Internettet koster dyrt for miljøet. Årligt udleder internettet lige så meget CO2 som den årlige flytrafik. Det skriver Information i dag. Men det er ikke kun internettet, der bruger strøm, det gør computeren også. Hvis du vil hjælpe miljøet, er der også penge at spare. Her er nogle gode råd til, hvordan du kan bruge din computer miljøvenligt.
Sluk computeren
Computeren skal slukkes, når du ikke bruger den. Det gælder både for den derhjemme og den på arbejdspladsen. Mange efterlader deres computer tændt, og det koster dyrt for miljøet og pengepungen. Go’ Energi oplyser, at en computer gennemsnitlig står tændt 1.700 timer årligt, ud af årets 8.760 timer.
Der findes energieffektive computere, hvor det yderligere er muligt at spare omkring 1.000 kr. i computerens levetid.
Køb en bærbar computer
Du kan spare op til 90 pct. af dit årlige elforbrug, hvis du skifter din stationære computer ud med en bærbar. En bærbar kan holde strøm i flere timer uden at være tilsluttet strømstik. Man skal derfor udnytte batteriet og først oplade den, når den mangler strøm.
Hvis man vil gøre det endnu mere miljøvenligt, kan man købe en energieffektiv bærbar computer. De bedste bruger under halvdelen af den strøm, de dårligste bruger.
Tilslut en elspareskinne
Hvis du har en elspareskinne registrerer den, at du slukker din computer. Når du slukker din computer, sender den signal til elspareskinnen som derefter slukker for alle de apparater, der er koblet til skinnen. Det betyder, at hvis du har modem, printer og fax tilsluttet i samme skinne, slukker de automatisk, når du slukker for computeren.
Indstil strømstyring
Du kan indstille din computer til at spare. Hvis du ikke slukker computeren eller glemmer det, kan du indstille den til strømstyring. Strømstyring lader computeren gå i dvale eller standby, når den ikke er i brug. Strømstyring kan indstilles til stationær og bærbar. På Go’ Energis hjemmeside kan du følge en guide til, hvordan du indstiller din computer til at spare. Programmet kan installeres til Windows og OS X.
Ryd op
Det er ikke kun i hjemmet, der skal ryddes op. Der skal også ryddes på cyberspace. Hver gang du uploader billeder på Facebook, logger ind på din datingprofil eller modtager e-mails, bruger det plads på en server. Serverne opbevarer al data fra internettet, indtil det bliver slettet. Disse servere bruger halvdelen af den strøm, du bruger, når du uploader noget. Derfor skal du en gang imellem slettet alt det, du ikke bruger mere, hvis du vil være miljøvenlig.
Rådene er udarbejdet i samarbejde med Go’ Energi.
Læs også: