Mange mennesker på USA’s østkyst kunne tirsdag morgen lokal tid vågne op til fatale ødelæggelser, strømafbrud og oversvømmelser. I staten Massachusetts vågnede to danskere overraskede op til solskin efter at have været forberedt på det værste.
”Det værste for mig har helt klart været forventningsangsten. På grund af den heftige mediedækning og Twitter kunne man jo løbende følge med i udviklingen, og se hvordan Sandy langsomt spredte ødelæggelser op langs kysten. Så tanken om, hvornår det ville blive vores tur, var det, der fyldte mest,” fortæller danske Astrid Stockmarr, der bor i det centrale Boston i staten Massachusetts.
Det blev aldrig rigtig slemt i Boston
Præsident Barack Obama satte i går staten Massachusetts i undtagelsestilstand og NetAvisen kunne i går berette, at Astrid Stockmarr var meget nervøs for orkanenes eventuelle følger.
”Jeg tænker hele tiden over det. Jeg har ikke lyst til at bevæge mig udenfor i dag. Jeg har ikke lyst til at blive konfronteret med panikken nede i butikkerne,” fortalte Astrid
Men allerede ved 23.30-tiden amerikansk tid stilnede det stormende vejr ifølge Astrid af, og hun kunne ånde lettet op. Stormen i Boston blev nemlig aldrig så slem som forventet.
”Byen er våd og bærer præg af at være blevet rusket godt igennem, men ellers ser det nu ud, som det plejer,” fortæller Astrid.
I dag lader det da ifølge Astrid også til, at alt er ved at vende tilbage til det normale i Boston.
”Vi har stadig strøm og vand, og det eneste, der indikerer, at vejret i nat var vildere end normalt, er den meget store vandpyt, der har samlet sig nede på vejen. Metroen kører igen i dag, og min kæreste er netop taget i skole, så nu er jeg da rigtig glad for at jeg ikke har hamstret vanddunke, batterier og lommelygter,” fortæller Astrid.
Læs også: Dansker i Washington: Vi har købt vand af hospitalet
Nervøs dansker
Lærke Anine Abildstrøm, der bor i byen Newburyport 56 km nordøst for Boston blev også nervøs i går, da hun hørte, at orkanen Sandy var på vej.
”Som dansker, der kun har oplevet orkanen i 1999, må jeg indrømme, at jeg blev en smule nervøs, da jeg hørte, at der var en orkan på vej. Jeg vidste, hvordan USA tidligere har været hårdt ramt, så jeg var bekymret for, hvordan det ville ramme landet denne gang.”
Lærke har de seneste dage kunne følge, hvordan situationen blev mere og mere alarmerende.
”Siden søndag eftermiddag har vi haft den lokale nyhedskanal med de seneste vejr-updates kørende 24/7. Her kunne man følge med i den hurtige udvikling. Hvordan skole for skole aflyste deres timer og hvordan fly og offentlig transport blev aflyst,” fortæller hun.
Lærke fortæller, at Guvernøren i Massachusetts Deval Patrick allerede søndag aften erklærede staten for lukket og bad ”alle beboere om at blive hjemme fra skole og arbejde for at undgå trafik på vejene.”
”I takt med denne udvikling blev jeg efterhånden mere og mere nervøs, og da Obama i går eftermiddags kom på skærmen og sagde, at alle beboere skulle blive inden døre, vidste jeg, at det var alvorligt,” fortæller Lærke
Mange tog let på varslingen
Den amerikanske familie, Lærke bor hos, var dog ikke så nervøse for orkanen.
”De oplever en orkan om året, hvis ikke flere. Hele dagen i går blev de ved med at forsikre mig om, at der ikke ville ske os noget, og at hver gang er det blevet blæst op i nyhederne med stor dramatik, men der er aldrig sket det store,” fortæller Lærke
Familien var da også, i blandt mange andre indbyggere Newburyport, ude og køre i går.
”I Newburyport, hvor jeg bor, kørte der hele dagen folk rundt i byen og ud til vandet for at se på de store bølger. Jeg blev selv overtalt til at tage med på en køretur ud til vandet, men efter kort tid, vendte vi om igen. Jeg kunne ikke klare tanken om, at et træ pludselig ville vælte ned over bilen eller en stol ville flyve ind af vinduet,” fortæller Lærke.
I løbet af i går aftes kunne Lærke dog se, at Newburyport ikke ville blive slemt ramt.
”Vi slap med heftig regn, kraftige vindstød og få oversvømmelser nede ved havnen. Jeg følte mig en smule dum, da jeg nok opførte mig en smule dramatisk og paranoid, men jeg vidste jo ikke, hvad der ville ramme os,” fortæller Lærke.