Kondomer, p-piller, spiral og p-stav: Gratis prævention og rådgivning skal bekæmpe klamydia og uønskede graviditeter

Nogle af disse ansigter vil unge i Hvidovre kunne møde fremover, hvis de søger rådgivning om sex og prævention i projektet UngeLiv. Til åbningsreceptionen af UngeLiv d. 3. november deltog flere af projektets ansatte og Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.
Foto: Asta Kjærgaard

Et nyt tilbud til unge i Hvidovre skal forbedre de unges seksuelle sundhed. Det betyder blandt andet, at de på sigt vil mindske antallet af klamydiatilfælde. På kort sigt er målet for UngeLiv dog ikke nødvendigvis at nedbringe dette tal, og det er der en helt særlig grund til:

– Vi vil formode, at flere vil blive testet positiv, fordi der forhåbentlig er flere, der vil blive testet, siger Sannie Gøtze, daglig leder i UngeLiv.

Med seksuel sundhed som et af fokuspunkterne, rammer projektet et område, hvor unge i særlig grad er udfordrede. Blandt dem, der sidste år blev testet positive for klamydia, var 85 pct. mellem 15-29 år.

Det nye sted vil tilbyde unge mange forskellige ting, forklarer Sannie Gøtze:

– Det er et fysisk sted, hvor unge, der enten bor eller går i skole i Hvidovre, kan komme til nogle drop-in-tider i løbet af ugen. Vi kan tale om det at være ung, give rådgivning om prævention, man kan blive testet for kønssygdomme, og man kan få gratis prævention. Man kan både få kondomer, p-piller, p-stav og en spiral gratis, siger hun.

Læs også: Drop-in er droppet: nu skal du skal bestille tid for at blive testet for kønssygdomme

UngeLiv: Fakta om nyt tilbud til Hvidovres unge 

  • Målet er at fremme seksuel sundhed og mental trivsel hos de unge
  • Et fysisk tilbud til unge mellem 12-25 år, som bor, eller går i skole, i Hvidovre Kommune. De unge har både mulighed for at ringe, booke tid eller komme forbi når der er ’drop-in’
  • Som ung kan man møde op til en samtale, rådgivning om prævention, blive testet for kønssygdomme og få gratis prævention, både kondomer, p-piller, p-stav og spiral
  • Projektet har både en læge, en sygeplejerske, jordemødre, sundhedsplejersker og ungerådgivere tilknyttet
  • Projektet er finansieret af Sundhedsstyrelsen. Over de næste to år er der sat fire millioner af til projektet
  • Der er sat gang i lignende projekter på Bornholm og i Varde

Færre uønskede graviditeter
Sannie Gøtze håber, at de mange nye tilbud vil øge de unges viden om prævention, så færre smittes med seksuelt overførte sygdomme, og færre oplever at blive uønsket gravid.

Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen har 59 pct. af de unge kvinder mellem 15-24, som har været gravide, fået foretaget en abort. UngeLiv vil netop arbejde med dette område i Hvidovre Kommune.

– Et af vores opmærksomhedspunkter er at mindske uønskede graviditeter, altså aborter. Vi håber, at vi kan se, at det får en betydning, at vi giver gratis prævention og rådgivning om det, siger Sannie Gøtze.

Læs også: Salget af fortrydelsespiller er historisk højt

Vi er klar til at hjælpe de unge. Der er ikke noget, der er for stort, og der er ikke noget, der er for småt
Sannie Gøtze, daglig leder i UngeLiv

Projektet tager form

Sundhedsstyrelsen har givet fire millioner til UngeLiv. Projektet er tænkt som et samarbejde mellem regionen og kommunen.

– Gynækologerne på Hvidovre Hospital møder de unge kvinder eller familier i forbindelse med et indgreb. Men nogle gange ligger der noget bagvedliggende i forhold til indgrebet. Det kan være  mentalt mistrivsel, som de ikke gøre noget ved i det regi. Men det er dét, vi her i kommunen kan gøre noget ved, forklarer Sannie Gøtze.

Nu skal projektet finde sine fødder og få kommunens unge til at kende til tilbuddet. End del af planerne er, at de skal være aktive både på ungdomsuddannelserne og på sociale medier.

Unge, prævention og seksuelt overførte sygdomme

  • 76 pct. af alle de unge bruger prævention, første gang de har sex
  • 24 pct. af de unge har brugt nødprævention, som f.eks. fortrydelsespiller, indenfor det sidste år
  • Blandt de unge kvinder på 15-34 år som har været gravide, har 59 pct. fået foretaget en abort
  • Kondom er den mest brugte form for prævention efterfulgt af p-piller
  • Blandt dem der i 2020 blev testet positiv for klamydia, var 85 pct. Mellem 15-29 år
  • Det vurderes at 5 pct. af alle unge har klamydia

Kilder: Sexlinien, Sex & Samfund og Statens Serum Institut

– Vi skal have alle de unge fra 12-25 år til at kende til, at vi er her, og vi er klar til at hjælpe de unge. Der er ikke noget, der er for stort, og der er ikke noget, der er for småt, siger Sannie Gøtze og tilføjer:

– Det er de unge, der skal have en stemme i det her projekt. Vi er nødt til at finde ud af, hvad behovet er hos dem. Så jeg håber, at de kommer til at mærke, at vi utroligt gerne vil høre, hvad de mener om projektet.

Om UngeLiv kommer i mål med at forbedre den seksuelle sundhed og mentale trivsel hos Hvidovres unge, vil blive klart i løbet af de næste to år. Projektet er nemlig finansieret frem til 2024.

Læs også: Unge i Rødovre Kommune kæmper med stress, angst og ensomhed: »Det her kan vi jo slet ikke leve med«

Sådan gjorde vi: Journalisten så på Facebook, at UngeLiv i Hvidovre netop var åbnet. Journalisten indhentede en grundigere baggrundsviden om unge, prævention, seksuelt overførte sygdomme og graviditet blandt unge. Herefter blev interviewet med Sannie Gøtze lavet telefonisk.