Af Josephine Maria Schnablová Wiesener og Anna Egeris Karstoft
Selv om 27-årige Lene Højmark ikke har det så godt med nåle, præsterer hun et smil på læben, da den 1,6 mm tykke nål glider ind i hendes arm. Hendes nåleskræk afholder hende nemlig ikke fra at slå et smut forbi Gentofte Blodbank. Hun er en af de ca. 65.000 bloddonorer i Region Hovedstaden, som sørger for, at der er nok blod til de trængende patienter.
Faktisk har 2014 været et særligt godt år for Københavns blodbanker. Hele 13.563 nye donorer sluttede sig nemlig til byens donorkorps. Og det er ca. 2.500 flere end året før.
Omsorgsfulde kvinder
Det er især unge kvinder under 30, som melder sig som bloddonorer. Mere end tre ud af fem er nemlig kvinder. Det kan skyldes, at kvinder nemmere lader sig påvirke af budskabet om at hjælpe andre som bloddonor. Det mener Merle Wiborg Romose, som er ansvarlig for kommunikation og marketing i Bloddonorerne i Region Hovedstaden.
– Jeg tror, mange kvinder har et større omsorgsgen, end mænd måske har. Især imens de er unge, siger Merle Wiborg Romose.
Der bliver hvert år tappet ca. 300.000 portioner blod i Danmark. Hver portion kan hjælpe op til tre forskellige patienter.
Flere mænd på banen
Selv om de hos Bloddonerne i Region Hovedstaden er glade for de mange nye donorer, vil de gerne have flere mænd til at melde sig. Blodet er egentlig det samme, men mænd er mere stabile bloddonorer end kvinder, fordi de ofte er større og derfor bedre kan undvære de 450 ml blod, som tappes.
– De menstruerer ikke hver måned, så deres blodprocent ligger ofte højere end kvindernes. De bliver ikke gravide og skal føde og amme børn. Det er perioder i en kvindes liv, hvor hun ikke kan give blod. Derfor er mændene vigtige for os, siger Merle Wiborg Romose.
Af denne grund har de tænkt sig at målrette kampagnerne yderligere mod mændene i 2015.