Foto: Rune Stürup Hansen
NetAvisen sætter i en artikelserie fokus på danskere med et arbejde, der stiller ekstraordinære krav til dem, enten fysisk eller psykisk. Få et indblik i jordemoderen, natarbejderen og cykelbuddets arbejdsliv.
Otte timer på cyklen og 100 kilometer i benene med et tungt læs på ryggen. Det er hverdagen for Københavns cykelbude, der er på gaden året rundt. NetAvisen steg på cyklen og tog med.
– Vi skal til Nordvest, griner Kim Tach, da jeg møder ham ved Nørreport Station en kold og våd morgen i oktober.
Hans vagt er kun lige begyndt, men han er allerede drivende våd. Alligevel virker smilet oprigtigt.
– Du kan komme ud på den koldeste morgen, være gennemblødt efter fem minutter, men så ligger turene på én lang række, og så kører det bare. Så er dagen pludseligt gået.
Kim Tach – eller Kompas, som han bliver kaldt i branchen – er 25 år og har arbejdet som cykelbud, siden han flyttede til hovedstaden fra Falster for mere end seks år siden. Først på fuldtid i den velkendte uniform hos De Grønne Bude, og i dag på deltid hos de mindre københavnerfirmaer Dansk Kurér & Transport og By-Expressen.
Da jeg startede, havde jeg intet overskud. Jeg kom hjem og faldt i søvn med cykelbukserne på
Kim Tach, cykelbud
En punktering på en regnvejrsdag
Vi tager den over for gult i krydset ved Søtorvet. Mens jeg forpustet prøver at følge med op ad Nørrebrogade, forsikrer Kim mig om, at jobbet selvfølgelig ikke altid er lige let.
Cykelbudet
- Cykelbude har en mindsteløn, men er provisionslønnede derudover. Enten kilometer- eller zonetakst.
- Før årtusindskiftet var der omkring 250 cykelbude i København, i dag er tallet ca. 50.
- De største risikofaktorer inkluderer styrt, trafikuheld og slidskader i f.eks. knæene.
– Da jeg startede, havde jeg intet overskud. Jeg kom hjem og faldt i søvn med cykelbukserne på. Og jeg tjente ikke en skid, for den første måned var der ingen mindsteløn, kun provision, og jeg kunne ikke finde rundt i København, fortæller Kim og fortsætter:
– Og sådan en dag som i dag, hvor du kører og er kold, kan du godt mærke, når du har fri. Men du er udmattet på en anden måde, end hvis du har siddet foran en skærm i otte timer, og det giver mere mening for mig.
Branchearbejdsmiljørådet for transport og engros anslår, at cykelbudene kører mellem 80 og 100 kilometer på en normal arbejdsdag, men tallet svinger. På travle dage kan det være langt mere, på sløve dage langt mindre. For Kim er det dog ikke de mange kilometer på cyklen, der er det hårde ved jobbet som cykelbud. Tværtimod.
– Det værste er de vinterdage, hvor der intet er at lave, og man bare sidder i kulden og venter, siger Kim.
– Eller en punktering på en regnvejrsdag, indskyder han. Det er altid der, du punkterer.
Cykelbudene er en udsat gruppe i trafikken, fordi de altid prøver at skynde sig, når de har ture i tasken
Caja Bruhn, faglig sekretær hos 3F København
De hurtigste i byen
Vi henter en pakke i Nordvests industrikvarter, og da Kim igen tramper i pedalerne, nu med kursen mod Nordhavn, er det med et æble i munden. Der er ikke tid til pauser.
Ifølge Kim Tach kan cykelbuddet nemlig noget, ingen andre transportører kan. I den tætte trafik i storbyen er der ingen, der kan følge med budene på cykel.
– Cykelbudet er den, der kommer hurtigst igennem København. Det kan simpelthen ikke gå stærkere, siger Kim.
Netop derfor hører der også et vist tidspres med til jobbet. For hvis ikke cykelbuddet er den hurtigste løsning for kunden, mister det sin berettigelse.
– Jeg føler et pres hele tiden. Det kan aldrig gå hurtigt nok, siger Kim, der også beskriver provisionen som en ekstra motivation for at køre stærkt.
Læs også: »Det er en livsstil at arbejde om natten«
Caja Bruhn, der er faglig sekretær hos 3F København, er enig i, at provisionslønsystemet presser hastigheden i vejret. I nogle tilfælde kan det gå ud over cykelbudenes sikkerhed, siger hun:
– Provisionen kan være en medvirkende årsag til ulykker i trafikken, men der er mange forskellige lønsystemer, og ikke alle lægger op til, at man nødvendigvis skal køre hurtigt.
Alligevel oplever Caja Bruhn, at cykelbudene er i reel fare for at komme galt af sted i trafikken. En hård opbremsning eller en knækket forgaffel kan føre til brækkede krageben og alvorlige rygskader.
– Cykelbudene er en udsat gruppe i trafikken, fordi de altid prøver at skynde sig, når de har ture i tasken, siger hun.
Kim Tach har i sine seks år som cykelbud aldrig været ude for en alvorlig ulykke på cyklen. Ifølge ham er det specielt nye cykelbude uden erfaring, der får hudafskrabninger af den københavnske asfalt.
Ikke et job for livet
Udover trafikuheld er budene i fare for at blive så nedslidte, at de må stå af cyklen. Det er særligt knæene, der er enormt udsatte for slid.
– Kan man blive ved resten af livet? Nej, det kan man nok ikke. På et eller andet tidspunkt bliver man nødt til at sige, at man ikke kan mere, fortæller Caja Bruhn.
Hun kalder arbejdet som cykelbud er et ungdomsfag, og af den grund er udskiftningen blandt budene også relativt stor. Nogle år kan den være over halvtreds procent. Kim Tach er godt klar over, at han er ved at blive ‘en af de gamle’. Men han stiger ikke af cyklen lige foreløbig.
– Jeg vil altid, selv når jeg bliver fyrre, tage en dag eller to på gaden en gang imellem, siger Kim Tach, da vi tager afsked på Nordhavn. Så indstiller han kompasset mod Hellerup og den næste pakke.