Revalideringssatsen til unge handicappede under 30 år bliver sat ned. Det vil et flertal i Folketinget, bestående af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance stemme igennem i morgen.
Det kan være svært at være studerende og samtidig skizofren eller sidde i kørestol, hvis man ikke får hjælp fra staten. Tusindvis af handicappede får nemlig en økonomisk håndsrækning fra kommunen i form af revalidering. Men nu skal det være anderledes.
Regeringen har nemlig fremsat et lovforslag, der nedsætter revalideringssatsen for personer under 30 år uden børn, sådan at fremtidige handicappede på revalidering får mindre fra kommunen i ydelse.
Fattigdom er ikke en drivkraft
I Danske Handicaporganisationer er de dybt bekymrede over ændringen.
»Vi tager afstand fra loven, fordi når man bliver godkendt til revalidering, er det fordi man ikke kan klare sig i det almindelige uddannelsessystem. Man har for eksempel store udgifter til bolig og medicin, som gør, at man har brug for flere penge end studerende, der ikke er handicappede«, siger Stig Langvad, der er formand for Danske Handicaporganisationer.
»En kørestolsbruger kan for eksempel ikke flytte ind hvor som helst og har derfor større udgifter til en bolig, der er indrettet specifikt til handicappede«, siger han.
Stig Langvad siger, at en nedsættelse af revalideringsydelsen, vil komme til at betyde, at nogle vil risikere at skulle gå fra hus og hjem og droppe deres uddannelse.
»Fattigdom er ikke en drivkraft. Når man har en dårlig økonomi og samtidig har et handicap at slås med, kan man risikere, at man ikke har den samme mængde overskud til at gennemføre en uddannelse«, siger Stig Langvad.
Sind: Loven er en katastrofe
Loven forventes at blive stemt igennem tirsdag og træde i kraft fredag. Det ærgrer Knud Kristensen, formanden for organisationen Sind, der mener, at det er en katastrofe.
»Loven er endnu et forsøg på at skræmme folk til ikke at kæmpe for at få revalidering«, siger Knud Kristensen.
Sind, der organiserer psykisk syge og deres pårørende, siger at det i forvejen næsten er umuligt at få revalidering
»Det er vanvittigt at lave en økonomisk ordning, som får endnu flere til at søge førtidspension, fordi det ville være økonomisk attraktivt at søge førtidspension frem for revalidering, fordi satsen for førtidspension vil blive højere end revalideringssatsen«, siger Knud Kristensen.
Politisk modstand
Loven kommer til sidste behandling i Folketinget tirsdag, og der tegner sig et flertal for den, idet både Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance er for.
Men blandt andet Socialdemokraterne er imod loven, fordi de mener, at det koster samfundet dyrt i sidste ende:
»Vi har været imod nedsættelse af revalideringsydelsen hele tiden, fordi det er en af de sociale indsatser, som får folk videre«, siger socialordfører Mette Frederiksen (S).
Et af de partier, der stemmer for loven, er Venstre, som mener, at politikerne skal være bevidste om, hvordan de bruger skatteydernes penge.
»Man er mere motiveret til at arbejde mere, hvis man får mindre fra staten, så man for eksempel har et lille bijob, hvor man kan tjene ekstra«, siger Anne-Mette Winther Christiansen (V).
Faktabox: Ifølge Danmarks Statistik var der ca. 14.000 på revalidering i Danmark i 2009. Man kan få tilkendt revalidering, hvis man har et handicap, der forhindrer en i at gennemføre en uddannelse på ordinære vilkår. Revalidering er den økonomiske ydelse, man får af kommunen, hvis man har et handicap og er under uddannelse. Revalideringsydelsen udgør ca. 16.000 kroner om måneden før skat, og vil efter lovforslaget træder i kraft udgøre ca. 10.000 kroner om måneden før skat.