Efter 50 år: Kulhuse får længe ventet cykelsti

Jægerspris slot
Anlægsarbejdet forventes at gå i gang i Jægerspris, da Kulhusecykelstien starter fra Jægerspris Slot. Dog bliver den anlagt i den vestlige side af vejen, da der i den østlige side bl.a. er den fredet mur omkring slottet.
Foto: Diellza Murtezaj, Netavisen.

I årtier har beboere i Frederikssund Kommune kæmpet for en cykelsti på Kulhusvej mellem Jægerspris og Kulhuse. Nogle af dem er Jacques Bandier og Anja Bisp Pedersen. De bor begge med deres familier i kommunen og er glade for den nye cykelsti endelig bliver anlagt, så cyklisterne kommer væk fra vejen.

Kulhusecykelstien

    • 7 km lang strækning
    • Første etape anlægges i uge 15
    • Der forventes at blive lagt cirka 3,5 km cykelsti i år
    • De resterende 3,5 km. forventes at blive anlagt næste år
    • Anden etape forventes færdig i 2022
    • Pris: 23,7 millioner kroner
    • Cykelstien forventes at være færdig i foråret 2022

Kilde: Frederikssund Kommune

– Som cyklist er det meget utrygt at cykle langs Kulhusvej. Den er meget trafikeret, og der er en hastighedsbegrænsning på 80 kilometer i timen på det meste af strækningen, men hvor der bliver kørt endnu stærkere. Vi kan ikke ændre på, at der bliver kørt for stærkt, men vi har hele tiden gjort opmærksom på trafiksikkerheden, forklarer Anja Bisp Pedersen. Hun arbejder som kirketjener ved Skoven Kirke i Kulhuse og har i flere år protesteret mod manglende cykelsti.

De tror på, at cykelstien bliver til glæde for mange typer af cyklister.

– Det vil skabe tryggere forhold for unge også, som nu kan cykle til Jægerspris selv og ikke skulle køres af forældre i bil, siger Jacques Bandier, som selv har barn.

En gevinst for alle

I Jægerspris Turistforening håber man også på, at cykelstien ikke kun vil blive til glæde for de lokale, siger Asger Mansted, der er foreningens formand.

– Det er en meget farlig vej, så en cykelsti vil tiltrække flere turister til området, siger han.

Læs også: Turister søger autencitet på cyklen

Det bliver ikke sat på pause  

Borgmester i Frederikssund Kommune, John Schmidt Andersen (V), er også begejstret for den nye cykelsti og er fastsat på, at den ikke nedprioriteres som tidligere.

– Det er i gang, og det bliver ikke stoppet, siger John Schmidt Andersen, borgmester i Frederikssund.

Cykelstien er en milepæl for alle beboere i Kulhuse
Jacques Bandier, borger i Frederikssund Kommune.

Samme melding kommer fra byrådsmedlem og medlem af plan-og miljøudvalget, Michael Bomholt Tøgersen (V):

– Nu er der kommet godt styr på økonomien i kommunen igen efter nogle hårde år og netop fordi cykelstien har været på tegnebrættet så mange gange, er det på høje tid. Det skylder vi de helt lokale m.fl., siger han.

Læs også: Se tallene: Så mange er tilfredse med cykelforholdene i din kommune

En byrådskollega er dog skeptisk i forhold til det kommende byggeri:

Pelle Andersen-Harrild (Enhl.), byrådsmedlem i Frederikssund og medlem af plan -og miljøudvalget, har i de seneste otte år aktivt kæmpet for at få cykelstien på den kommunalpolitiske agenda. Grunden til at processen har været langsom, er fordi byggeriplanerne har været sparet væk, grundet manglende interesse i området, mener han.

– Jeg har bedt om at få den på budgettet år efter år, men nu skulle den påbegyndes. Jeg vil gerne se cykelstien med cykler på, før jeg tror på det, siger han.

Hele cykelstien forventes afsluttet medio 2022.

Sådan gjorde vi: Journalisten fandt flere opslag på en lokal Facebook-gruppe, der omhandlede Kulhusecykelstien. Herefter kontaktede journalisten de involverede parter. Interviews er foretaget telefonisk.