Frederiksberg er Danmarks Beverly Hills

Credits: Frederiksberg.dk
Frederiksberg er Danmarks dyreste postnummer.
Foto: Frederiksberg.dk

Frederiksberg er Danmarks svar på Beverly Hills, kunne man fristes til at sige. Og hvis du bor på Frederiksberg, har du nok heller ikke de helt store kvaler med økonomien.

En ny undersøgelse, foretaget af ejendomsmæglerkæden EDC, viser nemlig, at Frederiksberg er Danmarks suverænt dyreste postnummer.

Undersøgelsen har vurderet prisen på et gennemsnitligt etplanshus på 140 m2 i 388 postnumre landet over.

Frederiksberg indtager her en markant førsteplads. Prisen for en hybel på 140 m2 er nemlig hele 6.609.000 kroner. Førstepladsen bliver endda manifesteret ved, at springet ned til andenpladsen, Østerbro, er på hele 1,6 millioner kroner.

Whiskeybæltet i front

Undersøgelsens konklusion er klar: Sjælland er dyrest, og Danmark er delt.

Priserne ligger især højt i de nordlige egne af Sjælland. Lige efter Frederiksberg og Østerbro, findes blandt andet Hellerup, Charlottenlund, Lyngby, Virum og Gentofte.

Faktisk ligger hele ni ud af de ti dyreste postnumre på Sjælland. Den eneste ikke-sjællandske by, der er med i kapløbet, er Århus Centrum, der indtager en syvende plads.

Jan Nordmann, der er kommunikationschef i EDC, forklarer grunden til, at priserne på Sjælland er så markant høje: »Det at bo bynært presser priserne op, fordi man er tæt på jobs, institutioner og kulturtilbud«.

Få 140 mfor under 600.000 kroner 

Undersøgelsen viser et klart billede af, at det danske boligmarked er delt i to.

Mens ni ud af ti af de dyreste postnumre ligger på Sjælland, findes ni ud af de ti billigste postnumre i Jylland. Så hvis man er på udkig efter en billig bolig, ville midtvest Jylland måske være et bud.

Her findes nemlig det billigste postnummer, nemlig Ørnhøj i midt Vestjylland. Her får du et 140 m2 etplanshus til blot 585.000 kroner. Der er altså en forskel på over 6 millioner kroner, hvis man sammenligner prisen på Frederiksberg med Ørnhøj.

Og for lige at sætte det i perspektiv, kan man altså købe over 11 huse i Ørnhøj, for ét hus på Frederiksbergs pris.

Arbejde og universitet trækker

Jens Fyhn Lykke Sørensen, adjunkt på Institut for Miljø- og Erhvervsøkonomi på Syddansk Universitet, er ikke overrasket: »Folk bosætter sig i byerne, især i København, og flytter fra yderområderne.«, og forklarer det med én sætning: »Det er udbud og efterspørgsel«.

Jens Fyhn Lykke Sørensen er enig med Jan Nordmann. Det er samme faktorer, der gør, at folk trækker mod byerne: »Det er en overordnet trend, der har været i lang tid. Man flytter til byerne for at få arbejde og komme på universitet.«

Nye initiativer

Jens Fyhn Lykke Sørensen fortæller dog, at der afprøves nye initiativer for at tiltrække folk til yderområderne: »Der er en diskussion, om man skal sælge boliger ude på landet som fleksboliger. Det går ud på, at man ikke behøver at bo der hele året. Så håber man, at der kommer flere til andre steder fra.«

Dette skulle trække nye beboere til, men der er desværre også en ulempe: »Det negative er så, at de ikke bor der hele året. Men så håber man, at de flytter dertil, når de bliver pensionister.«