»Tåbeligt, at patienter risikerer bøde for at dyrke cannabis«

Sundhedsstyrelsen fraråder selvmedicinering med cannabis.
Sundhedsstyrelsen fraråder selvmedicinering med cannabis.
Foto: Morguefile.com

Sabina Lé Fevre og Karoline Graulund Nøhr

I tirsdagens samråd skal sundheds- og forebyggelsesministeren, Nick Hækkerup (S), redegøre for, hvilke fordele og udfordringer der kan være forbundet med lovliggørelse og brug af hash til medicinsk brug.

Ministeren ønsker ikke at kommentere på regeringens holdning forud for samrådet, men for Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen (S), står det klart, at man i partiet vil lytte til Sundhedsstyrelsens anbefalinger på området.

– Vi kan eller skal ikke andet end at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger, understreger han.

Hvis man havde et land, hvor man på det medicinske område lavede lovændringer efter politisk forgodtbefindende, er jeg ikke sikker på, at vi kunne varetage kvalitet og patientsikkerhed på den bedste måde
Flemming Møller Mortensen (S), sundhedsordfører

Læs også: Forsker om hashmedicin: Vi ved ikke nok

Det er Sundheds- og Forebyggelsesudvalget, der har bedt ministeren om redegørelsen.  Det har de gjort, fordi de vil tage stilling til emnet ud fra et så oplyst grundlag som muligt, fortæller Annette Lind (S), tidligere formand for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget, som har indkaldt ministeren til samrådet.

Sundhedsstyrelsen om medicinsk cannabis:

– Sundhedsstyrelsen kan give tilladelse til markedsføring af medicin, der indeholder tilberedt cannabis.

– De fraråder brug af rå hash som medicin

Kilde: Notat om medicinsk brug af cannabis, Sundhedsstyrelsen

Sundhedsfaglig vurdering i første række

Ifølge Flemming Møller Mortensen (S) er kvalitet og patientsikkerhed afgørende for Socialdemokraternes holdning til lovliggørelse af cannabis til medicinsk brug. Og her vil man lytte til Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

– Det er selvfølgelig dem, der ved bedst, og derfor skal man selvfølgelig også lytte til deres anbefalinger. Hvis man havde et land, hvor man på det medicinske område lavede lovændringer efter politisk forgodtbefindende, er jeg ikke sikker på, at vi kunne varetage kvalitet og patientsikkerhed på den bedste måde, siger han.

Vi ser ikke grund til at fravige de almindelige regler for godkendelse af medicin. Forhandlere af cannabis må bevise, at det kan opfylde kravene til godkendelse, ligesom al anden medicin
Sundhedsstyrelsen i notat ‘Medicinsk brug af cannabis’

Sundhedsstyrelsen fraråder lovliggørelse

Nuværende brug af cannabis som medicin I Danmark

– I Danmark kan tre typer cannabismedicin købes: Marinol, Nabilone og siden 2011 Satives.

– Patienter kan via en læge søge udleveringstilladelse af den godkendte cannabismedicin fra Sundhedsstyrelsen

Kilde: Notat om medicinsk brug af cannabis, Sundhedsstyrelsen

Står det til Sundhedsstyrelsen, skal danske læger ikke kunne tilbyde deres patienter rå cannabis på recept, fordi der ikke på nuværende tidspunkt er et sundhedsfagligt grundlag for det. Det skriver Sundhedsstyrelsen i deres notat ‘Medicinsk brug af Cannabis’, som udkom den 26. februar 2014.

Læs også: Overblik: Her eksperimenterer man med at legalisere cannabis 

Der findes enkelte medicinske præparater, som indeholder cannabis, der er lovlige i Danmark, og som udvalgte læger kan udstede recept på. Men de er godkendt ud fra Sundhedsstyrelsens normale procedure, hvor man skal kunne bevise, at medicinen har en gavnlig virkning, som er større end bivirkningerne. Derudover skal det kunne dokumenteres, at medicinen er sikker at anvende, og at den har tilstrækkelig høj og ensartet kvalitet.

– Vi ser ikke grund til at fravige de almindelige regler for godkendelse af medicin. Forhandlere af cannabis må bevise, at det kan opfylde kravene til godkendelse, ligesom al anden medicin, skriver de i notatet.

Sundhedsstyrelsen fraråder samtidig, at patienter selvmedicinerer sig med hash. Hvis sundheds- og forebyggelsesministeren i morgen følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger i sin redegørelse, kan det tyde på, at legalisering af rå cannabis til medicinsk brug er udelukket.

Jeg synes, det er fuldstændigt tåbeligt, at man risikerer bøde eller fængselsstraf for at dyrke eller udvinde cannabis, når man alene gør noget, som man selv synes er til gavn for sig selv og sin sygdom

Stine Brix (Enhl.), sundhedsordfører

Medicinsk evidens

Hos Radikale Venstre er patientsikkerheden også i højsædet ligesom hos Socialdemokraterne, og sundhedsordfører Camilla Hersom (RV) mener ikke, at man kan slække på kravene til evidensen på området, bare fordi det ikke er traditionel medicin.

– Det der er vejen frem er at behandle det som rigtig medicin og få lavet nogle ordentlige kliniske forsøg, så vi ved, om det virker, eller om det ikke virker, siger hun.

Men spørger man Dansk Folkeparti, er det for dårligt, at man afskærmer mennesker fra at bruge noget, som måske kan lindre deres sygdomssymptomer. Det mener sundhedsordfører Liselott Blixt (DF).  Hun synes, at man bør lave forsøgsprojekter som tager udgangspunkt i patienternes egne oplevelser af, om de har fået det bedre og ikke nødvendigvis, om der er evidens for en helbredende eller smertestillende effekt ved medicinen.

– Mange ting kan ikke måles, sådan noget som smerte kan ikke måles. Lad os se på borgerne, og se på hvad de får ud af det. Vi kan ikke registrere, om man bliver rask, det handler om, hvordan ens velbefindende er, siger hun.

Liselott Blixt foreslår, at patientforeningerne selv foretager den slags forsøg, og at patienter melder sig som forsøgspersoner og selv tager ansvar for bivirkningerne.

Enhedslisten klar til at afkriminalisere patienter  

Hos Enhedslisten behøver man ikke beviser for, at medicinsk cannabis har en effekt. Her er man klar til at afkriminalisere de patienter, der på ulovlig vis bruger hash til at begrænse symptomer på deres sygdom.

– Jeg synes, det er fuldstændigt tåbeligt, at man risikerer bøde eller fængselsstraf for at dyrke eller udvinde cannabis, når man alene gør noget, som man selv synes er til gavn for sig selv og sin sygdom, siger Enhedslistens sundhedsordfører Stine Brix.

Se også: Voxpop: Er danskerne klar til lovlig hash?

Enten kan man ændre på lovgivningen, så patienterne ikke længere gør noget kriminelt, når de dyrker og forbruger cannabis, eller også kan man ændre praksis, foreslår Stine Brix og henviser til, at man i dag ser igennem fingre med stofmisbrugeres brug af hårde stoffer, selvom det er ulovligt.

– Vi er klar til begge dele, men jeg synes, det ville være klart bedst at ændre lovgivningen, siger hun.

Opdateret d. 18/3 kl 10.41

 

4 Responses to "»Tåbeligt, at patienter risikerer bøde for at dyrke cannabis«"