Storkeparret Emil og Ida er Danmarks eneste ynglende storke. De bor i Gundsølille ved Roskilde, men indvandrede i sin tid fra Skåne.
I den lille landsby Gundsølille nær Roskilde hedder de mest berømte beboere Ida og Emil. De har netop fået tre æg i reden, helt som de plejer her i starten af april. Ida og Emil er nemlig storke. Og de er de eneste storke, der får unger i Danmark. Derfor er der en meget stor interesse for dem, fortæller Jess Frederiksen, som er formand for foreningen storkene.dk.
Fodres med daggamle kyllinger
Men Danmarks eneste storkepar er ikke indfødte danskere.
»De kommer jo oprindeligt fra Skåne. I 2004 kom de til Vedstrup, der ligger ikke så langt fra Gundsølille, og ynglede for første gang i Danmark,« siger Jess Frederiksen.
Siden da har Ida og Emil fået unger hvert år, og i 2007 slog de sig ned i Gundsølille.
»Modsat deres unger, som trækker mod syd om efteråret, så har det her storkepar mistet deres trækinstinkt,« siger Jess Frederiksen.
Derfor må den lokale gartner fodre dem om vinteren. De får for eksempel fisk og daggamle kyllinger, for der er ikke nok mad til dem i naturen, når det bliver frostvejr.
Et symbol på Danmarks natur
Jess Frederiksen fortæller, at de lokale følger nøje med i, hvordan det går i reden. Men også i resten af landet interesserer rigtig mange sig for storke og skriver til storkene.dk, når de ser en af de langbenede fugle.
Jess Frederiksen er sikker på, at interessen skyldes, at storken næsten er forsvundet fra Danmark.
»Det er jo et symbol på tilstanden i vores natur i Danmark. For hundrede år siden var der måske 4-5000 storkepar i Danmark, og halvandet hundrede år tilbage var der 10.000,« siger han. Nu er der kun et enkelt ynglende par tilbage.
Det er primært landbruget, der er skyld i tilbagegangen af storke, siger Jess Frederiksen.
»Man har pillet så meget ved naturen. Rørlagt vandløb, drænet moser og så videre,« forklarer han.
»Men ved Gundsølille er der et stort vådområde, hvor de kan søge føde,« siger han.
Berømte skåninge
Det berømte storkepar blev i 2004 navngivet af Radio 100FM, som lod lytterne komme med forslag til navne og stemme om det. Emil og Ida fik navn efter to andre kendte skåninge, Emil fra Lønneberg og hans søster.
Læs mere: