TV: De rydder op efter din vilde druktur

Af Tobias Boldt Bendsen og Sari Vegendal

Kølige drinks og dunkende basrytmer fornøjer indre bys festglade publikum til langt ud på morgenen. Men når lyset tændes, og dørmanden råber: »Tak for i aften«, flyder gaderne over med nattens knapt så festlige efterladenskaber.

Her starter arbejdsdagen for 15 effektive skraldemænd. Og den slutter først, når sporene fra nattens udskejelser er slettet helt.

I det populære barområde, Pisserenden, er det nu blevet lettere for holdet at klare oprydningsarbejdet. Her har baren Cosy, der ligger i Studiestræde, netop mistet sin morgenbevilling pga. uro og larm i gaden.

Det betyder i praksis, at stedet lukker klokken 6 om morgenen i stedet for klokken 10. Derfor går færre fulde mennesker i vejen for Adnan Crneta og hans kollegaer, der stræber efter at hente den ærefulde titel som Europas reneste storby hjem til København.

Se videoen og få et sjældent indblik i den verden, der begynder, når du slingrer hjem i seng.