Danmark får sin første artistuddannelse

Artister vil til næste år kunne svinge sig i trapezen under taget på Danmarks første professionelle artistuddannelse. Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK) har fået støtte af Københavns Kommune til at starte en 3-årig forsøgsuddannelse med 18 elever.

 
Forstander på AFUK Annesophie Bergmann Steen har i øjeblikket travlt med forberedelserne og regner med at åbne op for uddannelsen til næste år.
 
”Jeg er optimistisk og håber at vi kan åbne til efteråret omkring september 2013.”
 
Dansk Artist Forbund (DAF) bakker op om den nye uddannelse. Projektkoordinator Dorthe Vincentzen fra DAF mener, at initiativet er ”en vigtig opbakning af artistfaget”.
 
”Det er en anerkendelse af at der er tale om et fag og at der er tale om en vigtig genre som også skal have en kunstnerisk uddannelse.”
 
Artisterne bliver i Danmark
Den nye artistuddannelse skal udklække performere inden for det såkaldte nycirkus, som består af klassiske cirkusdiscipliner såsom akrobatik, trapez og line blandet med moderne dans, idéudvikling og scenekunst.
 
Men de dygtige performere tager ofte artisteriet med til udlandet, fordi der endnu ikke har været en professionel artistuddannelse i Danmark, og derfor er behovet stort for en dansk uddannelse, fortæller Annesophie Bergmann Steen.
 
”Det er svært at udvikle dansk nycirkus ordentligt, når de største talenter med potentiale til at udvikle kunstformen er nødt til at uddanne sig i udlandet. Og det er noget skidt”
 
Det bakker Dorthe Vincentzen fra Artisforbundet op om. Hun mener, at en uddannelse i Danmark vil få artister til at blive på dansk grund.
 
”Det betyder, at artisterne vil blive i Danmark, fordi de danske artister indtil nu har måttet tage til udlandet for at blive uddannet. Og det der tit er sket, er, at artisterne er blevet i udlandet.”
 
6,25 mio. til en ”god start”
Københavns Kommune har, med et bredt politisk flertal, bevilget 6,25 mio. kroner til at starte den nye artistuddannelse op, fremgår det af København Kommunes hjemmeside. Annesophie Bergmann Steen vurderer, at uddannelsen vil koste omkring 15 mio. kroner og kalder kommunens bevilling for ”en god start”. Resten af pengene skal komme fra forskellige tilskud og støtteordninger.
 
De 15 mio. kroner skal bl.a. bruges til at betale undervisere og husleje i de store haller på Vesterbro, hvor artistuddannelsen skal ligge ved siden af AFUK’s nuværende daghøjskole og produktionsskole.
 
Forstander: Vi skal være SU-berettiget
Annesophie Bergmann Steen ser den kommende artistuddannelse som et fuldtidsstudium på linje med andre kunstneriske uddannelser. Hun mener derfor, at de nye artiststuderende skal kunne få SU.
 
”Ja, den skal være SU-berettiget. Det skal den være, fordi at på sådan en uddannelse, ligesom andre kunstneriske uddannelser, der er man ofte i skole til klokken otte om aftenen, så man har ikke overskud til så meget andet som fx et arbejde ved siden af. Det er vanvittig krævende.”
 
Annesophie Bergmann Steen sidder i øjeblikket og skriver ansøgninger til staten om at få den nye artistuddannelse SU-berettiget og mener ikke det vil blive et problem.
 
”Jeg kan ikke forestille mig, at det vil være noget problem. Den vil jo have et indhold, som vil svare til en bachelor omregnet i ECTS-point.”
 
Med et optimistisk syn på fremtiden forventer Annesophie Bergmann Steen, at artistuddannelsen vil blive en statslig fireårig videregående uddannelse.