Til næste sommer åbner Københavns Erhvervsakademis (KEA) nye campus på Guldbergsgade 29 på Nørrebro i København. I går inviterede KEA studerende, samarbejdspartnere, pressen og andre interesserede til ”snigpremiere” på projektet, som rektor Ingo Østerskov kaldte det. Den nye campus skal samle størstedelen af KEA, der i dag er spredt ud over hele København.
En hip byggeplads med plads til drømme
Ved første øjekast er det ikke til at se, at det store, åbne lokale ikke bare er en hip byggeplads. Væggene er rå, gulvene er ujævne, og der er ikke glas i vinduerne. Rundt i lokalet står store plancher, og træpaller udgør et jævnt gulv til borde med små stykker smørrebrød. Musikken pumper ud af anlægget og de mange mennesker, der står tæt samlet i det åbne lokale, udbryder ”Meget interessant,” og ”Anderledes. Men flot!”.
Der er ingen tvivl om, at der er langt til, at lokalerne står færdige. Alligevel er det nemt at forestille sig, at 2000 studerende og 300 ansatte dagligt myldrer rundt. Forestillingen om en aktiv campus er vakt til live. Københavns kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V) sagde i sin tale
”Det er første gang, jeg er ude et sted, hvor man har fået noget, som kunne være uindbydende, til at se totalt tjekket og trendy og bare rigtig lækkert ud.”
Et projekt for studerende til studerende
Projektet er i høj grad udviklet af studerende og debuttanter fra KEA og fra andre uddannelsesinstitutioner, blandt andet Danmarks Designskole og Arkitektskolen. De har fået lov at komme med bud på design, og f.eks. været med til at udvikle de sensorer, der skal sikre, at bygningen er miljøvenlig.
”De er kommet med forslag og tiltag, som min generation slet ikke selv ville have tænkt. Det har været fantastisk med den energi og kreativitet,” siger Ingo Østerskov.
For de studerende selv har det været en oplevelse at være med til. Hannah Amos Nielsen, der læser E-design på andet år, har været med til at lave interviews, der skulle klargøre, hvad de studerende ønskede at få ud af deres nye campus.
”Det var en god ide,” siger Hannah og forklarer, at de brugte et helt semester på opgaven.
”Det var spændende, og man følte virkelig, at man fik indflydelse, selvom vi bare kom med forslag.” Hun er ganske klar over, at det i sidste ende er professionelle, der tager beslutningen.
”Jeg har ikke set så meget af projektet endnu. Men det bliver spændende at se, når det er færdigt. Hvor mange af vores ideer, der er taget med.”
Inspiration og motivation
Nyudklækket bachelor fra Arkitektskolen Anja Jørgensen har været med på projektet siden juni. Hun har kigget på det grafiske design, arkitekturen og modellen af bygningen.
”Det har været rigtig spændende. Man er blevet kastet ud i en masse forskelligt. Nye opgaver i alle størrelser,” fortæller hun.
Anja Jørgensen mener, at uddannelsesinstitutioner tit bliver bygget hen over hovedet på eleverne.
”Især skoler kan være svære at lave gode. Tit bliver de bygget af nogle, der ikke kan huske, hvordan det var at gå i skole, og hvad man har brug for. Derfor er det her et godt koncept. Det er rigtig fedt, at der bliver taget initiativ til det,” forklarer hun.
”Det giver inspiration og motivation til at komme på stedet, når man selv har været en del af det. Og der kommer lidt flere sjove ideer frem, når det ikke bare er en professionel, der står for det. Det giver et frisk pust,” mener hun.
”Noget, de studerende selv vil have”
Line Wass, der læser Living Design på KEA, bliver bachelor til jul og når desværre ikke at flytte ind i de nye lokaler. Hun ”kan godt lide, at det bliver noget, de studerende gerne selv vil have.” Hun håber, at der kommer en overbygning til hendes uddannelse, så hun selv kan prøve at være i de nye, anderledes lokaler. Hun har selv været med til at videreudvikle noget af designet.
”Det var fedt. Man får en andel selv,” forklarer Line Wass.
Fremtiden bor på Nørrebro
Kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V) var inviteret til at tale ved præsentationen, og hun var meget positiv overfor de ideer, der allerede nu tager form.
”Hvor er det bare lovende for fremtiden, at det er sådan nogle ideer, der allerede nu kommer,” siger hun. Hun fremhævede især, at KEA såvel som andre uddannelsesinstitutioner skal være med til at skabe vækst i København.
”KEA er noget af det, som skal være med til at løfte København og skabe vækst,” forklarer hun.
Et studiekvarter i hjertet af København
”Beliggenheden kan ikke være bedre for et uddannelsescampus,” sagde rektor Ingo Østerskov i sin åbningstale.
”Et er at ligge i København. Noget andet er at ligge i hjertet af Nørrebro.”
Han mener, at det er en naturlig udvikling af området, at der nu rykker et studiekvarter ind i lokalerne, der tidligere har været både trykkeri og fabrik.
”Vi ser KEAs indflytning som et naturligt led i den lange omrykning, som området har været igennem. En transformation fra industri- til videnssamfund.”
Byggeriet bliver noget helt usædvanligt og innovativt. Bygningen skal være mobil og fleksibel. Kun de vægge, som brandmyndighederne kræver, skal stå fast. Resten kan flyttes rundt ”som et pænt stort, åbent laboratorium,” siger han.
”Vi flytter ikke mursten – vi flytter mennesker. Praksis og tværfaglighed mødes, og vi byder det velkomment,” siger Ingo Østerskov.
Læs også: En milliard til forskning på korte uddannelser
Læs også: Flere studerende søger om mentorstøtte