”Kan vi ikke godt få en lille smule ro. Jeg gider ikke al den larm, mens jeg fixer,” udbryder Michael, der har rejst sig fra sin stol i fixerummet på Vesterbro i København.
Beskeden er rettet mod en anden mandlig bruger, som efter Michaels mening er en smule højrøstet. Et par kommentarer bliver dernæst sendt frem og tilbage, men efter pædagogens tyssen, falder der hurtigt ro på gemytterne igen.
Her i fixerummet sidder Michael i selskab med tre andre brugere og John Lennon, der ud fra plakaten skråler ordene ’Peace for The People’. Michael er klædt i sorte bukser, marineblå cardigan og under det pjuskede mørke hår, er de grå striber så småt ved at vinde frem. Han har sat sig i båsen længst væk fra de andre tre brugere, hvor han er ved at forberede sin snarlige rus. Langs den modsatte væg sidder en sygeplejerske og en pædagog, som står til rådighed for de besøgende.
Velkommen til
På den anden side af væggen skinner solen højt over den brostensbelagte gård, hvor et dusin mennesker står i små grupper. Her summer af aktivitet, og duften af karrygryde flygter ud igennem de åbne vinduer i caféen. Et par gutter synger med på et gammelt Elvis- nummer, et andet par griner og skåler i Fine Festivals stærke dråber. Her på Halmtorvet 9D ligger det såkaldte ’fixerum’ i et gammelt istandsat hus. For fire uger siden åbnede de dørene for stofmisbrugere, der af sygeplejersker, pædagoger og ledere bliver budt velkommen til at injicere deres stoffer under ordentlige forhold.
På 1. sal sidder Rasmus Koberg Christiansen bag sit skrivebord. Der er kaffepletter på bordet, og tomme billederammer står tålmodig langs væggen og venter på at blive hængt op. Rasmus er leder af fixerummet og sørger hver dag for at slaget går sin rigtige gang.
”Vi skaber nogle gode, trygge rammer, når brugerne skal tage deres stoffer. De får nogle mere værdige forhold omkring sig, hvor der er rent og roligt, og forhåbentlig kan vi også redde nogle liv ved at forhindre overdoser,” fortæller Rasmus Koberg Christiansen.
Brugerne: godt initiativ
En af de faste brugere af fixerummet er Michael på 41 år. Han prøvede for første gang heroin som 18-årig, og den oplevelse blev begyndelsen på et misbrug, der har fulgt ham lige siden. I dag er han et kendt ansigt i fixerummet, hvor han dagligt slår vejen forbi.
”Jeg synes fixerummet er et rigtig godt initiativ, og derfor kommer jeg her næsten hver dag. Det er meget få gange, jeg har fixet på gaden, siden de er åbnet her. Så går jeg hellere indenfor, hvor jeg kan sidde ned med ro på, og der er en sød sygeplejerske til stede,” smiler Michael.
Leder Rasmus Koberg Christiansen mener ikke, at Michael er alene om den holdning. Efter hans overbevisning er det, at brugerne vender tilbage, et godt bevis på, at de er glade for tiltaget. Derudover har flere også fortalt ham, ”at det er dejligt at kunne sidde i stille og trygge omgivelser frem for alt den stres, der er på gaden.”
Pladsen er trang
Klokken er 11.40 og flere brugere tjekker ind i fixerummet. Sygeplejersken byder dem løbende velkommen, mens hun følger andre ud. Michael er én af dem, og han sidder nu i gården med en kop kaffe i hånden. To spiseskeer med sukker og en pæn skvæt mælk bliver rørt i. Hans opmærksomhed følger to betjente, der målrettet marcherer hen imod en mand, som står i et lille indhak langs muren, gemt væk i skyggen. Da manden opdager betjentene, forsøger det lille gemyt på listig vis at smutte fra dem. Han opgiver dog hurtigt med et smil og en kæk kommentar til den ene betjent. Manden er pusher, og derfor går de efter ham. Det er nemlig ikke tilladt at sælge i gården, man må kun have til eget forbrug.
”Jeg bliver heldigvis ikke stoppet på gaden, for politiet ved, at jeg skal herhen. Jeg slipper for den stress, men det er stadig en smule stresset at være her,” siger Michael og spejder ud over gården, som har udviklet sig til en mindre myretue af mennesker.
”Stedet skulle være meget større. Der er desværre for lidt plads,” siger Michael, hvorefter han slubrer lidt i sin kaffe.
På nuværende tidspunkt kan der være syv brugere i rummet på én gang, så med 1.000 besøg om ugen, bliver pladsen hurtig en smule trang. Det aflaster dog fixerummet, samarbejdet med fixelancerne, som er pensionerede ambulancer, der nu har fået funktion som mobilt fixerum med plads til fire brugere. Assistancen er dog ikke stor nok på de travle dage, hvor køen hober sig op. Det problem skulle gerne løses i det kommende år.
”Heldigvis er dette kun en midlertidig løsning, da vi rykker over på Mændenes Hjem til august. Halvdelen af de misbrugere, der er på Vesterbro, ryger deres stof, og dem kan vi desværre ikke hjælpe nu. Det kommer vi til, når det nye rum er færdigt. Jeg glæder mig,” siger Rasmus Koberg Chrstiansen fortrøstningsfuldt.
Hver dag er der en stigning i antallet af brugere, og på torsdag er der lønningsdag, så fixerummets personale har formentlig ikke oplevet sin travleste dag endnu. Det slår dog ikke Rasmus ud, som i stedet vælger at tage det som en udfordring:
”Det bliver spændende at se, om vi kan holde trit.”
(Michael er et opdigtet navn, da brugeren af personlige årsager ikke ønskede, at hans rigtige navn fremgik i artiklen. Redaktionen er dog bekendt med det.)