Amager Karate kæmper for overlevelse

Formanden for Amager Karate Jesper Kofod klar til at begynde dagens træning i deres dojo i Tårnby. Foto: Casper Brix Hartvigsen

Kokyo ho. En japansk betegnelse, der bruges i kampsporten karate for at beskrive vejrtrækningsøvelser. Det er netop, hvad der er behov for i Amager Karate lige nu.

Når Amager Karate i Kastrup ser ind i fremtiden, er de i fare for at skulle dreje nøglen om. Uden huslejetilskud er de lukningstruet, da de ikke kan få det til at løbe rundt, skriver formanden for Amager Karate Jesper Kofod, i en anmodning om kommunale lokaler til Tårnby Kommune.

– På et tidspunkt bliver vi lukningstruet – det er et spørgsmål om tid. Vi bor her på en dispensation og et huslejetilskud fra kommunen. Kommer der en opblomstring i erhvervslivet, og kommer der et firma, hvor det giver bedre mening at placerer dem her, så mister vi vores dispensation og ryger ud, siger Jesper Kofod.

Amager Karates anmodningen om kommunale lokaler bliver behandlet d. 15 november på møde i Folkeoplysningsudvalget i Tårnby Kommune.

–  Jeg ved ikke endnu, om vi kommer til at give dem adgang til kommunale lokaler, men jeg håber det bliver positivt modtaget på udvalgsmødet. Det er vigtigt, at der er ordentlige faciliteter til de unge, når de udøver sport. Det er en god social indsats, der kan virke forebyggende, fordi de unge har noget fornuftigt at tage sig til, siger Paw Karslund (DF), formand for Børne- og Ungeudvalget, medlem af Kultur- og Fritidsudvalget og Folkeoplysningsudvalget i Tårnby Kommune

Læs også: Tårnby vil fastholde teenagepiger i idrætsforeninger

Klubhuset, eller dojo som det kaldes i karatens verden, har flere udfordringer med deres nuværende lokaler. De mangler bedre faciliteter og et ordenligt indeklima.

Genseiryu karates historie

– Stilarten Genseiryu stammer fra øen Okinawa i Japan hvor Sensei Shukumine blev født
– Shukumine skabte Genseiryu-stilen under 2. verdenskrig
– Grundstenen i Genseiryu er, at man skal gøre noget uventet for at sejre
– I 1949 fremviste Shukumine sine teknikker første gang i byen Itō

Kilde: Amager Karate

– Der er lavet to baderum, men vi kan ikke trække vandet herop, så vi har ingen bade. De toiletter vi har, deler vi med alle de kontorer, der ligger i den industribygning vi bor i. Vi har ikke mulighed for at lufte ordenligt ud, og der kan blive op til 40 grader i dojoen om sommeren. Til gengæld bliver der piv koldt om vinteren, fordi kun halvdelen af vores radiatorer virker, lyder det fra Jesper Kofod.

Amager Karate har anmodet Tårnby Kommune om to dojos, for at kunne opretholde det høje niveau, og for at have plads til at udvide deres medlemstal.

– Vi har været nødt til at afvise folk, der gerne vil være med i klubben, fordi vi ikke har plads til flere, og vi gerne vil opretholde en vis standard i forhold til kvaliteten af undervisning. Vi kan jo se, på de stævner vi deltager i, at vi leverer noget af den bedste karateundervisning i Danmark, siger Jesper Kofod.

Karate har givet mig ro

Oskar Witalis, ny europamester i karate.

Jesper Kofod fremhæver, at de på de seneste 6 år har vundet et sted mellem 400 og 500 medaljer, og at de næsten altid kommer hjem fra stævne med metal om halsen.

Amager Karate har stor betydning for de lokale kampsportsudøvere, og kulturen styrker fællesskabet blandt de unge.

Oskar Witalis er lige kommet hjem fra stævne i Firenze, hvor han vandt europamesterskabet. Foto: Casper Brix Hartvigsen

Vi mødte Oskar Witalis på 14 år i dojoen, der efter en kraftfuld demonstration af hans evner, indvilligede i at afsætte tid af hans træning, til at fortælle om hans forhold til sporten, han har dyrket siden han var 6 år.

– Jeg havde lidt koncentrationsproblemer da jeg var mindre, og karate har givet mig ro – både i skolen og i min fritid. Alle de folk der går i klubben er mine venner, og vi har et rigtig godt sammenhold privat, siger karateudøveren Oskar Witalis, der lige har vundet guld til europamesterskabet i Firenze.

Læs også: Alternative indsamlinger til Japan hitter

– Jeg har vundet 40 medaljer, og har været på stævneholdet i seks år. Jeg synes karate er den fedeste sport nogensinde, og jeg elsker den her klub, siger Oskar Witalis.

Karateklubben udøver to stilarter indenfor sporten kaldet Genseiryu og Shotokan. De træner alt fra børn på fem år over landshold, til folk over 60 år.

Sayonara.

Sådan gjorde vi: Journalisten fandt karateklubbens anmodning om kommunale lokaler i dagsordenen for Folkeoplysningsudvalget i Tårnby Kommunes næste møde. Interviews af karateudøver og formand for Amager Karate er udført face-to-face. Interview af repræsentant fra Folkeoplysningsudvalget er foretaget telefonisk.