De fleste kan blive enige om, at bureaukratiets snublehuller kan være enormt trættende. Det gælder især for socialt udsatte borgere i Lejre, som oplever at blive smidt ind i det offentliges helt store maskineri, når de går til kommunen for hjælp. Nu planlægger Lejre Kommune et nyt tiltag, der kan betyde hurtigere og mere effektiv behandlingstid for borgerne, og som kan betyde, at borgerne ikke længere bliver en kastebold mellem kommunale medarbejdere.
Problematikken vil man imødekomme ved opførelsen af et nyt rådgivningshus. Rådgivningshuset skal være en videreudvikling af den allerede etablerede ordning, hvor socialt udsatte borgere, der lider af udfordringer som handicap, misbrug eller psykisk sygdom, hver anden torsdag kan få anonym rådgivning i værestedet Huset Horseager i Hvalsø. Det oplyser vicekommunaldirektør, Peter Olsen, der satser på, at det nye rådgivningshus vil forsimple borgernes møde med det offentlige.
– Åben rådgivning, som det er nu, fungerer fint. Det, der bliver anderledes med et rådgivningshus, er, at både indsats og myndighed sidder meget tættere sammen. Det vil sige, at når der skal gives bevillinger til borgeren, vil det langt hen ad vejen være de samme medarbejdere, der også skal være med til at udføre indsatsen. Så det vil blive forsimplet for borgeren, og der vil være færre personer involveret i et forløb til at starte med.
Socialt udsatte på landsplan
– Ifølge Det Nationale Forsknings- og analysecenter for velfærd er ca. 282.000 danskere socialt udsatte.
– I hele Danmark er der 580.000 danskere, der opfylder kriterier for psykisk sygdom.
– 21% af den danske befolkning i alderen 16-64 har et handicap. Det svarer til ca 700.000 mennesker.
– På landsplan angiver sundhedsministeriet, at omkring 140.000 danskere er afhængige af alkohol.
Smidt rundt i systemet
Bo Hedegaard Sørensen, der selv er tilknyttet Huset Horseager og døjer med skizotypisk sindslidelse, har oplevet på egen krop, hvordan det føles at blive sendt fra den ene sagsbehandler til den anden.
– Det er som at løbe panden mod en mur. Det er jo selvfølgelig et problem, det er klart. Der er også mange, der opgiver. ’Så kan det også snart være lige meget’, siger man jo så. Det er ikke godt på nogen måde. Det gør jo ikke fysisk ondt, men så gør det ondt på alle mulige andre måder. Det er jo hårdt.
Det der med, at man skifter mellem tre forskellige personer og skal starte forfra hele tiden er meget, meget generende.
– Bo Hedegaard Sørensen, bruger af kommunaltilbud for udsatte
Ifølge Bo Hedegaard Sørensen kan rådgivningshuset derfor betyde en verden til forskel.
– Både af min egen erfaring, men også hvad jeg hører fra folk, som jeg har snakket med gennem tiden, så er det der med, at man skifter mellem tre forskellige personer og skal starte forfra hele tiden meget, meget generende. Kort sagt ville et nyt rådgivningshus gøre det meget lettere. Det ville virkelig være noget, man kunne mærke, siger han.
LÆS OGSÅ: Dør 20 år før tid: Nyt projekt skal forbedre alderdom for udsatte
En simpel løsning til et komplekst problem
Professor i offentlig styring, Niels Åkerstrøm Andersen, vurderer, at det nye rådgivningshus forsøger at tage hånd om et meget komplekst problem.
– Man skal være opmærksom på, at det er komplekse problemer, som borgeren kommer med. Udfordringen her er, at den person, der er sidder i rådgivingshuset, selvfølgelig ikke på én gang har indsigt i al lovgivningen, har indsigt i, hvordan verden ser ud med sundhedsbilledet, indsigt i psykologi, indsigt i arbejdsmarkedet og så videre. Der er jo ingen supermennesker, der kan rumme det hele.
Derfor slår han fast, at ”der er næppe nogle enkle snuptagsløsninger”.
Udfordringen er, at den person, der er sidder i rådgivingshuset, selvfølgelig ikke på én gang har indsigt i al lovgivningen, har indsigt i, hvordan verden ser ud med sundhedsbilledet, indsigt i psykologi, indsigt i arbejdsmarkedet.
– Niels Åkerstrøm Andersen, Professor i offentlig styring
Alligevel er Niels Åkerstrøm Andersen positivt stemt over for projektet.
– Det er rigtig godt, at kommunerne arbejder med, hvordan de kan håndtere de meget komplekse opgaver, de har fået, fordi det er både frustrerende for borgeren, og det kan også blive tungt og omkostningsfuldt for kommunen.
Godt på vej
Beslutningen om opførelsen af et nyt rådgivningshus bliver endeligt godkendt af Lejre Kommunes bestyrelse til december, oplyser Peter Olsen. Det ser dog lyst ud for projektet, for som Peter Olsen fastslår, så er økonomien og arbejdskraften allerede på plads.
– Det er en del af de udgifter, vi allerede har, det skal kunne drives med de bevillinger, der allerede er givet, så der skal ikke tilføres penge. Og så er det også de medarbejdere, der allerede er ansat, der skal drive det. Det er et spørgsmål om at omfordele og anvende de ressourcer, vi allerede har, siger han.
Detaljer, som bemanding af rådgivningshuset samt dets fysiske placering, er ikke på plads endnu, men bliver projektet godkendt, skal det stå færdigt allerede i 2023.