De danske skoforretninger har det økonomisk svært, og flere steder må butikkerne dreje nøglen om. Det skyldes bl.a., at forretningerne møder konkurrence hos de mere specialiserede sneakerforretninger.
– Vi har set en nedgang på ca. 25% i vores salg siden 2008, og det betyder jo at mange af de traditionelle skoforretninger bliver presset i øjeblikket. Det skyldes bl.a. den modetrend, der hedder sneakers, forklarer Jørgen Rubæk Krebs, som er formand for Danmarks Skohandlerforening.
Sneakerbutikkerne oplever ikke en nedgang i salget – tværtimod. Her har man de sidste fem-seks år oplevet et stor stigning i efterspørgslen.
– Indtjeningen i vores butikker er mangedoblet på få år, fortæller Tommas Olsen, ejer af sneakerbutikken Naked i indre København.
Går man en tur på gaden, er det efterhånden gud og hver mand, der render rundt i sneakers.
Kevin Walter, Norse Store
Naked har eksisteret i 10 år, og ifølge virksomhedens regnskaber er omsætningen steget fra 1,4 millioner i 2007 til 5,1 millioner i 2013. En af forklaringerne på fremgangen er, ifølge Tommas Olsen, butikkens brug af de sociale medier.
– Vi benytter os rigtig meget af de sociale medier. Vi har 60.000 følgere på Instagram, og det bruger vi aktivt i promoveringen af vores varer.
Også hos butikken Norse Store, der ligger kun et stenkast fra Naked, lægger man vægt på markedsføringen på de sociale medier, og Kevin Walter, som er indkøber for butikken, mener, at de sociale mediers muligheder i høj grad har sat gang i sneakersalget.
– Kunderne bliver mere og mere målrettede. De har fået større mulighed for at undersøge, tale om og debattere, hvad der er fedt, og hvad der ikke er fedt i øjeblikket. Hvis en sneakermodel fra Nike bliver vildt hypet på de sociale medier, så er det dem, kunderne går efter.
Læs også: Mænd skal gå med leggings, eller skal de?
Sneakers er blevet acceptable
At sneakers er blevet populære blandt store dele af forbrugerne, er Kevin Walter slet ikke i tvivl om.
– Går man en tur på gaden, er det efterhånden gud og hver mand, der render rundt i sneakers. Det er blevet meget mere acceptabelt end for bare få år tilbage, siger han.
Både Kevin Walter og Tommas Olsen fortæller, at man for få år siden ikke kunne komme ind hvor som helst, hvis man var iført sneakers.
– Hvis vi kigger seks-syv år tilbage, var der jo mange natklubber og endda restauranter, der simpelthen ikke ville lukke dig ind, hvis du havde sneakers på, husker Kevin Walter. Og det billede genkender Tommas Olsen.
– Nu kan både piger og drenge gå i byen i sneakers. Før i tiden skulle man jo enten have grimme lædersko eller stiletter på. På den måde har hele miljøet omkring sneakers ændret sig markant, siger han.
Et storbyfænomen
Ifølge Jørgen Rubæk Krebs repræsenterer sneakerbutikkerne en niche, som ikke alle skobutikker kan slå sig op på.
– I provinsen er der stadig brug for de traditionelle skoforretninger. Her er du nødt til at ramme bredt med dit sortiment, og derfor ser vi stadig familiebutikkerne i de områder, siger han og uddyber:
– For kun at sælge sneakers skal du have en tilpas stor kundeandel, som efterspørger netop det. Og det finder man mest i storbyerne. Derfor er sagen om sneakerbutikker, der presser de traditionelle skoforretninger også til dels et storbyfænomen.