“Skrid med dig, din klamme kælling”: Undersøgelse afdækker had på politikeres Facebook-sider

Folk over 40 år står bag omkring 80 procent af sproglige angreb på Facebook. Foto: Thea Cecilia Albinus

Hvis du er på Facebook, er kritiske ytringer og spydige kommentarer i politikeres kommentarspor sikkert noget, du har lagt mærke til.

Måske har du endda selv skrevet en.

Nogle kommentarer er imidlertid ikke blot kritiske, men er direkte sproglige angreb eller ligefrem hadtale.

Sproglige angreb og hadefulde kommentarer fylder nemlig på mange politikeres Facebook-sider.

Det viser undersøgelsen ‘Angreb & had i den offentlige debat på Facebook’ fra marts 2025, som er udarbejdet af Analyse & Tal og Os & Data i samarbejde med Trygfonden.

Af undersøgelsen fremgår det, at næsten hver 20. kommentar på danske medier og politikeres Facebook-sider defineres som sproglige angreb.

Det svarer til 4,5 procent af alle kommentarene.

Læs også: Ny vejledning skal ruste lokalpolitikere til at håndtere chikane, trusler, hærværk og vold

Ingen forbedring

Og det er et tal, som desværre ikke har ændret sig siden tidligere år, siger medforfatter af undersøgelsen Mikkeline Thorsen.

– Nogle gange har man snakket om, at når vi vænnede os til sociale medier – når vi fik noget digital dannelse – ville det så blive bedre? Men det ser vi jo ikke. Udviklingen er desværre lidt den samme som tidligere, at det er cirka hver 20. kommentar (som er sproglige angreb, red.). Det synes vi jo er meget, siger hun.

Særligt er det meget, hvis man forestiller sig mængden af hadefulde kommentarer, i en anden kontekst.

– Det er svært at forestille sige et møde på et bibliotek, et vælgermøde eller et borgermøde, hvor hver 20. gang nogen sagde noget, så ville det være noget som ’skrid med dig, din klamme kælling’. Så tror jeg, man ville blive fulgt ud rimelig hurtigt. Der er ikke så mange steder, hvor vi ville tillade, at folk sad og råbte på den måde, uden at de på et tidspunkt ville blive bedt om at gå, påpeger Mikkeline Thorsen.

Lokalpolitiker vil ikke stille op igen

Nogle gange fylder de hadefulde kommentarer endda så meget, at det kan have konsekvenser for arbejdslivet.

Senest har lokalpolitiker i Furesø Kommune Hasan Yilmaz (S) offentliggjort, at han efter 12 år ikke ville genopstille til byrådet til næste periode. I et opslag på Facebook mandag den 31. marts forklarer han, at den ’hårde tone’, som florerer i den politiske debat, i hvert fald ikke har gjort exit-beslutningen sværere.

– Jeg elsker politik, men jeg må også erkende, at debatten er blevet skarpere og hårdere, skriver han i et opslag på sin Facebook-profil.

Han peger netop på, at kommentarsporet ofte er fyldt med voldsomme beskeder:

– Jeg har selv været udsat for chikane og personlige angreb, og noget af det har været så primitivt, at jeg aldrig vil synke ned på det niveau. Jeg har valgt at møde det med værdighed – fordi jeg ikke vil lade mig trække ned i en kultur, der skader vores demokrati, skriver han videre i opslaget.

Det har ikke været muligt for NetAvisen at få ham til at stille op til yderligere interview.

Hasan Yilmaz har blandt andet været indblandet i ophedede sager om Farum Fjernvarme og kritik af integrationsordfører Frederik Vads (S) udtalelser om borgere med anden etnisk herkomst.

Sjællandske Nyheder og Altomfuresø.dk har også tidligere dækket det.

Ved kommunalvalget den 18. november 2025 vil man dermed ikke kunne finde hans navn på stemmesedlerne. Han oplyser selv på sit Facebook-site, at han har sidste arbejdsdag 31. december 2025.

Hvem oplever had på nettet?

  • Størstedelen (35 procent) af alle de hadefulde angreb er baseret på etnicitet og nationalitet. 22 procent på køn og kønsudtryk, og 21 procent på mennesker med funktionsvariationer.
  • 84 procent af alt had baseret på etnicitet og nationalitet er rettet mod personer fra Mellemøsten.
  • 68 procent af angrebene er skrevet af profiler med mænd. 32 procent af angrebene er skrevet af kvinder.
  •  Top tre navne som oftest står bag sproglige angreb er Michael, Lars og Jan.

Kilde: Analyse & Tal, Os & Data og Trygfonden

Ikke alle har samme oplevelse

Hårde ord og voldsomme kommentarer er dog ikke noget, som alle oplever lige meget.

For byrådsmedlem i Furesø Kommune Lene Munch-Petersen (S) har hadefulde kommentarer på nettet ikke været noget, som har fyldt hverdagen.

– Det var noget af det, jeg overvejede, da jeg stillede op for 12 år siden, fordi der eksisterede det jo faktisk også. Der var jeg da lidt bekymret for, om det var et problem, men det er faktisk aldrig blevet et problem for mig. Men jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det må være meget ubehageligt, fortæller hun.

Algoritmer eksponerer os for forskellige ting

Grunden til de forskellige oplevelser af tonen på nettet skyldes blandt andet også, at algoritmer hos for eksempel Facebook eksponerer os for forskellige ting, alt efter hvem vi er, og hvem vi følger.

Undersøgelsen fra Analyse & Tal og Os & Data definerer 7 kategorier, som de sproglige angreb fordeler sig på. De 7 grupper er seksualitet, alder, køn, klasse, religion, etnicitet og funktionsvariationer.

– Hvis du tilhører de her beskyttede grupper, så vil du formentlig have mere af det hadefulde indhold mod gruppen i dit feed, fordi du er aktiv på den dagsorden, eller har flere venner der er det. Du vil have mere af hadet i dit feed, og du vil også være tilbøjelig til at bide mere mærke i det, fordi der er rettet mod “folk som dig”, forklarer Mikkeline Thorsen.

Som politiker vil man derfor også opleve en overeksponering af hadefulde kommentarer på nettet.

– Derfor giver det jo også mening, at politikerne vil opleve at ‘puha, tonen den er godt nok hård’. Fordi de jo er i den politiske debat hver dag, som vi ved også er særligt hård.  Så de har meget mere end 4,5 procent angreb i deres feed, forklarer Mikkeline Thorsen.

Læs også: Først fik arbejdspladsen kras kritik for mobning: Nu sætter man ind

Sådan gjorde vi: Nyheden udsprang af Hasan Yilmaz’ opslag på Facebook. Derefter fandt journalisten undersøgelsen om sproglige angreb i politikere og mediers Facebook-sider. Begge kilder er interviewet telefonisk. 

Leave a Reply

Your email address will not be published.