så tror jeg ikke, at det ville løse alle vores samfundsmæssige problemer.

Universitet vil ikke rejse krav
På Syddansk Universitet er de ikke glade for, at folk går og smykker sig med kandidatgrader, de ikke er berettigede.

– Det er da selvfølgelig noget snavs, at folk smykker sig med titler, de ikke har. Jeg tror bare ikke, der er særlig mange, der gør det. Selvom det selvfølgelig er stigende, siger Per Christian Andersen, studiechef på SDU.

Men universitetet har ikke tænkt sig at gøre noget for at presse på for at få ændret lovgivningen.

– Vi var da helst fri for, at folk gjorde det, for det er jo med til at devaluere vores uddannelser, det skal da ikke være nogen hemmelighed. Men vi har ikke tænkt os at rejse et krav om, at der skal være noget lovgivning, for den ville du ikke kunne håndhæve alligevel, fortæller studiechefen. 

Læs:

Cand.fusk. har ingen konsekvenser

Studerende: Ustraffet kandidatfuskeri ødelægger vores uddannelser