Greve Bibliotek styrker sikkerheden efter uro og hærværk

Fremover skal man være 18 år, for at kunne lukke sig selv ind med sundhedskortet i den selvbetjente åbningstid.
Foto: Greve Bibliotek

Bedre overvågning, besøg af nattevagter i aftentimerne og flere politianmeldelser. Det er nogle af de nye sikkerhedstiltag, som Greve Byråd har vedtaget for at sikre en tryggere oplevelse på Greve Bibliotek fremover. De vil i samarbejde med personalet og baseret på tilbagemeldinger fra vagterne på biblioteket vurdere effekten af tiltagene.

De første episoder, der skabte utryghed på biblioteket, kan spores tilbage til 2023. I denne periode blev legetøj, bøger og farveblyanter spredt ud over hele biblioteket. En madras og en chaiselong blev skåret op i børnebiblioteket, og pilleæsker, blandt andet til opioider, blev fundet. Derudover blev unge drenge set løbe rundt med sakse, hvilket forstærkede utrygheden.

Biblioteket indførte hurtigt en række tiltag, som inkluderede opsætning af skilte, løbende opfølgning samt samarbejde med centervagter, Securitas, politi og gadeteam. Der blev også afholdt et åbent oplysningsarrangement med gadeteamet på biblioteket, sammen med flere andre initiativer. Da resultaterne udeblev, greb Greve Kommune ind og præsenterede nye løsninger for byrådet. Siden da er op til 17 nye tiltag blevet præsenteret for byrådet, som derefter har udvalgt de initiativer, der skal arbejdes videre med.

Med de nye tiltag, har vi sendt signaler om, at vi ikke ønsker dem her, og der har derfor været mere ro.
Tina Østergaard Kahn, Biblioteksleder

Problematisk for både besøgende og medarbejdere

Flere episoder har gjort de nye tiltag nødvendige. Gentagne gange har grupper af unge skabt uro på Greve Bibliotek, ofte ledsaget af forstyrrende adfærd. Dette går både ud over borgerne og medarbejderne, som til tider har været nødt til at tilkalde en vagt. Det er et problem, som biblioteksleder på Greve Bibliotek, som Tina Østergaard Khan ser på med stor alvor.

– Medarbejderne oplever, at der over længere tid har været grupper, som de hele tiden har skullet forholde sig til. De skulle vurdere, om de skulle være her eller ej, og hvornår vi skal bede dem om at gå ud eller dæmpe sig, samt hvornår vi tilkalder vagterne. Det er jo ikke noget, vi hverken er uddannet til eller har særlige kompetencer i, siger Tina Østergaard Kahn,

Konkrete eksempler på utryghedsskabende adfærd og hærværk:
Utryghedsskabende adfærd
– Unge drenge der løber efter hinanden i børnebiblioteket og kaster med sakse.
– Spytteri på gulvet flere forskellige steder i biblioteksrummet.
Rod
– Legetøj, bøger & farveblyanter spredt rundt i hele børnebiblioteket. Sandsynligvis kastet rundt.
– Affald smidt alle andre steder end i de mange skraldespande der er sat op.
– Mad- og drikkevarer spildt mange forskellige steder. Også udover bøger.
Hærværk
– Madras og chaiselong i børnebiblioteket skåret/stukket i.
– Te der med vilje hældes ud over tegneserier.
Uhensigtsmæssige fund af genstande:
– Deodoranter, lim og lattergas findes jævnligt flere forskellige steder i børnebiblioteket.
– Nikotinposer findes overalt. Især i børnebiblioteket hvor de også ligger i både billedbogkrybber og pegebogskrybber og i småbørnsområdet.
– Vapes og Puffbars og dele af dem findes mange forskellige steder i biblioteket.
– Pilleæsker til fx opioider (nogle med piller i) fundet i børnebiblioteket

Kilde: Greve Kommune dagsorden

Selvom mange af episoderne skyldes hærværk, er det langt fra det eneste, som Marc Genning, formand for Plan-, Trygheds- og Integrationsudvalget, har fokus på. Hærværk udgør kun en del af et større problem.

– Det er vigtigt at sige, at det ikke kun er på grund af hærværk, men det er en af årsagerne til, at vi har været nødt til at ændre i åbningstider og vores adgangskontrol. Derudover er der utrygheden, når en gruppe utilpassede unge bruger biblioteket som varmestue, og med den ballade, som de laver, når de er der, siger Marc Genning (V), formand for Plan-, Trygheds og Integrationsudvalget, og fortsætter:

– Det fører til en kedelig oplevelse for de besøgende, der er på biblioteket. De føler sig utrygge og truet og ikke har lyst til at være der.

Læs også: Efter hærværk, uro og affald: Nu prøver bibliotek igen med længere åbningstider

De nye initiativer

Tina Østergaard Khan ser dog lys for enden af tunnelen og udtrykker stor lettelse over de nye tiltag, som langsomt er sat i gang. Blandt de nye tiltag er opsætning af ekstra kameraer på steder, der tidligere har været mindre overvågede, samt forbedret billedkvalitet. Der er også blevet etableret et styrket samarbejde mellem forskellige aktører, og der er indført en aldersgrænse, så børn under 18 år skal have en voksen med i den selvbetjente tid. Derudover er åbningstiden om fredagen blevet ændret til kl. 7-17.

Sådan gjorde vi: Journalisten besøgte Greve Kommunes hjemmeside og fandt et nyhedsbrev, hvor det blev forklaret, at der ville blive skabt mere tryghed på Greve Bibliotek. Herefter tog de kontakt til formand for Plan-, Trygheds- og Integrationsudvalget, Marc Genning, og fik derefter også interviewet bibliotekslederen for Greve Bibliotek.

Leave a Reply

Your email address will not be published.