En ny øl, en ny vin og en ny dessert. Alle har de navnet 1864. De er en del af den strategi, Sønderborg Erhvervs- og Turistcenter (SET) har sat i værk for at gøre sig klar på det boom af turister, de forventer som følge af DRs dramaserie 1864, som for første gang ruller over skærmen til september.
– Det er ikke fordi, at vi skal tivolisere historien, men vi vil gerne udnytte den opmærksomhed, som serien skaber til at få en masse positiv opmærksomhed omkring Sønderborg. Vi forventer, at der kommer en del ekstra turisme på baggrund af DRs dramaserie, siger turistchefen i Sønderborg, Karsten Justesen.
Helt konkret regner man med 100.000 flere overnattende turister end normalt inden årets udgang. Alene på baggrund af serien. Det ekstra turister vil betyde en øget indkomst på næsten 400.000 kr. til butikkerne, hotellerne og restauranterne omkring Sønderborg og Dybbøl.
Måske kunne man lave en Arvingerne-tour og se kunstnerhjemmet og håndboldhallen.
Medredaktør Kino.dk, Casper Christensen.
Serier skaber interesse
Tv relateret turisme er en ny ting herhjemme. Sidste år bragte TV2-serien Dicte Aarhus tilbage i turisternes bevidsthed. Serien havde 1,2 millioner seere pr. afsnit, og i dag kan man som konsekvens af seriens popularitet blandt andet komme på en Dictes Aarhus-tur og se stederne, der er med i serien.
– Tv-serierne kører over længere tid og sætter derfor et større aftryk i folks bevidsthed. Selvom tv relateret turisme stadigvæk er rimelig nyt herhjemme, vil det nok brede sig, mener medredaktør på film-siden Kino.dk, Casper Christensen.
- 13. november 1863. Novemberforfatningen der er i strid med internationale aftaler vedtages. Preussen og Østrig erklærer Danmark krig.
- 5.-6. februar 1864. Dannevirke opgives.
- 18. april 1864. Preusserne stormer Dybbøl. Efter fire timer må danskerne se sig slået og trækker sig tilbage til Als.
- 29. juni 1864. Preusserne angriber den danske hær på Als fra søsiden og de må trække sig tilbage til Fyn.
- 30. oktober 1864. Der sluttes fred. Danmark har nu mistet hele Sønderjylland og får det først tilbage i 1920.
Kilde: www.sdj-historie.dk
Klog kommune
Casper Christensen er ikke i tvivl om, at Sønderborgs tiltag har potentiale.
– Jeg kunne godt forestille mig, at en tur rundt i Sønderjylland, hvor 1864 er optaget, kunne blive populært. Herved hægter man en turistaktivitet op på noget populærkultur, og så oven i købet et stykke klassisk danmarkshistorie. Jeg synes, at det er klogt af Sønderborg, siger han og kommer med andre forslag til, hvilke serier man kunne udnytte til turisme.
– Nu er DR jo godt i gang med at optage anden sæson af Arvingerne. Måske kunne man lave en Arvingerne-tour og se kunstnerhjemmet og håndboldhallen. Det er helt sikkert noget, der vil blive mere udbredt, i takt med at tv-serierne fortsat stormer frem, konkluderer han.
Karsten Justesen forklarer, at de netop har planlagt busture syd for grænsen, hvor turister og andre interesserede kan besøge flere af stederne fra Tom Buk-Swientys bøger, der også ligger til grund for DRs 1864.
Den 18. april er det 150 år siden, at slaget ved Dybbøl fandt sted.
Læs også: DR’s nye tv-serie byder på sexet trekantsdrama.