Af Magnus Vincents Fischer og Magnus Fuglsang Søgaard
Initiativet, et nystartet politisk parti, har ingen politik. Det skal nemlig være brugerne af partiets digitale platform, der bestemmer, hvilken politik partiet skal føre.
Partiet har hverken nogen formand eller medlemmer. Partiets politik skal afgøres af brugerne af partiets digitale platform på Initiativets hjemmeside. Her kan alle og enhver gå ind og sætte sine egne politiske idéer til afstemning, ligesom man kan stemme på andre idéer. Det forklarer en af partiets stiftere, Holger Thorup.
– Initiativet er et parti, der laver politik på dynamisk vis sammen med de borgere, der vil samarbejde, siger Holger Thorup.
Partiet er bygget op omkring tanken om direkte demokrati. Det betyder, at partiets folketingskandidater vælges af brugerne, ligesom politikken lægges fast ud fra flertallet af brugernes ønsker.
– Enhver kan stille op som kandidat for Initiativet via vores hjemmeside. De mandater, vi så måtte få i Folketinget, vil blive brugt til at kæmpe for de politiske projekter, som brugerne har valgt, forklarer Holger Thorup.
Interessant idé
Professor Christian F. Rostbøll, der forsker i demokrati ved Københavns Universitet, mener, at det kan være gavnligt at prøve nye demokratiske tiltag af. Det er nemlig vigtigt at inkludere flest mulige borgere i de politiske beslutninger.
– Jeg tror, der er behov for at eksperimentere med måder, vi kan øge den demokratiske deltagelse, for demokratiet har behov for nye eksperimenter, forklarer Christian F. Rostbøll.
Ifølge ham er det dog ikke nødvendigvis løsningen at lægge beslutninger om partiets politik ud til brugerne. Der er nemlig ingen garanti for, at beslutningerne vil blive demokratiske af den grund.
– Den helt store udfordring for dem vil være, at de vil komme til at tiltrække mennesker fra mere privilegerede baggrunde. Demokratiet skal jo kunne tiltrække bredt, så vi får folk fra alle dele af befolkningen involveret, uddyber Christian F. Rostbøll.
Han påpeger, at erfaringer fra tidligere demokratiske eksperimenter har vist, at projekter som Initiativets ikke nødvendigvis vil tiltrække borgere med kortere uddannelser og lavtlønnede jobs.
– Tidligere undersøgelser viser, at når man laver noget, der kræver et så stort engagement, så vil det ikke tiltrække alle typer mennesker i lige høj grad, uddyber Christian F. Rostbøll.
Tiltrængt fornyelse
Holger Thorup mener, at der er en nødvendighed at forny den måde, Folketingets partier fører politik på. Han synes nemlig, at tiden er løbet fra partierne på Christiansborg.
– Vil lever i en omskiftelig verden, og derfor er der også behov for dynamiske løsninger på problemerne, når de opstår.
Idéen mødes med stor interesse fra Rasmus Nordqvist fra Alternativet. Han har tidligere kaldt borgerforslag i Folketinget for partiets ’hjertebarn’, og han bifalder Initiativets forsøg på at inkludere endnu flere borgere i politiske beslutninger. Det er nemlig på høje tid, mener han.
– Vi vil gerne udvikle vores demokrati, så det bliver lang mere involverende. Det Initiativet laver er et eksempel på, hvordan vi kan udvikle vores demokrati, siger Rasmus Nordqvist.
Selvom vælgererklæringerne ikke er i hus endnu, er Holger Thorup optimist omkring projektet. Han mener, at de demokratiske muligheder taler for sig selv.
– Der er meget potentiale i de borgere, som ikke engagerer sig, men som har mindst en sag, de går op i, hvor de kan bidrage til at lave bedre politiske forslag og løsninger.