Tidligere pilot: Medierne spreder flyskræk

Flyskræk
Mediernes dækning af flykatastrofer spreder flyskræk
Foto: Erik Lunøe

Hjertebanken. Svimmelhed. Voldsomme rystelser.

Folk med flyskræk får angstanfald allerede ved tanken om at skulle ud at flyve. Og mediernes dækning af Malaysian Airlines MH370’s forsvinden d. 8 marts vækker frygten.

Ulykken fylder for meget i medierne, og det spreder flyskræk i befolkningen, mener en tidligere pilot.

Malurt i bægeret

– CNN, BBC og DR har dækket hændelsen massivt. Den fylder for meget i forhold til, at man endnu ikke ved noget om, hvad der er sket med flyet. Det er en slags malurt i bægeret, for dem der har flyskræk, siger den tidligere pilot Lars Petersen.

Link: Overblik: Her er de 20 værste flykatastrofer

I 30 år har han arbejdet med luftfart, og siden 1997 har han afholdt kurser, der skal afhjælpe flyskræk. Han hører jævnligt kursister fortælle om panikangst. En angst, som bliver forværret af mediernes dækning af det malaysiske flys forsvinden.

Hvis man har flyskræk, er man fobisk bange for at flyve, og alene tanken om at flyve udløser panikreaktioner i kroppen. Når man sidder hjemme i stuen og ser en flyver i fjernsynet, er det ligesom at vise en fugleedderkop til dem, der har edderkoppefobi.
Lene Brøndum Madsen, psykoterapeut

Overskrifter som “Miraklerne og døden i luften”, “CHOK-BESKEDEN: Håbet er ude”, “Vrede pårørende kræver besked: Hvor er vores kære?” har præget mediebilledet, og overskrifterne sætter ubehagelige tanker i gang, mener Lars Petersen.

– Mange tænker: Nu gik det lige så godt, og så kommer denne her hændelse. Man kommer til at tænke tilbage på Air France ulykken i Atlanterhavet for fem år side, som godt kunne minde lidt om ulykken. Det sætter tankerne i gang hos mange, siger han.

Læse også: Forsvundet fly angiveligt sporet

Skaber skræk og rædsel

Han bakkes op af psykoterapeut Lene Brøndum Madsen, der mener, at Malaysian Airlines forsvundne fly fylder for meget i medierne.

– Dækningen har været massiv, og medierne spiller i den grad på folks angst. Ulykken bliver nærmest eksponeret hver time, og det holder frygten i gang hos folk, at nyhederne spiller så meget på angsten. Det skaber skræk og rædsel, og her er angsten jo en lidelse, som er invaliderende for folk, siger hun.

Flyskræk i sofaen

Lene Brøndum Madsen oplever, at folk, der er bange for at flyve, samler beviser for, at det er farligt. Når man ser, at nyhederne er fyldt med historier og flyulykker, tager nogle den endelige beslutning om, at de aldrig skal ud at flyve mere, siger hun.

Læs også: Twitter i sorg

– Hvis man har flyskræk, er man fobisk bange for at flyve, og alene tanken om at flyve udløser panikreaktioner i kroppen. Når man sidder hjemme i stuen og ser en flyver i fjernsynet, er det ligesom at vise en fugleedderkop til dem, der har edderkoppefobi. Hvis man har købt en flybillet og har flyskræk , så undgår man alle steder, hvor man bliver konfronteret med angsten. Folk holder simpelthen op med at læse avis og se nyhederne. Hver gang, der er en flyver i fjernsynet, kommer angsten, siger Lene Brøndum Madsen.