Brøndby: Kun 76,7 procent stemte i Brøndbykredsen ved folketingsvalget 2026, viser tal fra DR. Nu vil Brøndby Kommune nedsætte et udvalg for demokrati og demokratisk dannelse. En valgforsker vurderer dog, at det ikke kan stå alene.

Brøndby Kommune har sat flere initiativer i gang for at få flere borgere til at stemme – men valgdeltagelsen ligger fortsat under landsgennemsnittet på 84 procent.
Kommunen har blandt andet samarbejdet med boligorganisationer og virksomheder, oprettet et ekstra valgsted og vil nu nedsætte et udvalg for demokrati og demokratisk dannelse, lyder det fra borgmesteren i Brøndby Maja Højgaard (S).
76,7 procent stemte i Brøndbykredsen, som omfatter Ishøj og Vallensbæk, ved folketingsvalget 2026. I selve Brøndby Kommune var stemmeprocenten 75,6 procent.
Det er lavere end flere af de øvrige kredse på Vestegnen og samtidig et stykke under landsgennemsnittet.
Stemmeprocent på Vestegnen (FV26)
- Hvidovrekredsen – 81,8 procent
- Rødovrekredsen – 81 procent
- Taastrupkredsen – 78,7 procent
- Brøndbykredsen – 76,7 procent
- Kilde: DR.dk
NetAvisen har spurgt borgmesteren i Brøndby Kommune, hvordan hun forklarer stemmedeltagelsen.
Ifølge borgmester Maja Højgaard (S) ligger stemmeprocenten på nogenlunde samme niveau som ved sidste folketingsvalg.
-Vi stræber altid efter den højest mulige valgdeltagelse, det er grundlæggende for et stærkt demokrati. Stemmedeltagelsen er stabil, men vi tager det alvorligt, at vi ligger under landsgennemsnittet, siger hun.
Hun peger på, at kommunen nu vil arbejde mere målrettet med demokratisk deltagelse.
Ifølge borgmesteren kan forskellene mellem kommunerne blandt andet forklares med forskelle i befolkningssammensætning, uddannelsesniveau og tilknytning til arbejdsmarkedet.
Brøndby Kommune har i flere år arbejdet med forskellige initiativer for at øge valgdeltagelsen, blandt andet gennem samarbejder og tiltag op til valg.
Strukturelle forhold præger stemmedeltagelsen
Valgforsker og professor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC, Mark Ørsten, vurderer, at sådanne indsatser ikke kan stå alene.
Han peger på, at den lavere valgdeltagelse på Vestegnen i høj grad skyldes strukturelle forhold. Blandt andet lavere uddannelsesniveau, svagere demokratiske traditioner og en høj grad af etnisk diversitet som forklaringer på, at færre borgere stemmer.
-Det handler ikke kun om den enkelte vælger, men om nogle bredere samfundsforhold, som påvirker deltagelsen, forklarer han.
Han peger samtidig på, at politisk usikkerhed og manglende viden også spiller en rolle for, om borgere vælger at stemme.
Han understreger samtidig, at det er vigtigt at tale med vælgere i områder med lav valgdeltagelse, ikke kun op til et valg, men løbende.
Kortsigtede kampagner er ikke nok
Ifølge valgforskeren er kortsigtede kampagner op til valg ikke nok.
-Hvis man vil øge valgdeltagelsen, skal man starte tidligere. Demokratisk dannelse bør allerede starte i folkeskolen, siger han.
Han peger også på, at sproglige barrierer kan være en udfordring, og foreslår derfor valgmateriale på flere sprog samt brug af valgambassadører ude i boligområderne.
Samtidig fremhæver han, at demokratisk deltagelse ikke kun handler om at stemme, men også om at engagere sig gennem for eksempel borgermøder, dialog og anden inddragelse.
Det er en udfordring, der også gør sig gældende ved kommunale valg.
Kommunevalg: Endnu lavere deltagelse
Valgdeltagelsen på Vestegnen er endnu lavere ved kommunalvalg end folketingsvalg.
Valgdeltagelsen ligger på omkring 60 procent, viser tal fra DR for kommunerne Ishøj (57,5), Brøndby (56,2), Glostrup (61,8), Rødovre (62,1) og Albertslund (62,3).
Ifølge borgmesteren kan det skyldes, at kommunalpolitik opleves som mindre synlig.
-Mange kan opleve, at de store nationale dagsordener har mere tydelig og direkte betydning for dem. Kommunalpolitik er tæt på hverdagen, skoler, ældre, fritid og byrum, men kan være mindre synligt og mere komplekst for vælgerne, udtaler Maja Højgaard (S).
Hun understreger samtidig, at lokale valg har stor betydning:
-En stemme ved kommunalvalg påvirker den enkeltes borgers hverdag.
Valgforskeren Mark Ørsten kalder det samtidig et demokratisk problem, hvis valgdeltagelsen er lav i bestemte områder.
-Det er et stort problem, fordi vi gerne vil have, at alle har lyst til at deltage i vores demokrati, siger han.
-Hvis man ikke får brudt mønsteret, kan manglende valgdeltagelse gå i arv mellem generationer.

Borgmesteren opfordrer borgere på Facebook
På valgdagen opfordrede borgmesteren i Brøndby Kommune også borgerne til at stemme i et opslag på Facebook.
Her opfordrede hun borgerne til at tage del i demokratiet og stemme.
-Tag bare børnene med. Det er godt at opleve valgstedet, så de får en god vane med, at vi alle er med til at stemme og bestemme, skriver hun.
Sådan gjorde jeg: Artiklen er baseret på et interview med valgforskeren Mark Ørsten (RUC), tal fra DR om stemmeprocenter samt en kommentar fra borgmester Maja Højgaard (S).