Stor fremgang for Dansk Folkeparti: Ekspert mener, at muslimer bliver syndebuk i kriser

Folketinget. Foto: Peter Leth, CC BY 2.0.

Dansk Folkeparti har tredoblet deres stemmetal siden sidste valg. Dermed står partiet med et af de mest opsigtsvækkende valgresultater.

Dansk Folkeparti fik nemlig 9,1 procent af stemmerne og 16 mandater ved folketingsvalget tirsdag den 24. marts 2026. Det er en stigning på 6,5 procent og 11 mandater siden sidste valg, hvor Dansk Folkeparti kun lige klarede sig over spærregrænsen. Partiet er nu det tredje største blå parti. Det oplyser dr.dk.

Jacob Torfing, professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet, mener blandt andet, at Dansk Folkepartis fremgang skyldes, at partiet har fået fat i vælgerne med en fortælling om, at muslimer er skyld i samfundets problemer.

– Jeg vil sige, at det er den økonomiske og sociale krise, vi har været i, med stigende fødevarer- og nu energipriser, som er årsag til Dansk Folkepartis fremgang. Når især dem fra bunden af samfundet med kort uddannelse og ikke så høj løn oplever, at den økonomiske og sociale krise spidser til, så ser vi simpelthen en tendens til, at man i en usikker verden kigger sig om efter det man kalder en ’scapegoat’, altså en syndebuk, siger Jacob Torfing.

– Dansk Folkeparti er dygtig til at levere valgvideoer og TikTok-videoer med forestillingen om, at indvandrere fra muslimske lande er dem, der er årsag til, at det går rigtig skidt, tilføjer Jacob Torfing.

Dansk Folkeparti har en “Polariserende retorik”

Poul Gaardbo, som er lokalformand for Dansk Folkeparti i Brøndby Kommune, mener derimod, at der ligger en anden årsag til grund for Dansk Folkepartis fremgang ved valget.

– Folk er trætte af de røde partier, som har ledet Brøndby Kommune igennem mange år, og som ikke har leveret varen. Det store problem i Brøndby, men også i vores nabokommuner, er, at der bliver flere og flere udlændinge og indvandre og ikke så mange flygtninge.

– Hele kommunen tager jo en drejning, fordi især muslimerne skal tilgodeses konstant og hele tiden. Det er befolkningen træt af. Vi har to moskeer i kommunen, og det er det, vores borgere er mindst glade for. De er jo danskere og har ikke behov for muslimer, fredagsbønner og så videre. Derfor vælger man nye græsgange.

Jacob Torfing peger på, at det særligt er konfliktskabende indhold på sociale medier fremfor komplekse samfundsproblemer, som får opmærksomhed i en valgkamp:

– Dansk Folkeparti har jo egentlig forbløffende få bud på at løse alle mulige andre store samfundsproblemer. De har derimod en meget slagkraftig og polariserende retorik. Det er også noget af det, man kan se, som slår igennem på sociale medier. De partier, som har en meget polariserende retorik, har lettere ved at komme igennem og få likes og følgere på sociale medier, siger Jacob Torfing.

Den endelige fintælling ved folketingsvalget afslørede, at Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, står tilbage som valgets største stemmesluger med 50.819 personlige stemmer. Det oplyser dr.dk.

Og det er der en særlig grund til, forklarer Jacob Torfing

– Han spiller en rolle, fordi han er en dygtig politiker. Han er virkelig beregnende i alt, hvad han siger, og hvordan han udtaler sig. Han udnytter en hver mulighed for at spille på folks frygt og usikkerhed i denne verden. Og så anviser han jo meget klart en årsag: Der er kommet nogen til landet, der vil os det ondt, og hvis vi bare kan få sendt dem hjem, så bliver alting bedre igen, siger Jacob Torfing.

Det så man også i trediverne, hvor der i Tyskland var en kæmpe stor social og økonomisk krise, og hvor man også var i stand til at ophidse befolkningen mod en særlig gruppe med en bestemt religion.
Jacob Torfing, professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet

En diskussion af udlændingepolitik

 Jacob Torfing peger til sidst på, at man kan drage en historisk parallel mellem nutidens politiske udvikling og tidligere perioder med krise og polarisering:

– Man så det også i trediverne, hvor der i Tyskland var en kæmpe stor social og økonomisk krise, og hvor man også var i stand til at ophidse befolkningen mod en særlig gruppe med en bestemt religion, siger Jacob Torfing.

Faktaboks: De tre kommuner i Danmark med flest indvandre og efterkommere fra ikke-vestlige lande sammenlignet med hele landet.

  • Ishøj: 25% indvandrere og 16% efterkommere fra ikke-vestlige lande
  • Brøndby: 22,5% indvandrere og 12,5% efterkommere fra ikke-vestlige lande
  • Høje-Taastrup: 20% indvandrere og 10,5% efterkommere fra ikke-vestlige lande
  • I hele landet: 8% indvandrere og 3% efterkommere fra ikke-vestlige lande

Kilde: Danmarks Statistik.

Det er Poul Gaardbo imidlertid meget uenig i:

 – Det tænker jeg ikke noget om, altså jeg vil hellere sige, hvad bilder han sig ind at sammenligne Dansk Folkepartis politik med Tyskland i trediverne. Han er da bare et dumt svin, siger Poul Gaardbo.

Han har boet i Brøndby Strand siden 1978.

– Brøndby Strand, hvor jeg bor, er et postnummer i Danmark, hvor der er etnisk dansk undertal. Det er derfor, når man diskuterer udlændingepolitik med en masse mennesker, der ikke aner noget, om hvordan det står til i Brøndby, så er det jo lidt op ad bakke. De tror ikke på, at det er, som vi siger, og de forstår ikke problemet. Man skal jo bo her for at mærke hvordan tingene er, siger Poul Gaardbo.

Sådan gjorde vi:

Ideen opstod da journalisten undrede sig over, hvorfor Dansk Folkeparti ved dette folketingsvalg fik så mange stemmer sammenlignet med sidste valg. Journalisten gennemførte et længere interview med ekspertkilde Jacob Torfing. Efterfølgende forelagde journalisten kritikken for lokalformanden for Dansk Folkeparti i Brøndby Kommune.

Leave a Reply

Your email address will not be published.