Unges angst for kønssygdomme bliver mindre, mens klamydiasmitten spreder sig

Kondomet er den eneste form for prævention, der beskytter mod klamydia. Foto: Pixabay

Kløe, svie og akavede beskeder til tidligere sexpartnere. Disse er nogen af følgevirkningerne ved kønssygdommen klamydia. Desværre viser en ny oversigtsrapport fra Sex og Samfund endnu en stigning i antallet af klamydiasmittede unge. I Lyngby-Taarbæk kommune forbliver det samlede antal af smittetilfælde, pr 1000 unge mellem 15 og 29 år, dog det samme som i sidste års rapport, nemlig 21,6. Det bekræfter praktiserende læge, Jakob Dahl fra Lyngby-Taarbæk kommune.

– Jeg kan ikke genkende et stigende antal positive prøver, men jeg genkender en ændret adfærd omkring prævention i aldersgruppen 15-29 årige, siger han

Jakob Dahl påpeger også, at der blandt unge i dag ikke er den samme angst for kønssygdomme, som der engang har været.

– Det er også derfor vi ser, at når unge mennesker i dag tager ud at rejse, så kommer de hjem med gonorré og HIV og sådan noget, fortæller han.

Læs også: Det koster dig 190 kr., hver gang unge i Hillerød tester sig for klamydia

Fakta om klamydia

    • Klamydia er den mest udbredte sexsygdom i Danmark.
    • Klamydia er infektion i urinrøret, livmoderhalsen eller endetarmen. Symptomerne kan være udflåd eller svie, når man tisser, men klamydia optræder ofte uden symptomer.
    • Ubehandlet klamydia kan medføre nedsat fertilitet og ufrivillig barnløshed, graviditet uden for livmoderen, kroniske underlivssmerter hos kvinder og betændelse i bitestikler blandt mænd.
    • Klamydia er let at behandle. Det sker med antibiotika.

Kilde: Sex og Samfund

Generalsekretær i Sex og Samfund, Majbrit Berlau, giver i mandagens pressemeddelelse udtryk for, at denne udvikling er bekymrende.

– Det er en farlig tendens, at klamydiasmitten konstant stiger. Klamydia er en alvorlig og smitsom sexsygdom, hvis den ikke behandles. Sex er dejligst, hvis man ikke bliver syg, og vi er som samfund nødt til at nå de unge med budskabet om at bruge kondom. Men vi har også brug for, at særligt de unge mænd lader sig teste mere. Der er alt for få, der lader sig teste, og derfor er mørketallet nok højere, siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund i pressemeddelelsen.

Særligt blandt unge mænd er smitten stigende  

Ser man nærmere på tallene fra Lyngby-Taarbæk kommune, går det også her den forkerte vej for de unge mænd. Hvor smittetilfældene blandt de unge kvinder er faldet, er de steget blandt de unge mænd.

Selvom det på tallene ser ud som om, der er højere smitte blandt de unge kvinder, er det ikke nødvendigvis tilfældet. Den store forskel skyldes, at langt flere unge kvinder lader sig teste, sammenlignet med unge mænd. På landsplan ligger testraten blandt unge kvinder på 23 %, mens den for unge men kun er på 9 %.

Oliver Willy, en ung mand fra Lyngby-Taarbæk kommune, kan fortælle at klamydia og andre kønssygdomme, generelt ikke er noget, der bliver talt om i hans vennegruppe.

– Klamydia har aldrig ramt mig eller nogen af mine tætte venner, jeg har altid hørt om det som noget, der har ramt venners venner, siger han.

Han pointerer dog, at han altid beskytter sig ved at bruge kondom.

Flere unge skal lade sig teste

Læs også: Kondomer, p-piller, spiral og p-stav: Gratis prævention og rådgivning skal bekæmpe klamydia og uønskede graviditeter

Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex og Samfund understreger i mandagens pressemedelelse, at det er et fælles ansvar at knække klamydiakurven. Flere skal gøre som Oliver Willy og beskytte sig med kondom, men også i højere grad lade sig teste og behandle.

– Vi kan se, at særligt unge mænd ikke lader sig teste. Måske fordi de tror, at det altid er testning via penis, som mange tænker er ubehageligt. Men testning kan lige så godt blot være en urinprøve. Derudover antager vi, at mange ikke kender konsekvenserne af ubehandlet klamydia, men i yderste konsekvens kan man blive infertil, og det gælder både mænd og kvinder, siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund i pressemeddelelsen.

Sådan gjorde vi: Nyheden er lavet på baggrund af Sex og Samfunds nye oversigtsrapport for klamydiatilfælde i 2022. Alle tal kommer fra denne rapport. Kilder er interviewet telefonisk.