Teenagertilværelsen er gerne en tour de force i følelsesmæssige og fysiske udsving. Nu viser det sig, at IQ’en for nogle unge også tager sig en stor rutchebanetur i pubertetsårene. Det viser ny forskning fra University College London.
Ud af 34 forsøgspersoner ændrede en tredjedel af de unges hjerner sig markant i løbet af den fireårige undersøgelsesperiode. En af de heldige deltageres IQ steg med 21 IQ-point, mens en mindre heldig deltagers IQ faldt med 18 point. Scanninger af de unges hjerner pegede også på markant udvikling i hjernehalvdelene.
»Derfor har vi kunnet konkludere, at udsvingene viser en betydningsfuld ændring i IQ«, lyder det fra en af hjerneforskerne bag undersøgelsen, Cathy Price, til magasinet Nature.
Resultater kan hjælpe til at forstå teenagere
Undersøgelsen kommer ikke som nogen stor overraskelse for ledende overlæge, professor Raben Rosenberg fra Århus Universitet, men det er ikke desto mindre interessant.
»Resultatet undrer mig ikke. Hjernen udvikler sig hele tiden, men det er bestemt interessant at se, at den kan gøre det i så høj grad under teenageårene«, siger Raben Rosenberg. Han påpeger, at deres resultater kan tages videre i et samfundsmæssigt perspektiv.
»Teenagere har det jo med at blive set på som lidt utilpassede eller halvdumme, men det her peger jo på, at man i virkeligheden må have mere forståelse over for teenagerne. Deres hjerne er stadig under en masse udvikling«.
Ifølge Raben Rosenberg ændrer undersøgelsen dog ikke ved opfattelsen af, at mellem 50 og 60 pct. af vores IQ er genetisk medfødt. Den gennemsnitlige IQ i Danmark menes at være omkring 104, hvilket placerer Danmark i midten af feltet blandt de lande, vi normalt vil sammenligne os med.
Et udsving på +/- 20 IQ-point, som blev opdaget i undersøgelsen, svarer til et hop fra normalbegavet til velbegavet eller tilsvarende et fald fra normalbegavet til sinkestadiet.
Forskerholdet bag opdagelsen har ikke undersøgt, hvad der kan være af årsager til udsvingene.