Det kan være svært at forstå lange diagnoser og latinske betegnelser, når vi er på besøg hos lægen. Derfor anbefaler Patientforeningen, at man tager en båndoptager med. På den måde kan man bedre gå hjem og tage sig god tid til at høre, hvad lægen faktisk mente. Det fortæller Erik Bach, formand for Patientforeningen, der som forening arbejder for, at syge behandles bedst muligt.
– Vi opfordrer til, at man har en båndoptager med. Og så kan man spørge: ’Må jeg have lov til at starte den her, så jeg bagefter kan høre, hvad det var, du sagde?’, siger Erik Bach.
Læs også: Rundspørge: “Jeg synes, lægen snakker meget kringlet”
Han fortæller, at det både er børn, voksne og ældre, der kan have svært ved at forstå, hvad lægerne siger. Derfor kan det i første omgang også være smart at have en ven eller et familiemedlem med, når man har en konsultation. Så er man mere sikker på, at der ikke går informationer tabt.
En båndoptager skulle helst ikke være nødvendig
Jette Dam-Hansen, næstformand i Lægeforeningen som 97 procent af alle danske læger er medlem af, ville være ked af, at hendes patienter tog en båndoptager med, når de har tid hos hende:
– Den ide bryder jeg mig ikke så meget om. Jeg kan godt følge budskabet, men jeg mener gerne, vi skulle have tid til at tale grundigt, når vi sidder sammen med patienterne. De vigtige budskaber skulle gerne være forstået, også uden de er optaget på bånd, siger hun.
Det ville være en fordel, hvis vi i højere grad turde give de mest udsatte nogle særlige muligheder. Det ville fungere forebyggende, fordi folk ville få en bedre forståelse for deres helbred
Helle Terkildsen Maindal, forsker fra Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet
Danske Patienter, som er en paraplyorganisation for alle Danmarks patientforeninger er ligeledes imod anbefalingen, da de frygter, at en båndoptager kan skabe mistillid mellem læge og patient.
– Hvis man tager båndoptager med, er det i hvert fald afgørende, at man gør lægen opmærksom på det, og man er enige om det. En skjult optagelse kan være en rigtig dårlig idé, siger Morten Freil, direktør i Danske Patienter.
Som udgangspunkt holder de sig til at anbefale, at man tager en anden med, når man har tid hos lægen. Danske Patienter er dog enige i, at det er et problem, at mange ikke forstår, hvad lægen siger. De mener, at der ligger en opgave hos lægerne i at blive bedre til at sikre, at patienten har forstået alle informationerne, og at man er enige om aftaler.
Kommunikationen halter
Der er et problem i kommunikationen mellem læge og patient, der skal arbejdes med. Det mener Helle Terkildsen Maindal fra Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet, der forsker i mødet mellem borgerne og sundhedssystemet. Hun peger på, at de sundhedsproblemer, vi har i det moderne samfund, er meget komplekse og svære at forstå.
– Det var noget andet for 50-100 år siden, hvor vores væsentligste sygdomme var infektionssygdomme som influenza og så videre.
Læs også: Danske Patienter: Lægernes korte åbningstider er et problem
Hun er enig i, at sundhedssystemet skal arbejde mere med at give en behandling, der passer til den enkelte patient.
– Det ville være en fordel, hvis vi i højere grad turde give de mest udsatte nogle særlige muligheder. Det ville fungere forebyggende, fordi folk ville få en bedre forståelse for deres helbred.